En af drengene
Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

Dansk ungdomsserie vinder international Emmy

I nat dansk tid blev den internationale udgave af prisuddelingen Emmy Awards afholdt i New York, og en dansk serie endte med at løbe med en af de prestigefulde priser.

Den danske Viaplay-ungdomsserie, ‘En af drengene’, kommer nu i fornemt selskab med serier som ‘Nikolaj og Julie’, ‘Ørnen’, ‘Livvagterne’ og ‘Rejseholdet’. Fællestrækket er, at serierne alle har vundet en International Emmy.

‘En af drengene’ vandt den fornemme statuette i kategorien Bedste Børne-live-action (Kids: Live-Action).

Serien handler om den 16-årige Lau (Jonathan Tage Pedersen). Han er sammen med resten af drengene i 9. klasse i en unavngiven provinsby draget ud på manddomstur. Her skal drengene igennem nogle fysiske udfordringer, hvori der er en eller anden form for lektie, de kan tage med sig ind i voksenlivet.

Lau er dog ikke lige som de andre drenge. Det maskuline ideal med bold, babser og bajere, der er alfa og omega blandt de andre, er ikke noget for ham.

Serien skildrer flot, hvordan man som ung forsøger at passe ind i et fællesskab, man måske egentlig ikke har lyst til at være en del af.

Det er Teys Schucany, der har instrueret ‘En af drengene’, og han har også skrevet manuskriptet i fællesskab med Frederik Rye. Serien er produceret af Apple Tree Production ved Mathias Bruunshoj Jakobsen.

‘En af drengene’ kan ses på Viaplay.

Footer graphics