For første gang nogensinde er en dansk dokumentarfilm blevet hædret med en Oscar. Det skete natten til mandag dansk tid, hvor ’Mr. Nobody Against Putin’ løb med prisen for Bedste dokumentarfilm ved den amerikanske filmbranches store prisfest.
Filmen er instrueret af David Borenstein og medinstrueret af Pasha Talankin, mens Helle Faber har produceret for det danske selskab Made in Copenhagen.
I ’Mr. Nobody Against Putin’ følger man læreren Pasha i en lille russisk by. Han er kendt som en kreativ og utraditionel underviser, som eleverne holder af, men hans hverdag ændrer sig markant, da propaganda og krigsundervisning bliver en fast del af skoleskemaet efter Ruslands invasion af Ukraine.
I stedet for at opfordre eleverne til selvstændig tænkning bliver lærerne nu bedt om at videreformidle statens budskaber. I hemmelighed begynder Pasha derfor at dokumentere udviklingen og smugle sine optagelser ud af Rusland.
Materialet danner grundlaget for filmen, der giver et sjældent og personligt indblik i, hvordan propaganda og krig påvirker almindelige menneskers hverdag i Putins Rusland.
‘Mr. Nobody Against Putin’ kan ses på DRTV.
Dansk præg på international vinder
Danmark var også repræsenteret blandt flere af nattens øvrige vindere. Norsk-danske Joachim Triers film ’Sentimental Value’ vandt prisen for Bedste internationale film.
Filmen har flere danske nøglepersoner bag kameraet. Olivier Bugge Coutté har stået for klipningen, Kasper Tuxen er fotograf, Esben Syberg er VFX-supervisor, og Sisse Graum har været dansk coproducent for Zentropa.
’Sentimental Value’ får dansk biografpremiere den 23. april.
