Vor Frue Kirke
Foto: Thomas Traasdahl / Ritzau Scanpix

Dagens decemberanbefaling: For under 100 kroner kan du få noget, der ellers ikke kan købes for penge

‘Messias’ er for alle, om du er til klassisk musik eller ej. Stol på mig.

Nogle gange er det godt at blive mindet om, at universet er stort, og at du er bare én lille prik i et gigantisk, kosmisk landskab af uendelige stjerner, planeter og måner.

Den påmindelse kan, i særdeleshed, være kærkommen i december måned, når du er træt af julegaveindkøb i Magasin, eksamener, en haltende økonomi eller bare flere dage i streg uden at se solen.

En påmindelse om, at det hele er stort, og meget større end dig.

Ja, for når man husker det, så bliver man også ramt af en nihilistisk ro, en følelse af, at det hele nok skal gå, og at verden ikke går under, hvis flæskestegen har bløde svær, eller hvis ens gave til pakkelegen er en pakke Päcket-cigaretter fra 7/11, i stedet for noget bæredygtigt fra Røde Kors.

Der er mange måder, hvorpå man kan opnå den her erkendelse, men en af dem koster under 100 kroner, og ligger under 500 meter fra Rådhuspladsen.

Redaktionens decemberanbefalinger

Du skal tænke på gaverne, snapsen og risalamanden, men du skal også huske at gøre noget godt for dig selv. Frem til jul vil vi her på Heartbeats dele ud af godter (musik, mad, film med mere), vi mener lysner decemberdagene lidt ekstra op.

Det, jeg taler om, er en julekoncert i Vor Frue Kirke med G.F. Händels klassiker ’Messias’, der er et stort og smukt musikalsk værk, eller oratorium, som det også hedder, med både orkester, kor og solister. Stykket fortæller historien om Jesu liv, død og opstandelse, og du kender det måske for dets berømte halleluja-kor. 

Et eksempel på G.F. Händels ’Messias’, opført i Sydney Opera House med orkester og kor.

Det er svært at beskrive, men værket fra 1741, opført dér midt i det kirkelige rum, afføder ting i en, som man ikke forventer. Rørstrømskhed. Eufori. Eftertænksomhed. Og ro. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der ikke er blevet bevæget på den ene eller anden måde af at opleve værket opført live på den her måde – ja, selv min hiphop‑Kid Cudi‑elskende kæreste fældede en tåre, da vi hørte koncerten sidste år.

Kliché som det end lyder, så forsvinder tid og sted simpelthen fra dig, når du sidder der, midt i domkirken fra 1800-tallet og bliver konfronteret med et så voluminøst musikstykke som ’Messias’ nu engang er.

Den lange koncert kan for nogen måske blive kedelig i længden, og derfor få dine tanker til at vandre tilbage til, hvilket noget Paw Patrol-legetøj du skal nå at købe til din niece eller hvad du skal have på nytårsaften, men når det sker, så løfter du bare blikket og kigger rundt i rummet. Rummet er nemlig næsten lige så stimulerende som musikken! For eksempel kan du kigge på Bertel Thorvaldsens store marmorfigurer af de tolv apostle, eller op i loftet, på en frise, der forestiller Jesus’ vandring mod Golgata.

Foto: Thomas Traasdahl / Ritzau Scanpix

Så: Tag til ’Messias’-koncert, glem dig selv og gå derfra med en fornyet ro. Selv tak!

‘Messias’ kan opleves i Københavns Domkirke 20/12/2025 – 22/12/2025. Køb billetter her.

Find mere om
Footer graphics