Note to self: Hvis du går forbi to høje gutter i filt-chili kostumer, der råber noget i stil med:
– Vi har fået sponsoreret 2 kg chili af chili-goaten himself… Chili Klaus, så skal du ikke gå derhen.
Vi gik egentlig bare og drev rundt på pladsen, mine to kollegaer og jeg, da vi pludselig stødte på en menneskemængde ved Skyen i Common Ground.
– Chillismagning med Chili Klaus! blev der råbt.
Det skulle vi selvfølgelig lige se nærmere på.
For der er næppe noget mere underholdende og tilfredsstillende end at se andre spise chili. Det ved alle, der har set afsnittet, hvor Chili Klaus giver Bubber en Carolina Reaper.
Jeg tror, mange af de fremmødte havde set netop den video, for der var ikke rigtig nogen, der turde sætte sig i de opstillede stole til deltagerne. Stemningen begyndte faktisk at blive en smule akavet.
For at lette den trykkede stemning, og som en lille joke til mine kollegaer, rakte jeg hånden op.
Ikke helt forberedt på menneskemængden, der med det samme begyndte at huje og klappe, hvilket også betød, at min kække bemærkning bandt. Bordet fangede simpelthen.
Og før jeg vidste af det, blev jeg gelejdet op og placeret i rækken af de andre mere eller mindre fulde festivalgæster.
Min sidemand læner sig ind over og siger helt tørt: “Det er verdens stærkeste chili, det der.”, og peger over på posen, der ligger på bordet foran os.
Lige dér vidste jeg godt, at det her måske ikke var den bedste beslutning.
Men nu sad jeg der. Og man kan jo heller ikke bare rejse sig og gå.
– Den der spiser flest på et minut har vundet!
– 3… 2… 1…
– Flest!?!, når jeg lige at tænke, før min sidemand smider to chilier i kæften.
I mit hoved lyder Chili Klaus’ stemme: “Husk at tygge.” Så jeg tygger og tygger, måske lidt for grundigt, for ti sekunder senere er min mund fuldstændig følelsesløs.
Som en savlende labrador sidder jeg og svæver mellem liv og død (i hvert fald føles det sådan), indtil selvsamme sidemand, ham der på ingen tid havde inhaleret to, rækker hånden i vejret. Han er ude. Jeg følger hurtigt trop.
Så længe man ikke er den første, ikke?
Derfra bliver det hele en smule tåget. Jeg husker, at jeg får stukket en karton sødmælk i hånden, som jeg hælder ned i svælget, selvom jeg hader mælk.
Pludselig dukker to gamle højskoleveninder op. De kigger lidt alvorligt på mig, og jeg får forklaret, at jeg “lige er på arbejde”, og at vi da helt sikkert skal tage en øl senere.
Nu er der gået et par timer, og smerten i munden er så småt ved at aftage. Til gengæld er min mave begyndt at opføre sig lidt mærkeligt.
Jeg frygter lidt mit møde med et festivaltoilet, men den historie må I få en anden gang.
