Der er efterhånden ingen tvivl om, at Claes Bang er en af de absolut mest succesfulde danske skuespillere set med internationale briller. Fra guldpalmevinderen ‘The Square’ og Robert Eggers ‘The Northman’ til serierne ‘Dracula’, ‘The Affair’, ‘Bad Sisters’ og ‘The New Look’. Den danske stjerne er her, der og alle vegne.
Snart er Bang igen aktuel i et stort, internationalt drama, nemlig i Nick Hamms ‘William Tell’.
Her spiller han titelrollen som den schweiziske frihedskæmper, Wilhelm/William Tell, der – i følge myten – blev kendt for at modsætte sig det ekspanderende Habsburgerrige med et velplaceret æbleskud mod sin søns hoved.
Foruden Bang medvirker blandt andre Jonathan Pryce (‘Game of Thrones’, ‘The Crown’), Ben Kingsley (‘Gandhi’) og Jake Dunn (‘Renegade Nell’).
‘William Tell’ fik verdenspremiere tidligere på året ved Toronto Film Festival, og den internationale biografpremiere er planlagt til 10. januar 2025.