Da du vågnede i morges, ligbleg i et glohedt telt med håret i alle retninger, sprukne H2O-hungrende læber og en udtværet rød læbestift, som måske, måske ikke var din egen, tænkte du nok ikke, at du i virkeligheden så helt perfekt ud.
Men det gjorde du.
For i aften træder postpunk-ikonet Robert Smith og The Cure ind på Orange Scene for at fejre et halvt århundrede som band.
I den forbindelse har Heartbeats talt med en række mænd og kvinder fra Generation X – i dag mellem slutningen af 40’erne og 50’erne – som har haft The Cure med sig gennem hele livet. Nogle fandt bandet gennem deres første kæresterelationer, andre gennem Radio Luxembourg. Og mens nogle gik med læderjakke eller farvede deres hår sort, havde andre en mere subtil kærlighed til bandet. Men fælles for dem alle var det, at walkmanen spillede albums som ‘Pornography’, ‘Disintegration’ og ‘Kiss me, kiss me, kiss me’.
Nu er de blevet voksne. De er skuespillere, lærere, aktivister og håndværkere. De har faste jobs, er blevet forældre og bor i parcelhuse. Som unge troede de, at voksenlivet var et sted, man landede. I stedet opdagede de, at livet stadig er kaotisk, følelsesfuldt og fuld af de samme eksistentielle spørgsmål, som Robert Smith sang om dengang.
Måske er det derfor, The Cure stadig betyder så meget.
Her er deres historier:
Christian Tafdrup, 48 år
Jeg var 15 år gammel, da jeg begyndte at lytte til The Cure i 1993–94. Det startede egentlig gennem en ven, men det var først for alvor i forbindelse med et kæresteforhold og et efterfølgende breakup i foråret 94, at det tog fat for mig.
Jeg gik på en byhøjskole efter 9. klasse, på et drama- og musikhold. Der var jeg kæreste med en pige, som jeg introducerede The Cure for.
Da vi senere slog op, ændrede jeg stil. Jeg var en pæn dreng fra Østerbro, men begyndte at gå i læderjakke, mørkt tøj og solbriller. Jeg begyndte at skrive digte og lytte rigtigt meget til ‘Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me’.
Jeg kan huske 1. maj, hvor jeg gik rundt i Fælledparken med min walkman og lyttede til The Cure og skrev. Jeg sad på en trappesten og skrev i det univers, som pladen repræsenterer.
Senere blev jeg introduceret til de mere populære albums som ‘Wish’ og ‘Disintegration’, men det, der for alvor slog benene væk under mig, var en episode på samme byhøjskole.
Der var en pige fra et lidt punket miljø, som til en fest var lidt ked af det. Da jeg spurgte hende, hvad der var i vejen, fortalte hun mig, at hun havde fået foretaget en abort. Jeg havde ikke haft seksuel debut på det tidspunkt, så det var meget fremmed for mig. Jeg trøstede hende, og som tak gav hun mig ‘Pornography’ på LP.
Jeg blev aldrig selv en del af punkmiljøet. Jeg stod mere og betragtede det udefra og kradsede lidt i overfladen. Jeg gik aldrig all in. Sådan har jeg altid været. Det mest punkede krydderi i mit liv var en læderjakke og Cure i walkmanen.
Musikken ramte mig, fordi den var så følelsesladet. Den rummede både længsel, romantik og mørke på én gang. Som teenager spejlede jeg mig i de store følelser, og selv om musikken kunne virke dyster, gjorde den mig aldrig nedtrykt.
Jeg har i nogle af mine lykkeligste stunder lyttet til albummet ‘Pornography’. Det gav mig en følelse af at være i live og føle mig hørt.
Det særlige er, at musikken stadig taler til mig i dag. Jeg kan måske ikke leve mig helt ind i den, som jeg kunne som 15-årig, men de bedste plader bliver jeg aldrig træt af.
Jeg oplevede det meget tydeligt til deres koncert i Royal Arena for tre år siden. Jeg var afsted med en flok venner, men efter tre numre gik de ud i baren. De ventede egentlig bare på ‘Friday I’m In Love’. Jeg selv stillede mig helt op foran scenen, og der stod jeg sammen med mænd, der var ti år ældre end mig. Vi forsvandt fuldstændig ind i de tidlige sange.
Hvis jeg forestillede mig den unge dreng, jeg var dengang, kigge på mit liv i dag, tror jeg faktisk ikke, han ville blive så overrasket. Jeg havde nok en forestilling om, at man en dag landede. At når man blev 48, så sad man i en stor villa, drak te, læste bøger, og alt var faldet på plads.
På mange måder er jeg selvfølgelig landet. Jeg har børn og et nogenlunde borgerligt voksenliv. Men der er stadig ting, der er lige så kaotiske som dengang. Jeg synes faktisk, at livet på nogle måder er endnu sværere. Der er større kriser, større sorger og større glæder. Som ung tænkte man, at man havde sine kriser, men man anede ikke, hvad livet ellers ville bringe.
Måske søger jeg ikke længere efter mig selv på samme måde som teenager, men jeg genkender stadig den samme dreng i den, jeg er i dag. Det gør jeg virkelig. Selvom jeg ikke længere går i læderjakke med min walkman.
Roberto Zacharias, 57 år
Da jeg hørte The Cure første gang som 13-14 år gammel, var jeg solgt. Der var noget ved mørket, melankolien og Robert Smiths stemme, som trak i mig. Jeg forstod ikke nødvendigvis teksterne dengang, men jeg kunne mærke stemningen.
Som teenager var jeg både en del af fællesskabet og lidt en outsider. Jeg spillede fodbold, men interesserede mig for anden musik og andre bøger end mange af mine jævnaldrende. Når The Cure, Depeche Mode eller New Order udgav en ny plade, cyklede jeg gladeligt 15 kilometer ind til Odense for at købe den og 15 kilometer hjem igen for at høre den.
Musikken var mest noget, jeg dyrkede for mig selv, men efterhånden smittede begejstringen også af på mine to søstre. Den ene havde jeg med til The Cure-koncerten i Brøndby-Hallen i 1987. Siden har jeg set bandet omkring ti gange.
Da jeg kom i gymnasiet, fandt jeg andre, der lignede mig. Vi kunne nærmest spotte hinanden på håret og tøjet og vidste straks, at vi sikkert lyttede til den samme musik. The Cure blev et fællesskab, men også et lille oprør mod det liv, vi så omkring os. Jeg var overbevist om, at jeg skulle væk fra Danmark og bo i London.
Det skete aldrig. Til gengæld fik jeg tre børn og et liv, jeg ikke havde forestillet mig som ung.
The Cure taler stadig til mig, men med voksne briller. Da jeg hørte ‘Songs of a Lost World’, ramte sangene om sorg, nostalgi og dødelighed lige så hårdt, som de tidlige plader ramte mig som teenager.
Det største, jeg har lært om voksenlivet, er, hvor let det er at blive opslugt af rutiner og magelighed, hvis man ikke passer på. Derfor betyder The Cure stadig noget for mig. De minder mig om at bevare nysgerrigheden. Om ikke bare at acceptere tingene, som de er. Og om den teenager på Nordfyn, der drømte om en større verden.
Lotte Kirkegaard, 59 år
Mit første møde med The Cure var i 1987. Jeg var 20 år og lige flyttet til København. Jeg fik arbejde hos Postgiro i Bernstorffsgade og var på introforløb med en ung mand fra Als. Vi kom også til at arbejde sammen. En dag stak han mig et kassettebånd og sagde, at det burde jeg høre. Det var ‘Kiss me, Kiss me, Kiss me’.
Jeg lyttede til det, men var ikke helt solgt. Så inviterede han mig med til koncert i Brøndby-Hallen i oktober 1987. Turen dertil i S-toget gjorde et kæmpestort indtryk på en dengang 21-årig pige fra Jylland. Masser af sortklædte mennesker med udtværet læbestift, mascara og stort hår.
Koncerten var intet mindre end magisk. Fra lyset blev slukket, føltes det som at svæve igennem rummet, og Robert Smiths karakteristiske vokal gik lige i hjertekulen. Det gjorde kun oplevelsen stærkere, at jeg blev kærester med den unge mand fra Als den aften, og at vi kyssede os igennem resten af koncerten.
Det holdt dog ikke, og selvfølgelig græd jeg mig igennem mange aftener til tonerne fra ‘The Head on The Door’ på kollegieværelset på Amager – en LP, jeg nærmest fik slidt op.
Jeg tror ikke, at mit unge jeg tænkte så meget over fremtiden. Alle over 30 år var gamle og borgerlige, syntes jeg dengang. Jeg drømte ikke om børn og familie. Jeg var lidt en rebel på det tidspunkt. Jeg var med til at besætte Frederiksberg Studenterkursus i 88 og tegnede flyerne.
Jeg har set samtlige koncerter de har spillet på dansk grund, med undtagelse af den i 2008, hvor jeg havde født min søn to dage forinden.
Jeg var også til stede den skæbnesvangre dag på Roskilde Festival under Pearl Jam- koncerten, hvor 9 mennesker døde, fordi jeg skulle se The Cure optræde lige bagefter. Det blev jo selvfølgelig ikke til noget.
Livet går så stærkt. Pludselig er man næsten 60 år, og der er ikke lang tid til lyset slukker endeligt. Og voksenlivet er jo – ligesom ungdomslivet – fuld af glæder, sorger, kærlighed, tab. Og man blev jo alligevel små-borgerlig og fik hus, bil og børn. Flyttede på landet og renoverede hus. Og så blev man skilt med alt, hvad det medførte.
Måske bor den ungdommelige rebel stadig lidt i mig. Jeg har lige været på Copenhell og var ikke mere end 16 år i onsdags. Hoppede og dansede rundt, selvom stængerne er blevet noget stivere. Og troen på kærligheden er der stadig. Troen på at man nok skal finde en igen en dag, som man kan dele resten af livet med. Faktisk den samme drøm, man havde da man var 20. Og man kan stadig føle sig både glad og opløftet og ulykkelig og vraget om man er 20 eller 60.
Jesper Lund, 59 år
Jeg var 18-19 år gammel, da jeg begyndte at høre The Cure i starten af 80’erne. Dengang fandtes der hverken mobiltelefoner eller internet. Jeg sad om natten og lyttede til Radio Luxembourg, hvor de spillede den nyeste britiske musik. Det var her, jeg opdagede The Cure.
Der var noget ved mørket i musikken, der talte til mig. Jeg havde kærestesorger som ung, og senere mistede jeg min far pludseligt som 22-årig. Der havde The Cure lige udgivet albummet ‘Disintegration’ med nogle rigtig lange og tunge sange. Dem brugte jeg rigtig meget. Mange aftener lå jeg med høretelefoner på og lod mig opsluge af The Cures mørkeste sange, mens musikken gav plads til nogle følelser, som var svære at sætte ord på.
Jeg var fascineret af hele universet omkring bandet. Robert Smiths stemme, det sorte tøj, det store hår og mystikken omkring ham. Mange af tidens bands stod på scenen i jakkesæt og så pæne ud. The Cure var noget helt andet. De virkede mørkere, mere uforudsigelige og langt mere interessante.
Som ung havde jeg egentlig andre planer for mit liv. Jeg elskede musik og drømte om at arbejde i en pladebutik. Jeg kunne bruge timer på at stå blandt LP’erne og opdage nye udgivelser. Men min far mente ikke, at der var nogen fremtid i det. I stedet gik jeg i lære som murer og endte med at følge samme vej som ham.
Det var ikke det liv, jeg forestillede mig som ung. Men med tiden er jeg blevet glad for det. Når jeg ser tilbage, tænker jeg ikke så meget på de planer, der aldrig blev til noget, men mere på hvor lidt man egentlig ved om livet, når man er ung.
Jeg hørte The Cure live første gang i Brøndby-Hallen og har siden set dem syv-otte gange rundt omkring i Danmark. Dengang var musikken et sted at søge trøst, når livet gjorde ondt. I dag er den tættere knyttet til minder. Når jeg sætter et gammelt album på i køkkenet, mens jeg laver mad, bliver jeg mindet om forskellige perioder af mit liv.
Kærligheden til bandet er dog den samme. I 2018 fik jeg endda en kunstmaler til at lave et portræt af Robert Smith, som i dag hænger over min sofa. Jeg er blevet en mere rolig mand med alderen. Oprøret fylder ikke på samme måde som dengang. Men når The Cure går på scenen på Roskilde, er der stadig noget af den unge mand fra 80’erne, der vågner til live.
Johannes Berger, 52 år
Jeg begyndte at høre The Cure, da jeg var omkring 15 år. Jeg var på Roskilde Festival første gang i 1995, og jeg har altid været meget nysgerrig på musik. Som barn hørte jeg mere almindelig popmusik, men omkring 13-års alderen begyndte jeg selv at købe plader. Langsomt bevægede jeg mig over i andre genrer, og der fandt jeg bands som The Cure og Depeche Mode.
Når folk tænker på The Cure, tænker de ofte på det mørke look, det sorte hår, piercingerne og hele stilen. Men det er kun toppen af isbjerget. Der findes masser af mennesker, som elsker musikken uden at identificere sig med den visuelle del af kulturen. Sådan var det for mig.
Jeg husker også, da ‘Friday I’m In Love’ udkom. Mange af de mest dedikerede fans syntes næsten, det var for poppet. Selv tænkte jeg også, at det var noget andet end det, jeg forbandt med The Cure. Men når man hører resten af albummet ‘Wish’, er det faktisk stadig et meget melankolsk album. Derfor stikker netop den sang lidt ud.
Deres seneste album ramte mig virkelig. Jeg synes, det trækker tråde tilbage til ‘Disintegration’ og de mere dystre og stemningsfulde sider af bandet. Den plade fangede mig på en måde, som jeg ikke havde oplevet i mange år.
Jeg tror, at når man først har lukket et band som The Cure ind i sit liv, så bliver man hængende. Man følger dem, også når de laver noget, man ikke nødvendigvis elsker. De har været en del af ens liv så længe, og på nogle af de rigtige tidspunkter i livet. Derfor bliver de en del af ens DNA. Når de udgiver ny musik, ønsker man oprigtigt, at det skal være godt, fordi man føler, de fortjener det.
Jeg er 52 år i dag, og som 15-årig ville jeg nok have tænkt, at det nærmest var en alder, hvor man havde den ene fod i graven. Men sådan føles det ikke. Jeg glæder mig over, at jeg stadig tager på festival og stadig bor i telt.
Det, der har overrasket mig mest ved voksenlivet, er ansvaret. Man tror, man har meget at se til som ung, men det ansvar, der følger med at få børn, kan man ikke forberede sig på. Det ændrer ens verden fuldstændigt.
Nu hvor mine børn er begyndt at flytte hjemmefra, oplever jeg, at livet på nogle måder nærmer sig den frihed, jeg havde som ung. Selvfølgelig har børnene altid været førsteprioritet, men nu er der igen plads til at dyrke nogle af de ting, jeg selv holder af.
The Cure er et af de bands, der har fulgt mig længst. Ikke fordi jeg har levet hele livsstilen, men fordi musikken har været der gennem alle livets faser. Det er blevet en del af den, jeg er
Mia 51 år, Nanna 51 år og Signe 50 år
Vi har fulgtes ad til The Cure i næsten 40 år. Vi lærte hinanden at kende på Bernadotteskolen i slutningen af 1980’erne.
For os fyldte musikken enormt meget som teenagere. Den var lydsporet til forelskelser, venskaber, identitet og alt det, man prøver at finde ud af, når man er ung. Vi hørte selvfølgelig også det, alle andre hørte, men gennem The Cure, Depeche Mode og andre alternative bands fandt vi et fællesskab, som føltes som vores eget.
Robert Smith var mega lækker, og virkede speciel og dragende, og musikken gav plads til de mørkere følelser, som mange teenagere tumler med.
I dag betyder det stadig noget, at vi står sammen foran scenen. Vi så også The Cure sammen på Roskilde i midten af 90’erne.
Og når vi står der igen nu, føles det på mange måder som det mest naturlige i verden. Hvis en af os manglede, ville det ikke være det samme. Musikken binder os sammen på et niveau, som er svært at forklare.
Der er heller ingen af os, der føler, at vi er blevet helt voksne. Når vi er sammen, kan vi stadig grine af de mest banale ting, og tiden kan stå stille på en måde, som den kun gør med gamle venner.
Vi er forskellige mennesker med forskellige liv, men vi er blevet hinandens livsvidner. Vi har oplevet forelskelser, skilsmisser, børn, sorger og glæder sammen. Da livet for alvor gjorde ondt, var vi der også for hinanden. Det er først i de store kriser, man finder ud af, hvem der virkelig bliver stående.
I dag har vi alle rundet de 50. Noget af det, der har overrasket os mest ved voksenlivet, er ansvaret. Især det ansvar, der følger med at få børn. Som ung forestiller man sig ikke helt, hvor meget ens prioriteringer ændrer sig. Man opdager, at man i sidste ende altid vælger sine børns ve og vel først. Hvis vores børn får brug for os på Roskilde Festival, så slutter festen for en stund – men ikke under The Cure
Esben Wendt Lorenzen, 51 år
Jeg begyndte at høre The Cure, da jeg var omkring 12-13 år gammel, i 1987. Det var egentlig i radioen, jeg først stødte på dem, og jeg tror, det første nummer, der for alvor fangede mig, var ‘Why Can’t I Be You’, som jo var et ret stort hit fra ‘Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me’-pladen.
Derefter gik jeg hurtigt i gang med at finde deres ældre plader. Min første The Cure-plade var ‘Seventeen Seconds’, og det var der, jeg for alvor blev grebet. Især ‘A Forest’, som de jo stadig spiller til koncerter, kom til at betyde meget for mig.
Jeg havde ikke nogen stor gruppe at dele The Cure med. Mine brødre havde ikke andet end hån over for det og syntes, det var noget værre klynkeri. Det, jeg hørte med dem, var mere guitarmusik som Eric Clapton, Santana og den slags.
Men The Cure kunne jeg altså få for mig selv. Måske også fordi jeg var lillebror, syntes de, det var sjovt at drille mig lidt med det.
Jeg kan huske, at jeg engang hørte dem i Köln i Tyskland. Min kammerat og jeg købte en koncerttur, som altid blev annonceret i Gaffa. Man kunne købe dem som en samlet pakke med både busbillet og koncertbillet.
Vi stod på i Aalborg, og så kørte den ned gennem Jylland. Nede ved Vejle samlede man folk op fra Fyn og Sjælland, og så endte det som en hel bus fyldt med Cure-fans. Der blev kun spillet The Cure i højtalerne hele vejen.
I løbet af dagen, mens vi kørte og holdt pauser, sad folk og sminkede sig og lærte hinanden at kende. Det var super sjovt. Siden har jeg hørt dem mindst ti gange live.
Som ung havde jeg en forestilling om, at voksenlivet ville give meget mere frihed, fordi man tjente sine egne penge og selv kunne vælge, hvad man ville, når man var færdig med eksamener, skole og løsrevet fra sine forældre.
I virkeligheden tror jeg, at mange oplever det lidt modsat. Voksenlivet er ofte spækket med forpligtelser, og man ender med at tæske rundt fra det ene til det andet.
Når jeg er til koncert, falder jeg ind i en gruppe af lidt ældre mænd og kvinder, som er vokset op med det samme musik. Og stod mit yngre jeg også til koncerten på onsdag, havde han nok tænkt, at vi var lidt af en kliché. Sådan nogle middelklassefolk, der er ude for at få et nostalgitrip.
Men samtidig er det ikke sådan, jeg selv oplever det. Jeg er stadig rigtig glad for dem. Jeg hører dem ikke lige så tit som tidligere, men jeg sørger stadig for at tjekke deres nye albums, når de kommer.
Jeg synes, at The Cure har formået at være et band med høj kunstnerisk integritet den dag i dag. Og de er stadig nysgerrige på forskellige måder. Det er ikke bare en reprise af den storhed, de havde engang.
