– Jeg spillede Backgammon med dommeren i går.
Sådan siger Tamaras eksmand til hende efter det retsmøde, hvor deres skilsmisse skal drøftes. Under mødet kommer det frem, at han stadig er gift med sin første kone. Men det er uden betydning, for han er en mand.
Backgammon-kommentaren indkapsler den korruption og forskruethed, som dokumentaristen Anna Bruun Nørager har fulgt i fem år gennem Tamara Amer Nouris kamp mod negativ social kontrol, kvindeundertrykkelse, vold og æresdrab. Tamaras hverdag udspiller sig i Danmark, men i sit arbejde rejser hun også til Irak, hvor hun er født.
En ung irakisk kvinde bliver slået ihjel af sin far efter at være blevet udsat for vold og voldtægter af sin bror. Tamaras eksmand tæskede hende, så hun fik blå mærker på størrelse med tallerkner, og i Irak er den maksimale straf for såkaldte æresdrab tre år. Det er et udsnit af de barbariske sandheder, dokumentaren konfronterer os med.
Det er med andre ord en noget nær umulig kamp, Tamara kæmper på vegne af Iraks kvinder, men hun lader sig ikke kue. Hun er personificeringen af rå feministisk styrke, og det er hendes stærke karakter og karisma, der gør montagen fascinerende.
Tamara kom til Danmark med sin familie som 12-årig. Hun er mor, stifter af kvinderettighedsorganisationen ’Iraqi Women Rights’ og studerende. Oven i alt det bliver hun chikaneret af sin voldelige eksmand, og med sin søn Adam og skødehunde under armen flytter hun rundt mellem sin egen lejlighed, sine forældres lejlighed og krisecenter.
Hun er et livstykke. Det ser vi blandt andet, når hun akkompagneret af konfettirør og Soundboks bliver færdiguddannet socialrådgiver. Til den store dag har hun fået lavet en, set med danske briller, atypisk dimittendmundering med mortarboard og en kåbe med påskriften: Tamara socialrådgiver 2023.
Dokumentaren er barberet for overflødigheder. Scenerne er håndholdte, der er hverken interviews eller speak. En gang imellem hører vi dialogen mellem instruktøren og Tamara, men ellers er det de rå billeder og enkelte tekstbeskrivelser, der taler for sig selv. Det virker, fordi den dragende hovedkarakter kan bære fortællingen helt alene.
Dokumentaren fungerer som en form for tematisk analyse af et patriarkat, som vi i det privilegerede Vesten ikke har kendt til i mange år. Budskaberne trumfer de manglende stedsbestemmelser og årstal. Selvom der er detaljer om Irak og Tamaras liv generelt, der ville have været rare at kende, er de i dokumentarens essens underordnede. Fortællingen portrætterer strukturer, der så ulogiske, at overforklaring, fakta og årstal ikke kan indplacere Tamaras komplekse liv i en ordinær kronologi.
’Burning Voice’ er en rørende fortælling om en kvinde, der besidder en styrke, alle burde kigge langt efter. Selv når livet ser allermest sort ud for Tamara, har hun overskuddet til at grine og være i absurditeterne på efterstræbelsesværdig facon. Samtidig giver dokumentaren et tankevækkende indblik i et hvordan kontrol, vold og drab er acceptabelt i Irak. Den er et must see for vesterlændinge, fordi den konfronterer os med en virkelighed man desværre nemt kan glemme. Når nyhedsrullen kører og Donald Trump igen vinder opmærksomheden, er det vigtigt, at der findes værker som ‘Burning Voice’.
Se den på DRTV
