Filminstruktøren Elsa (Bárbara Lennie) plages af voldsomme migræner, som er begyndt inden for det seneste år. Hun opsøger en psykiater for at afhjælpe smerten medicinsk, men kommer i den medfølgende terapi frem til, at hovedpiner og angstanfald nok er fremkaldt af, at hun aldrig har sluttet fred med sin mors død.
Åbenbaringen inspirerer Elsa til at arbejde på et nyt manuskript til en spillefilm efter fortrinsvist at have instrueret reklamer i mange år.
Den kreative proces begynder dog at ødelægge hendes forhold til kæresten Beau (Patrick Criado), der har støttet Elsa gennem migræneanfaldene, men som hun ikke har meget at bruge til, da inspirationen rammer hende.
På spansk hedder Pedro Almodóvars nye film ’Amarga Navidad’ (Bitter jul), men her til lands markedsføres den under den lidt mere bogstavelige titel ’Autofiktion’.
Filmen kører nemlig i to spor, hvor vi tilbringer mest tid med Elsa, Beau og to af Elsas veninder. Disse viser sig dog i virkeligheden at være med i en semibiografisk roman, som forfatteren Raúl (Leonardo Sbaraglia) er i gang med at skrive.
Elsa er stærkt inspireret af hans mangeårige personlige assistent Mónica (Aitana Sánchez-Gijón), der netop har sagt op. Beau er til gengæld inspireret af Raúls noget yngre, dedikerede og meget tålmodige kæreste, Santi.
Metafortælling og mandestrip
Der gives mange hints til, at Raúl minder om Almodóvar selv, der også er kærester med en mand og har haft en lang karriere som udøvende kunstner, hvor mødre og deres betydning er et tilbagevendende tema i hans værker.
Hvad der sker i Raúls liv, skriver han straks ind i historien om Elsa. F.eks. har både Raúls kæreste Santi og den fiktive Beau arbejdet som strippere.
Da assistenten Mónica fortæller, at hun har sagt op for at hjælpe sin kæreste gennem sorgen over at have mistet et barn, skriver Raúl straks Elsas veninde Natalia ind i historien, der har været igennem samme forfærdelige oplevelse.
Ligesom Stephen Daldrys ’The Hours’ fra 2002 er der altså historier i historien og en konstant forhandling om, hvad der er den egentlige fortælling, hvis de da ikke begge er det.
Undervejs undrer man sig over, at historien om Beau og Elsa sine steder føles noget klodset skrevet med karakterer, der pludselig dukker op, temaer, der introduceres lidt hovsa og meget ekspositionstunge replikker. Det bliver dog alt sammen adresseret til sidst, hvor forfatteren Raúl får en noget krads feedback på sit manuskript, og det da går op for seeren, at det hele er med vilje.
Hvis det lyder lige lovligt meta, skal det siges, at det såmænd giver mening undervejs, men også at ’Autofiktion’ overvejende ender med at bliver et værk, som får sit publikum til at spekulere i lidt højere grad end at føle.
Almodóvar stiller mange spændende spørgsmål om fiktionens rolle, retten til andres historie og grænsen mellem inspiration og tyveri. Men sine steder føles det mere som stiløvelse end reel historiefortælling.
De skal i glas og ramme
Almodóvar, der har stået bag mesterværker som ’Volver’, ’Tal til hende’ og ’Alt om min mor’, komponerer billeder, så næsten hver eneste still i filmen ville være værd at printe ud og hænge op i stuen.
I Pau Esteve Birbas fotografering er især farverne på spillernes kostumer fantastiske, som da Elsa og veninden Patrizia drager til Lanzarote og begge bærer stribede toppe, der både taler sammen med møblerne på terrassen og havets bølger. Eller som da Elsa tager på hospitalet i en blodrød frakke, som er det eneste, man kan kigge på i et hav af klinisk hvidt.
De fine skuespilpræstationer er også med til at give liv til historien, og især kommer man til at forelske sig lidt i den meget renhjertede brandmand/stripper Beau, som Patrick Criado spiller uden det mindste forbehold.
Man fornemmer straks, at det ikke kan blive ved med at gå med ham og den noget mere introverte og målrettede Elsa i skikkelse af Bárbara Lennie. Man hepper dog ikke desto mindre på dem. Leonardo Sbaraglia som Raúl og Aitana Sánchez-Gijón som Mónica pakker alle deres interaktioner ind i høflighed og taknemmelighed undervejs, men eksploderer i et forløsende skænderi hen over en flaske mezcal til sidst.
Almodóvars seneste film er fuld af spændende dilemmaer om kunstens natur, og selvom den har masser af metaelementer er den langt hen ad vejen også en god historie, hvis karakterer man gerne vil være i selskab med.
For som Raúl siger: Selvom veninden Natalia er en eftertanke i hans manuskript, bliver man stadig knust, hver gang man ser Milena Smit spille den unge mor, der har mistet sit eneste barn.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
