Det er 36 år siden, instruktør Tim Burton sendte lattergys igennem publikum med Beetlejuice.
Kombinationen af gakkede påfund i det opfindsomme manuskript, Burtons særegne stil og ikke mindst nogle usædvanligt veloplagte skuespilpræstationer var med til at gøre filmen til en succes ved premieren i 1988 og efterfølgende på diverse videomedier og streaming.
Når man taler om en rigtig 80’er-klassiker, er Beetlejuice et pragteksempel. Og så vandt filmen også en Oscar for Bedste makeup.
Jo, jo, håndværket fejlede bestemt ikke noget.
Rygterne gik også i flere år om, at der skulle komme en fortsættelse. Som så meget andet i Hollywood er de største film og efterfølgere tit dem, der aldrig blev til noget. Ikke desto mindre kom der lige pludselig skub i det hele i 2022, og nu har vi så resultatet af alle anstrengelserne.
Efter at have været en gnaven teenager i den første film, er Lydia Deetz (Winona Ryder i en som altid karismatisk performance) nu vært på et tv-program, hvor hun tager rundt og hjælper folk med at blive fri for spøgelser.
Men da hendes far pludselig dør – efter at have overlevet et flystyrt, bliver han spist af en haj – må hun, hendes kunstnermor Delia (Catherine O’Hara) og datteren Astrid (Wednesday-stjernen Jenna Ortega) tage tilbage til byen Winter Falls og tømme det hus, som de flyttede ind i tilbage i 1988.
I tiden siden da har hun dog stadig med jævne mellemrum set det lurvede og udspekulerede spøgelse Betelgeuse (Michael Keaton). Hvad hun tror er syner, er rent faktisk ham, der forsøger at få hendes opmærksomhed. Det stædige gespenst er nemlig stadig meget forhippet på at blive gift med Lydia, så han kan vende tilbage til de levendes verden.
Heldigvis er Beetlejuice Beetlejuice ikke 1:1 en opdatering af originalen.
Den titulære figur fylder meget mere i historien, og hans morderiske og sjælesugende ekskone Dolores (Monica Bellucci) kommer på banen og er ude efter ham. Det betyder også, at vi stifter bekendtskab med spøgelsesefterforskeren Wolf Jackson (Willem Dafoe), der, dengang han var i live, var en actionstjerne i B-film og derfor konstant taler i svulstige og slagkraftige oneliners.
Fingrene er krydset for, at vi får en spin-off-serie med ham, da Willem Dafoe er fuldkommen overdreven perfektion. Og som et af de få elementer, er han det konsekvent igennem hele filmen.
Det er nemlig langt fra alt, som imponerer i Beetlejuice Beetlejuice.
Filmens første tredjedel lægger ellers friskt op til flere forskellige sidehistorier, men kun et fåtal af dem ender med at få en tilfredsstillende forløsning.
Beslutningen om ikke at have de to hovedspøgelser, Adam (Alec Baldwin) og Barbara Maitland (Geena Davis), fra originalen med igen giver god mening. Ikke alene er skuespillerne blevet meget ældre, men selv hvis de var med, ville det kræve en god mængde CGI for at få dem til at se rigtige ud i forhold til karaktererne.
Og det er ikke den æstetik, der dominerer i Beetlejuice Beetlejuice.
Næh, det er et virvar af praktiske effekter, som fungerer rigtig godt i filmens og Burtons karakteristiske stil.
I forhold til Beetlejuice er der dog blevet skruet op for det makabre. Danny DeVito spiller en afdød pedel, som gør rent i efterlivet. Makeup-designet matcher dødsårsagen, som har været at drikke afløbsmiddel. Det morbide udseende er lige et nøk mere dunkelt end klassisk Burton, når udgangspunktet har været komedie.
Spøgelset i centrum ligner sig selv, men har ikke helt samme dæmoniske ondskab over sig som tidligere. Der er ingen tvivl om at tilføjelsen af Dolores gør, at Betelgeuse ikke fremstår helt så slem. I stedet er han en mere spøjs og utilregnelig antihelt, men også en, der fylder for meget i handlingen.
Der er for mange større karakterer at jonglere rundt med i de lige knap 100 minutter, filmen varer.
Astrids romance med den charmerende Jeremy (Arthur Conti) er nem at gennemskue på lang afstand og minder ærlig talt om en forkastet plotlinje fra Netflix’ Wednesday.
Vidunderlige Catherine O’Hara fortsætter stimen med mindeværdige og scenestjælende præstationer, mens Delia denne gang virker til at have fået en dosis Moira Rose-fra-Schitt’s Creek-attitude. Det er underholdende, men er det troværdigt i forhold til karakteren?
Ja, der er gået 36 år, og karakterudvikling sker naturligvis i mellemtiden, men noget føles off i Beetlejuice Beetlejuice.
Der er så mange ting, vi skal nå igennem fra Alfred Gough og Miles Millars (skaberne af bl.a. Wednesday) manuskript, at ingen af tingene får den fulde forløsning, de fortjener.
Hvor Beetlejuice havde to klare mål – Maitlands der ville have deres hus i fred, og Betelgeause, som ikke gad være i efterlivet mere – er der flere end dobbelt så mange at holde styr på i efterfølgeren.
Derfor ender Beetlejuice Beetlejuice også med at fremstå som en middelmådig gentagelse af originalen, fremfor en ny og spændende fortsættelse. Det lugter simpelthen for meget af nostalgi-lefleri, hvor for mange halvlunkne idéer har fået lov til at slippe med i det endelige resultat.
F.eks. er det lige lovlig morfar-agtigt at lave et transportmiddel i efterlivet og så kalde det sjæletoget. På engelsk bliver det ’Soul Train’, som var et ikonisk program, der italesatte og fremviste det nyeste og bedste indenfor afroamerikansk musik.
Der er mange grin i Beetlejuice Beetlejuice, men historien er så sløset, at det hæmmer underholdningen fra at nå sit fulde potentiale.
Filmen får 3 ud af 6 stjerner
