En serie om midaldrende mænd, der gerne vil have sex med andre end deres koner, lyder ikke ligefrem som det, tidsånden står og skriger efter.
’DTF St. Louis’ er heller ikke for alle, men det sorthumoristiske trekantsdrama er om ikke andet en ret unik størrelse. Serien har et toneleje i stil med HBO-fællen ’The Chair Company’ – et sted mellem mørk, absurd komik og krimi – samt en underlig stemning, hvor det højstemte møder det ironiske.
I centrum står et trekløver bestående af vejrværten Clark, hans tegnsprogstolk Floyd og dennes kone Carol. Deres veje krydser hinanden på venskabelige og seksuelle måder, da Clark introducerer Floyd for appen DTF St. Louis, der er for folk, som er down to fuck i vennernes hjemby.
Men da Floyd bliver fundet død med gamle nøgenbilleder af sig selv fra et nummer af det erotiske magasin Playgirl liggende ved siden af sig, vender politiets opmærksomhed sig mod Carol og Clark, der muligvis har konspireret om at slippe af med ham.
Krimiplottet er ganske fermt skruet sammen, men det er alle de sære detaljer og skæve påfund, der driver serien i en spændende og original retning.
Ingen er normale
Det er lidt spøjst at se ’Stranger Things’-skuespilleren David Harbour spille en mand, der prøver at finde intimitet uden for sit ægteskab. Lily Allen trak sidste år bukserne af ægtemanden og afslørede hans omfattende utroskab på albummet ’West End Girl’, men Harbour er det bankende hjerte i ’DTF St. Louis’.
Som Floyd er han en mand fuld af kontraster. Han har en stor ølmave og spiser ren toast direkte fra posen, men er også vanvittigt atletisk og danser sit hjerte ud, hvad enten han simultantolker en popkoncert eller giver den gas med børnene på bonussønnens dansehold.
Floyds skæve penis og problemer med at få rejsning på grund af lidelsen Peyronies sygdom er et gennemgående element i serien, men det er ikke helt ligetil, om vi skal grine af eller græde med ham. Selv om Floyd på mange måder er en latterlig fyr, er det nemlig også rørende at se ham prøve at nå ind til den utilpassede søn, hvis hobby består i at kaste sten mod huse.
Faktisk er Floyd så sød, at han ifølge sine nærmeste tungekyssede med en mand, han mødte på titlens datingapp, for at denne ikke skulle føle sig forkert. Altså en gennemført god mand, der vil det bedste for alle omkring sig.
Peter Sarsgaard spiller den homoseksuelle og David Bowie-elskende mand, der formulerer en slags motto for serien: ”Ingen er normale, det ser bare sådan ud fra den anden side af gaden.”
Chokerende Amazone
Knap så sødt, men chokerende morsomt er det, når Jason Batemans tv-meteorolog Clark og Linda Cardellinis økonomisk pressede Carol kaster sig ud i en affære, hvor de opfylder hinandens fantasier.
Han spiller både sexrobot og poolboy på det lurvede motelværelse, hvor han beder Carol om at overmande og tage ham i sexstillingen Amazonen. Her er tilsyneladende ikke den store kærlighed, men de to kan hjælpe hinanden.
Seriens udvidede persongalleri tæller efterforskerne Donoghue Homer og Jodie Plumb, hvis kontraster skaber sjove øjeblikke. Det er kosteligt at se den forrygende karakterskuespiller Richard Jenkins levere replikker som ”Hvem legede med hvis røv?”, når han som Homer prøver at opklare en forbrydelse, der udfoldes gennem flashbacks i et sindrigt forløb af nutid og fortid fortalt fra forskellige synsvinkler.
De varme farver dominerer i scenerne fra fortiden, mens de kolde, blåtonede krimibilleder i nutiden sørger for at holde perioderne adskilt og samtidig giver en følelse af, at ’DTF St. Louis’ nærmest er to separate serier samlet i én.
Skizofren oplevelse
Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af de første fire ud af sæsonens syv afsnit på omtrent 50 minutter hver. Mens de enkelte scener har masser af luft og nogle gange på mærkværdig vis varer lidt for længe – givetvis et bevidst greb for at skabe dissonans – sørger serieskaber Steven Conrad med effektive cliffhangers for at holde seerne i stram snor.
På den måde kan man i løbet af et afsnit skifte i sindsstemning fra kedsomhed over spænding til fascination og forvirring. Umiddelbart spejler det den komplicerede udviklingsproces for ’DTF St. Louis’.
Oprindeligt var Pedro Pascal tiltænkt Jason Batemans rolle i serien, der startede som en filmatisering af en ægte drabssag, som forfatteren James Lasdun i 2017 skrev om i The New Yorker. Hvor meget der er blevet taget med videre fra det projekt over i den fiktive serie, er svært at sige, men i hvert fald er resultatet en temmelig skizofren oplevelse.
Det kan være både godt og skidt, og mens andre måske står af undervejs, ser jeg frem til de sidste tre afsnit.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
