Foto: Creative Commons/Jumpstory
I mange år handlede debatten om censur på de sociale medier mest om brystvorter, amning, kønsorganer og historiske kunstværker, der blev fjernet af de puritanske amerikanere.
Men de senere år er platforme som Facebook, Youtube og Twitter blevet mere aggressive i deres indgriben overfor det, de ser som problematiske holdninger eller stødende indhold fra deres brugere. Det skyldes blandt andet den amerikanske valgkamp i 2016 og Brexit samme år, hvor især Facebook fik massiv kritik for ikke at gribe ind overfor fake news, som mange mener kan have påvirket valgresultaterne. Dertil kommer et stort pres for at sikre, at almindelige brugere ikke udsættes for chikane og krænkelser.
Spørgsmålet er dog, om den nye strategi truer ytringsfriheden? I en tid hvor nogle få store techfirmaer næsten egenhændigt har magten til at definere rammerne for den politiske debat?
De sociale medier er i dag det vigtigste sted for den offentlige samtale, og det har for længst resulteret i et barskt og til tider tilmed hadefuldt debatklima, hvor chikane, tilsvininger og trusler er hverdagskost. Opgaven med at rette op på den situation er dog alt andet end ligetil.
Facebook har i dag 2 milliarder brugere, YouTube 1,5 milliarder og Twitter 300 millioner. Det gør det selvsagt umuligt at regulere, alt hvad der siges, skrives og publiceres, men ved hjælp af algoritmer og brugeranmeldelser, har techfirmaerne, noget modvilligt, kastet sig over opgaven. Indtil videre har resultaterne dog været blandede.
For mens det i vidt omfang er lykkes at forhindre ekstreme grupper som Islamisk Stat i at rekruttere og russiske bots i at spamme, er det at agere overdommer i de utallige mellemmenneskelige småkonflikter, der dagligt udspiller sig på platformene ikke overraskende en noget nær umulig opgave.
Selvom platformene har retningslinjer, der skal forhindre krænkende adfærd, er disse ofte yderst vage, og håndhævelsen af dem fremstår ofte uigennemskuelig, modstridende og til tider direkte komisk.
For eksempel blev en japansk bruger bandlyst fra Twitter, fordi han fejrede, at det var lykkedes ham at slå et irriterende insekt ihjel. Og David Simon, skaber af tv serien ‘The Wire’, blev straffet for at have citeret en Monty Python-sketch. I den mere alvorlige ende har der været episoder, hvor brugere med minoritetsbagrund er blevet censureret for at poste det samme indhold som hvide. Facebooks dubiøse regler for hvad de tillader og ikke tillader har været genstand for flere artikler og reportager.
Mest spektakulært gik det til, da den den populære højreorienterede konspirationsteoretiker Alex Jones i sommer blev kollektivt bandlyst af Facebook, Youtube, Apple og Twitter på livstid. Alt-Right-aktivisten Jones havde blandt meget andet beskyldt den amerikanske regering for at ville sprede homoseksualitet via kemikalier i drikkevandet og for at have forfalsket det tragiske Sandy Hook-skoleskyderi, hvor adskillige børn mistede livet.
Selvom mange jublede over udelukkelsen af den bindegale Jones, har det også rejst spørgsmål om, hvordan man bedst imødegår dem, der spreder misinformation og hadefulde budskaber. Bør de bortvises, eller skal deres ideer i stedet mødes med bedre argumenter? Og endnu vigtigere: Hvem skal definere, hvad der er misinformerende og hadefuldt?
Eftersom social media-giganterne er private firmaer, er de ikke omfattet af krav om ytringsfrihed, og derfor hviler beslutningen helt og holdent på deres egne principper. Det har ikke overraskende ført til utallige anklager om forskelsbehandling fra begge sider af det politiske spektrum.
Bandlysningen af Alex Jones og andre højreorienterede profiler har f.eks fået mange på højrefløjen til at beskylde techfirmaerne for at favorisere venstrefløjen, hvilket de begrunder med Silicon Valleys ry som en notorisk venstreorienteret bastion. Omvendt hævder mange på venstrefløjen, at det er dem, der censureres unødigt, mens der ikke gøres nok for at beskytte især minoriteter og kvinder mod hate speech fra højreorienterede trolls . Alternative medier fra begge sider har desuden klaget over, at de nedprioriteres af platformenes algoritmer.
En Facebook-højesteret
Problemet er, at det er noget nær umuligt at nå til enighed om, hvornår noget er hate speech udover den snævre juridiske definition, der i USA udelukkende omfatter opfordring til vold. Af den grund har flere techcheferne også været uvillige til at påtage sig opgaven med at definere rammerne for acceptabel tale.
Twitters CEO, Jack Dorsey, har udtalt, at han ikke ønsker, at hans platform skal agere dommer i den politiske debat, da de risikerer at favorisere dem, de i forvejen er politisk enige med. Og Facebooks Marc Zuckerberg er gået så langt som til at foreslå en ‘Facebook højesteret’ – en uafhængig instans, der skal vurdere enkelte tilfælde, og hvor bandlyste brugere efterfølgende har mulighed for at appellere beslutninger.
Det har dog fået mange til at beskylde SoMe-firmaerne for ansvarsforflygtigelse, og Zuckerberg selv var for nylig stormvejr, da han nægtede at censurere Holocaust-benægtere på Facebook. Udover at fjerne sider og indhold, der direkte opfordrer til vold, har Zuckerberg indtil videre afvist at censurere yderligere.
Alligevel tyder meget på, at et stigende pres og den voksende trend med ‘No Platforming’ vil føre til mere censur og yderligere restriktioner på flere af platformene. Eftersom det at blive blokeret fra de sociale medier efterhånden svarer til helt at blive udelukket fra den politiske debat og den offentlige samtale, må man krydse fingre for, at det kommer til at foregå så fair ordentligt som muligt.
