Reportage fra den ukrainske grænse: “Man kan ikke undgå at blive berørt”

Heartbeats rapporterer fra to af de største grænseovergange mellem Polen og Ukraine, hvor tusindvis af flygtninge hver dag ankommer.

Den polske kro Zajazd Granica, der oversat til dansk hedder ‘Kroen ved grænsen’, var for kun to uger siden restaurant og overnatningssted for trætte rejsende mellem Polen og Ukraine.

Det er svært at forrestille sig nu, hvor en bilkø primært med nødhjælp, der skal ind i Ukraine, strækker sig flere hundrede meter, og hvor olietønder med ild i og nødhjælpstelte strækker sig foran kroens gule facade.

Vi befinder os i den polske grænseby Dorohusk, hvor tusindvis af mennesker dagligt krydser over, på flugt fra et land i krig, på vej mod sikkerhed og uvished.

Vi når ikke ud af vores bil, før grænsebetjenten Mikael står ved siden af os. Han vil vide, hvem vi er, og hvad vi laver i området. Og så er han ikke tilfreds med vores parkering. Vi fortæller, at vi er journalister fra Danmark, og at vi har rejst 1.300 kilometer for at nå grænsen for at fortælle, hvordan virkeligheden er ved grænsen.

Mikael har været i Dorohusk, siden krigen brød ud. I dag har han stået i kulden siden klokken syv i morges, og selvom klokken nærmer sig 20, og temperaturerne er under frysepunktet, ved han endnu ikke, hvornår han bliver afløst. Først om to uger skal han tilbage til den by, han kommer fra, og som ligger 70 kilometer væk.

“Man kan ikke undgå at blive berørt. Det er frygteligt, hvad der sker. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe dem alle, men det er umuligt,” siger han, da vi spørger, hvordan han har det.

Han kigger væk og bliver stille, mens han forsøger at skjule, hvor berørt han er af situationen. Vi takker ham for hjælpen, lover at flytte bilen – og lade være med at krydse grænsen.

“Hvis I gør, er det ikke sikkert, I kommer tilbage foreløbig,” som han siger.

Frit valg på alle bamsehylder

Langs vejen mod grænseovergangen står frivillige i telte og under pavilloner og deler mad, kaffe, suppe og legetøj ud til de, der krydser grænsen til fods. Helt forrest ved bommen står en gruppe polske grænsepoliti med rifler. De taler med to skaldede mænd i kamuflagetøj, der er på vej ind i Ukraine – på vej i krig.

Da en familie med små børn krydser grænsen til fods, falder de grædende i armene på en kvinde, som har ventet på polsk jord. En frivillig griber straks en papkasse fyldt med bamser og styrter hen mod børnene. Der er frit valg på alle bamsehylder, og deres lykke er gjort. Et kort øjeblik glemmer børnene virkeligheden og smiler stort, inden de knuger bamserne til sig.

Alle, der krydser grænsen til fods, bliver løbet i møde af frivillige, der står klar med mad, hygiejneprodukter og bamser.

I tv-indslag fra grænseovergangen har vi fået det indtryk, at kaos hersker hernede, men det er langtfra tilfældet. Selvom klokken er mange, og det både er mørkt og koldt, holder de frivillige humøret oppe. Igennem et par skrattende højtalere tager skiftevis en ung mand og en lidt ændre kvinde ordet.

“Bil med fire pladser til Chelm,” lyder det henover asfalten.

“Varm suppe er klar nu,” siger de så.

Sådan spredes ordet her. Hvis familiemedlemmer leder efter bekendte, kan de også tage mikrofonen, mens de længselsfuldt kigger mod grænseovergangen få meter længere fremme.

En mørk varevogn kører over grænsen og holder ind til siden foran pavillonerne. Den har Røde Kors-logo printet på A4-papirer i foruden, og ud kommer en familie med tre voksne og fem små børn. Manden i familien giver chaufføren hånden, inden han skynder sig væk.

Et øjeblik senere er bilen omringet af politi og frivillige, som næsten råber i munden på hinanden. Det viser sig, at chaufføren er menneskesmugler, som har taget penge for at køre familien over grænsen. Nu tager de frivillige familien til sig, og politiet overtager bilen.

Dagen efter står vi i den polske grænseby Medyka, der ligger 200 kilometer længere syd på. Hvad der normalt er den største ukrainsk-polske transportovergang, er nu det sted, hvor flest mennesker krydser grænsen til Polen.

Medyka er blevet kulisse for den hurtigstvoksende flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.

På den tosporede motorvej er en flere hundrede meter lang kø af personbiler, varevogne og lastbiler. Alle er de fyldt med mennesker, som tålmodigt holder i kulden og venter på at krydse grænsen til Ukraine. Mennesker, der rejser med livet som indsats – enten for at kæmpe eller aflevere nødhjælp.

Her findes to overgange, én for biltransport og én for gående. Ved den første grænseovergang for biler står bevæbnede polske betjente, Straż Miejska, i sort-gule jakker og kontrollerer, hvilke biler der krydser ind og ud.

Langs vejsiden, blot 20 meter fra grænsen, har en større gruppe mennesker samlet sig. De står tæt, og nogle holder om hinanden, mens de kigger mod himlen.

Ved et flygel sidder Davide Martello og spiller. Han er italiener, bosiddende i Stuttgart, og nu sidder han her og får folk til at synge med på Beatles’ ‘Yesterday’. Det er umuligt ikke at blive rørt, når dem omkring os, der er klædt i vinterjakker og ukrainske flag, synger “Yesterday all my trouble seemed so far away“.

Davide Martello har siddet ved grænseovergangen siden i formiddag.

“Musik er altid følelser,” fortæller han os, inden han begynder at spille den ukrainske nationalsang, og flere kvinder må tørre tårer væk fra kinderne.

Venner på vej i krig

Siden krigen brød ud 24. februar, er 100.000 mænd og kvinder rejst ind i Ukraine for at kæmpe mod den russiske hær. Her ved grænseovergangen står syv mænd fra Tajikistan og venter utålmodigt. De har ikke meget bagage med, kun få tasker og en rullekuffert plastret til med gaffatape.

De er kommet for at kæmpe. Flere af dem har familiemedlemmer, som er fanget i Kiev, og nu vil de hjælpe. En enkelt er tidligere bokser, og hans træning må kunne bruges til noget, forklarer han med sin telefon slået op på Google Translate.

Forbi de syv mænd går alle dem, som netop har krydset grænsen. Kvinder, børn og ældre, som er i sikkerhed. Det første syn, de møder, er frivillige, der rører i store gryder med pomidorowa, en polsk tomatsuppe med nudler, som serveres i plastskåle.

Herfra kan de tage plads i en kø, der synes uendelig, for at komme ombord på en af de busser, der tre gange i timen kører videre mod opsamlingssteder i nærheden.

Da bussen ankommer, opstår der kaos. En mand vil have sin store hund med, men bliver nægtet adgang. Ved siden af ham holder en far sit lille barn i armene, mens han indtrængende beder om at komme med.

Modsat grænseovergangen i Dorohusk er stemningen her kaotisk. Der er ingen til at løbe børnene i møde med bamser, og selvom der er tøj i bunker, som alle må tage af, er det ikke sorteret eller lagt i papkasser, men smidt i en stor bunke på den kolde vej.

Overalt er journalister fra hele verden. BBC laver et indslag med en fortvivlet mor og skynder sig videre, da de har været live igennem og sikret sig hendes nummer.

“Vi ringer i næste uge og følger op,” siger de til kvinden, inden de er væk igen.

Her er ingen familiemedlemmer til at tage imod. Ingen tårevædet gensynsglæde. Kun kaos og børn, der græder.

På vej tilbage mod vores bil stopper vi op ved pianoet, hvor Davide Martello stadig spiller. Han har fået flere lag tøj på, og nogen har været forbi med varm kaffe. Flere ukrainere med blå/gule huer og halstørklæder har taget opstilling omkring ham. Mødre står med deres børn i hænderne, mens de lukker øjnene.

Dagen efter ser vi på Instagram, at Davide Martello har forladt grænsebyen for at køre ind i Ukraine og spille musik i Lviv. En strækning på under 100 kilometer, og alligevel en helt anden verden. En verden, som folk er desperate for at slippe levende væk fra, og som pianisten har sat kurs mod, velvidende at han risikerer sit liv.

Vi kan ikke gøre andet end at håbe det bedste.

Dette er fjerde del af Heartbeats’ føljeton fra grænsen til Ukraine. Læs del 1 her, del 2 her og del 3 her.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics