Der findes to ulve i en mand, fortæller et indiansk ordsprog om den uundgåelige og evige kamp med sig selv: den onde, jaloux, grådige og arrogante ulv, og den gode, barmhjertige, og kærlige ulv. En dreng spørger sin bedstefar, hvilken ulv, der vil vinde til sidst, og bedstefaren svarer: ”Den, du fodrer.”
Sådan tænker jeg om Kareem, der bruger hver eneste time på at fodre den håbefulde, barmhjertige og kærlige ulv, på trods af hvor meget fortiden har proppet ham med sorg og vrede.
SE OGSÅ:
For når man sætter sig ned og hører Kareems historie, er det svært at forstå, hvordan han ikke er vred. Hans fortællinger om vennerne, faren og de bekendte i Damaskus skærer dybt i hjertet, og på overfladen ser Kareem ikke påvirket ud, da disse menneskers dødsfald og forsvinden nævnes.
For det er en anden verden og en anden tid. Siden borgerkrigen startede i Syrien i 2011 har Kareem vokset sig fra dreng til mand. Han er mere interesseret i, hvad disse dage bringer med sig af håb, udfordringer og muligheder.
Efter at have flygtet fra Syrien har Kareem slået sig ned i den græske hovedstad, hvor han bruger sin tid på at lære og undervise i musik og sprog. Han går meget op i at bringe den syriske kultur med sig, hvor end han går. Særligt det mangfoldige element er han optaget af: at trodse illusoriske begrænsninger som religion, statsborgerskab, og hudfarve, og i stedet fokusere på, hvordan vi kan lære og lytte og tale med hinanden. I musikensemblet Musikarama – der af flere sammenlignes med det legendariske Buena Vista Social Club – bringer Kareem også denne fantastiske energi med sig. Det er ham, der fører an, når øvelsen går over i spontan dans, og det er ham, der smiler bredest, når det hele går op i en højere enhed.
SE OGSÅ:
Hvad fremtiden bringer for Musikarama, Syrien og Kareem kan ingen sige, men så længe den rigtige ulv fodres og musikken spiller, er der grundlag for at tro på det bedste for dem alle.
