Ganni
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix

Danske mærker som Ganni og Opéra Sport gider ikke svare på helt simple spørgsmål om deres produktion

Mens flere og flere kinesiske tøjfabrikker pumper tøj ud til forbrugerne under dække af at være ‘Made in Italy’, er der tavshed fra store danske brands. Det er problematisk.

Danske tøjbrands gider ikke tale med journalister. Og de gider slet ikke tale om, hvor deres produktion er.

Det har jeg erfaret efter at have henvendt mig til forskellige danske tøjbrands for at få svar på nogle helt simple spørgsmål om, hvor deres produktion ligger.

For et par uger siden kom det nemlig frem i Weekendavisen, at en stor del af tøjfabrikkerne i et af Europas tekstilcentrummer, den italienske by Prato, i dag er kinesiskejede – 5.000 ud af byens cirka 7.000 tekstilvirksomheder for at være præcis.

Det er der jo i og for sig ikke noget galt i, men problemet er, at en stor del af de her fabrikker efter sigende er baseret på billig, ofte illegal arbejdskraft, og så spekuleres der i systematisk udnyttelse af illegale indvandrere, der arbejder op mod 90 timer om ugen.

Det betyder, at når man som forbruger køber et stykke tøj, fordi det er ‘Made in Italy’, så lever det i praksis slet ikke op til forventningen om italiensk produktion.

Jeg tænkte, at det var helt oplagt at undersøge, om der mon er nogle danske tøjbrands, der gør det her; bryster sig af at være produceret i Italien, samtidig med at de bruger underbetalt kinesisk arbejdskraft, og hvad man må kalde kritisable produktionsmetoder.

Men jeg kan allerede nu afsløre, at svaret på dét spørgsmål stadig står meget uklart for mig.

I et forsøg på at finde svar, har jeg kontaktet Baum Und Pferdgarten, Wood Wood, Stine Goya, Ganni, Opéra Sport, Sand og Sunflower, fordi jeg kunne læse mig frem til at de havde produktion, eller med høj sandsynlighed havde deres produktion inden for Europas grænser.

Kun Sand, Sunflower og Baum und Pferdgarten har reelt svaret på mine spørgsmål: Sand skriver, at de har helt styr på deres værdikæde og kun bruger italienske leverandører med italienske ejere og medarbejdere, og Sunflower svarer, at de hovedsageligt producerer i Portugal og Italien på fabrikker, som de har kendt i gennem mange år. Baum und Pferdgarten har efter flere henvendelser svaret, at deres produktion ligger i blandt andet Tyrkiet og Kina.

Men de resterende brands, Wood Wood, Stine Goya, Ganni og Opéra Sport svarer ikke eller svarer, at de ikke har mulighed for at svare på mine spørgsmål.

Det havde ellers været rigtig interessant at tale med eksempelvis Ganni, fordi det ser ud til, at de rent faktisk bruger flere fabrikker i Prato. Selvom det selvfølgelig skal pointeres, at jeg ikke ved, om der er tale om reelle italienske eller kinesiske fabrikker – det er svært at finde ud af, når de ikke vender tilbage på mine henvendelser.

Med til historien hører også, at de her brands jo er, hvad man må kalde dyre brands. En sweater fra Ganni koster over 2.000 kroner, en kjole fra Stine Goya det samme, og et par bukser fra Opéra Sport koster mellem 1.000 og 2.000 kroner.

Derfor synes jeg – i særdeleshed – også, at det er retfærdigt at kritisere og problematisere, at de ikke er gennemsigtige, når det gælder deres værdikæde. For med en sådan prissætning følger også en forventning fra forbrugeren om, at der i det mindste er klarhed om, hvor de får produceret deres ting, og at der selvfølgelig er styr på helt basale produktionsforhold.

Men den her uskrevne kontrakt mellem forbruger og tøjbrand bliver mudret af, at det er fuldstændig umuligt at få brands i tale om deres produktion – og altså dermed også for forbrugeren at gennemskue, om tøjet er produceret under ordentlige forhold eller ej.

Det her er desværre en helt generel ting. At modebranchen udviser ekstrem lukkethed og stilhed over for pressen såvel som forbrugeren, når det gælder saglige og rimelige spørgsmål om alt fra produktion til arbejdsforhold.

Der mangler gennemsigtighed og åbenhed på alle ledder og kanter af modeindustrien. En industri, som i øvrigt er ansvarlig for 8-10 % af de globale CO2-udledninger.

Jeg ville i hvert fald føle mig snydt, hvis jeg købte en trøje, der var ’Made in Italy’, hvis den i virkeligheden var produceret af en illegal kinesisk fabriksarbejder, som havde arbejdet under dårlige arbejdsforhold.

Vi ved, hvad vi støtter, når vi køber hos Temu og Shein, men ved vi egentlig, hvad vi støtter, når vi køber tøj fra danske tøjbrands? Det er jeg ikke sikker på.

I en verden, hvor kritisable kinesiske tøjfabrikker pumper tøj ud til forbrugerne under dække af at være europæisk kvalitet, er det i hvert fald mere problematisk end nogensinde før, at danske tøjbrands svarer med stilhed på helt basale spørgsmål om deres produktion.

Stilhed og lukkethed, som dig, mig og os alle sammen lider under, fordi det gør det uhyre svært at finde rundt i, hvad vores penge går til, når vi handler.

Det siger GANNI

Efter denne artikels udgivelse har GANNI svaret på Heartbeats’ henvendelser. Her skriver de blandt andet, at de bruger fabrikker i Prato. Efter at have besøgt Prato i 2025 har GANNI stoppet samarbejdet med én kinesisk virksomhed. De arbejder dog forsat sammen med en italiensk virksomhed i Prato, hvis medarbejdere består af 100 procent kinesiske migranter.

GANNI skriver til Heartbeats:

GANNI anerkender behovet for øget overvågning i Prato-regionen i Italien af de grunde du beskriver i din artikel – herunder risikoen for udnyttelse og tvangsarbejde, særligt af kinesiske migranter.
GANNI gennemførte et besøg i Prato i september 2025, hvor alle leverandører og underleverandører i regionen (i alt 17 lokationer, herunder underleverandører) blev besøgt. Besøg hos vores leverandører er af afgørende betydning, da det øger gennemsigtigheden og forståelsen af vores produktionssteder, herunder brugen af underleverandører.
Til dato er alle GANNIs leverandører og underleverandører i Italien (så vidt vi er bekendt) italienskejede produktionsvirksomheder. Dette er en løbende indsats på tværs af vores global supply chain, som vi går meget op i at handle på og skabe opmærksomhed omkring gennem vores årlige Responsibility Reporter.

Footer graphics