Rød kvinde taler med mad i munden, tilbagevendende problem, Nørrebro
Politisk kandidat fra parti, der elsker busser og hader rige svin, har den seneste tid udvist ganske uhøflig adfærd på sociale medier ved konstant at tale med mad i munden. Tilsyneladende en bevidst handling fra kvinden, der ikke kan sige mere end 5-10 ord i træk, før hun skal bide i en blegselleri eller en Knoppers. Kvinden har generel snack-suspensation på grund af en igangværende graviditet, men ifølge almen politisk korrekthed må man tygge af munden, inden man taler. At der nu er valgkamp betragtes som en skærpende omstændighed, og derfor straffes anklagede med følgende handling: At råbe ‘fisse’ ud af vinduet på en kørende Mitsubishi i Folkets Park.
Stor mand sælger ud i tele-reklame, gaden + internettet, torsdag
Dansk-kurdisk skønsanger med mistænkeligt mefisto-overskæg, cowboyhat og abnorm brystkasse har denne uge deltaget i totalt uacceptabel reklame-kampagne for televirksomheden 3. Der er tale om en grov forseelse under den kunstneriske paragraf om SELL OUT. Den 36-årige mand anses for at være for rig og kendt til at gøre dumme ting for pengene og berømmelsens skyld. Straf: Samfundstjeneste med bordaftørring på Mucki Bar med henblik på genopbyggelse af smadret integritet.

Forfatter udvandrer fra teater, ukendt dato, Berlin
Dansk forfatter har meddelt, at hun har været indblandet i et større uheld på et tysk teater. Kvinden skulle efter sigende selv have skrevet manuskriptet til forestillingen, som pludselig endte i det rene kaos, hvorfor hun forlod optrinnet. Flere melder om oppustede, flyvende kondomer under episoden, der generelt var utugtig og diskriminerende. Sagen ligger pt. hos den tyske folkedomstol, og vi henviser i mellemtiden til de gældende regler for tysk kultur: Ordnung muss sein.

Popsanger efterligner dansk statsminister, onsdag, globalt
Popsangeren Harry Styles tonede onsdag frem på forsiden af magasinet ‘Runner’s World’ med et look fra sit eget brand, Pleasing. Det forvirrede flere borgere, der noterede sig, at looket virkede 1:1 kopieret fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Den tidligere statsminister er i gang med at overveje, om han vil stævne den britiske sanger. Ophavsretten må opretholdes.

Milliardærarving klager over formueskat, tirsdag, Berlingske
Barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, Robert Mærsk Uggla, har klaget over den formueskat, Socialdemokratiet ønsker at indføre, til Berlingske. “En formueskat ville være skadelig for Danmark”, skulle han ifølge vidner have råbt fra sin yacht nær kysten ved Ibiza. Straffen for at være en levende meme er: Formueskat.

Danmarksdemokrat hylder nitrat i drikkevand, tirsdag
Landbrugsordfører, Hans Kristian Skibby, mener, at debatten om nitrat i drikkevand er gået for vidt. Til DR fortæller han, at nitrat er godt for hans forhøjede blodtryk. Det sker, selv om det er offentligt kendt, at nitraten fortrinsvist stammer fra den gylle (læs: lort), landmændene spreder på marken. Straffen herfor er: Se filmen ‘Erin Brokovich’.

