TV-vært spottet være for sexet til Instagram, søndag aften, København
– Kaare, min kone er på denne app. Sådan lyder en af de mange kommentarer til TV-vært Kåre Quists selfie på Instagram, hvorpå han spreder et utryghedsskabende blik. Kaare Qvist virker ikke selv til at være bevidst om den ravage, han skaber på internettet i øjeblikket. Eller at hans selfie er blevet videresendt en svimlende 6.576 gange. Eller at man stoppede med at dele selfies for otte år siden.
29-årig norsk pap-prins spottet som serieskurk, Oslo Tingrett, onsdag
Flere borgere blev forvirrede, da der i online nyhedsmedier tonede et billede frem af Dr. Evil fra Austin Powers. Senere blev det opklaret, at der var tale om den norske pap-prins, Marius Borg Høiby, som er tiltalt for 38 forhold heriblandt voldtægt, vold, trusler, seksuelle krænkelser og brud på færdsels- og narkotikaloven. Nu spekulerer flere i, om ligheden var så tilfældig endda.

Rødhåret mand i burgerkaos, tirsdag, København
Mand i 30’erne har meldt ud på sociale medier, at han har “frameldt sig” som CEO og bestyrelsesmedlem på sin burgerbar efter fem måneder. En bøde på 200 kroner og tre nossespark skal lyde til vedkommende (Casper Drømme) for at opkalde burgerbaren efter sig selv (Casper’s Burger) for derefter at daffe efter fem måneder. Det ka’ slet ikke noget.
En medlemsklub for de rige-rige, torsdag, klokken 11:51
Butikken Alma, Irmas arvtager, teaser for en ny medlemsklub, der koster et årligt kontingent. Det gør de, ifølge direktør Alfred Josefsen for at knytte tættere bånd til deres kunder. Mod betaling, altså. Som om nutidens supermarkeder ikke allerede flåede deres kunder i forvejen. Bøde på 500 kroner uddeles for at opføre sig som den katolske kirke.
Gammel hvid mand fortæller kvinde, at hun skal smile mere, torsdag, Det Hvide Hus
Hvis man skulle være i tvivl: Ja, det her er en forbrydelse, og bøden herfor er 5 millioner kroner, fordi det er Donald Trump.
En sangerinde og psykolog overhørt råbe i offentligheden, torsdag, Danmark
Skræmte borgere fortalte om mistænkeligt råberi fra en bænk, hvor to mennesker, der senere skulle vise sig at være sangerinde Medina og psykolog Charlie Shiferaw. De praktiserede råbeterapi som “afladning” og påviste endnu et krumspring fra kendisser, der praktiserer bizar wellness. Tiltalte straffes med 10 timers sangundervisning ved Philip Faber.
Forbrydelse mod longevity, torsdag, klokken 12:02
Influencer og longevity-fanatiker Emil Thorup meddeler torsdag formiddag, at han skal være far. Vi vurderer en betydelig risiko for, at livet som havregrynsafvisende, LED-maske-forbrugende, vitaminslugende, søvn- og træningsbesatte longevitydyrker er truet på livet. Vi holder øje med situationen og tildeler i mellemtiden en bøde til Emil Thorup for at udtale, at hans baby er “61 millimeter lang. Ligesom far” i seneste episode af ‘Livet ifølge Emil og Thomas’.
Royal i upassende mail-korrespondance, lørdag, Norge
52-årig kvinde fra det norske kongehus har tilsyneladende skrevet jovialt med überklam og kriminel fyr fra USA. Hun skulle blandt andet have påstået, at skandinaviske kvinder er gode at gifte sig med, hvorimod franske kvinder er bedre i sengen. Omfattende bevisførelse mangler for disse påstande. Bøden for fake news er: alle norske kronjuveler.
Ubestemmeligt hvidt nedbør fra himlen, fredag, hele landet
Redaktionens vagttelefon er fredag blevet bestormet af henvendelser fra utrygge borgere, der beretter om ubestemmeligt hvidt nedbør, som styrter ned fra himlen og fuldstændig umuliggør helt almindelige gøremål såsom gang på ben og at se ud af øjnene. Men også transport på tværs af alle befordringsmidler er ramt af fænomenet. Efter sigende er der tale om “sne”, der før klimakrisen var ganske almindeligt for årstiden. Vi har indkaldt vejrguderne til en reprimande, men de er tilsyneladende travlt optagede i øjeblikket.
