En velproduceret politisk thriller skal både underholde og skabe en nagende fornemmelse af, at intrigerne ikke ligger så langt fra virkeligheden.
De bedste af slagsen viser, hvordan magt, idealer og personlige ambitioner filtrer sig sammen og gør os samtidig klogere på de mekanismer, der former mennesker, som søger indflydelse.
Politikere fremstilles ikke kun som magtliderlige egoister, men som mennesker, hvis principper sættes på prøve under pres.
Det er netop i dette spændingsfelt, at ’Animals’ placerer sig. Filmen sætter en politikers idealer op imod en personlig krise og undersøger, hvad der sker, når valgkampens kontrollerede facade pludselig slår revner.
Stærkt cast skaber vellykket thriller
’Animals’ er først og fremmest en vellykket thriller, fordi den forstår at holde publikum fast i en enkel, effektiv præmis: Borgmesterkandidaten Mark Kimball får besked om, at hans søn Denny er blevet kidnappet, og at syv millioner dollars skal afleveres inden midnat.
Ben Affleck spiller Mark med en kontrolleret stædighed, der langsomt krakelerer, efterhånden som presset vokser, mens Kerry Washington giver hustruen Abby både handlekraft og en troværdig desperation. De to får overbevisende demonstreret, hvordan frygt, ægteskabelige sprækker og politiske ambitioner vikles ind i hinanden.

Foto: Warrick Page / Netflix
Gillian Anderson er filmens skarpeste kort som den kølige problemløser Dayle Burton, der kræver, at alle familiens hemmeligheder skal frem i lyset for at kunne finde kidnapperen. Det viser sig ikke overraskende, at begge ægtefæller har hemmeligheder, der kan have indflydelse på sagen om deres kidnappede søn.
Burtons kyniske ro skaber en fin modvægt til forældrenes panik, selv om hendes hurtige psykologiske konklusioner indimellem virker mere smarte end overbevisende.
Steven Yeun tilfører et yderligere lag af loyalitet som Marks stabschef, der fortsat tror på kandidaten, da situationen begynder at smuldre. Samlet er det et stærkt ensemble, og netop skuespillet bærer filmen gennem de mere usandsynlige drejninger, der lidt for ofte dukker op.
Mister det politiske greb
Filmens mest interessante idé ligger dog i forbindelsen mellem kidnapningen og Marks valgkamp. Han stiller op som uafhængig borgmesterkandidat i Los Angeles og står til et snævert nederlag. Derfor er familiens penge, offentlige image og private moral allerede viklet sammen, før telefonen ringer.
Kidnapningen bliver ikke blot en kamp mod tiden, men også en trussel mod den fortælling om ansvarlighed og kontrol, som Mark har bygget hele sit kandidatur på. Jo mere presset stiger, desto tydeligere bliver det, at enhver beslutning kan få konsekvenser, der rækker langt ud over familien.
Sagen tager en uventet drejning, skærper dilemmaet og undersøger dermed, hvor langt Mark er villig til at gå for at redde et barn, hvis prisen er hans politiske fremtid. Nye oplysninger forskyder balancen mellem det private og det offentlige og lader mistanken brede sig.
Det gør ’Animals’ til en mørk fortælling om klasseforskelle, racisme og den selvretfærdighed, magt kan forklæde sig som.
Familien Kimballs hushjælp, Cecilia (Adriana Paz) befinder sig tæt på deres privilegerede verden uden nogensinde at få adgang til den samme sikkerhed, hvilket Cecilia mærker, da hendes egen familie pludselig bliver involveret i sagen.

Foto: Warrick Page / Netflix
Cecilia er en derfor en afgørende del af historien, da hendes tilstedeværelse gør de sociale skel umulige at overse. Samtidig fristes Mark til at kontrollere fortællingen og vende tragedien til politisk kapital, selv mens situationen bliver mere og mere uoverskuelig.
Desværre mister filmen gradvist grebet om det politiske fokus. Valgkampen bliver mere baggrund end historiens drivkraft, mens affærer, gamle anklager og nye trusler dukker op og gør det stadigt vanskeligere at gennemskue, hvem der handler af frygt, og hvem der forfølger sin egen dagsorden.
Filmens største troværdighedsproblem er dog, at en borgmesterkandidat kan holde en så eksplosiv sag skjult for offentligheden – det forklares aldrig helt. Spændingen holder alligevel, fordi konsekvenserne vokser, selv om fortællingen bliver rodet.
Overmoraliserende slutning
Hen mod slutningen forsøger filmen at samle sine tråde i en dom over de mennesker, der kalder sig ansvarlige, mens de prioriterer karriere, status og egen familie over andres liv. Titlen peger ligefrem på, at presset skræller civilisationen af personerne og blotlægger deres instinkter.
Det er en forståelig morale, men ’Animals’ understreger den så kraftigt, at nuancerne forsvinder. Mark bevæger sig fra desperat far til en mand, der er villig til at få kidnapperen dræbt, og hans valg kan næsten ikke ses som andet end et bevis på, hvor let idealer bøjer sig for magtbegær.
Problemet er ikke, at ’Animals’ vil sige noget om amerikansk politik og social ulighed, men at finalen siger det med alt for store bogstaver. Afslutningen føles mere konstrueret end uundgåelig, og afgørende handlinger mangler den motivation, der kunne have gjort dem tragiske frem for blot spektakulære.
Affleck iscenesætter jagten mod uret med sikker instruktørhånd, og skuespillerne holder intensiteten oppe, selv når fortællingen mister retning. Det efterlader desværre en film, der fungerer bedre som adrenalinkick end som politisk kommentar.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
