Júníus Meyvant
I år kan man blandt andet opleve Júníus Meyvant hjemme fra sofaen Foto: Martin Schumann/Wiki

Top of the pops: Festivalen Iceland Airwaves finder sted trods Corona

Den internationale musikfestival i Island løber af stablen som streaming-event under titlen ‘Live from Reykjavik’ 13.-14. november.

Sidste år rejste omkring 8.000 mennesker til Reykjavik for at deltage i Islands største musikbegivenhed Iceland Airwaves, der vanen tro diskede op med et musikalsk traktement i international særklasse.

Men i år bliver det hele anderledes. Både for folkene bag og de musikalske pilgrimvandrere, der er vant til at bænke sig i en flyver for at komme på toppen af verden.

Iceland Airwaves 2020 løber nemlig af stablen inde på internettet – som et stort anlagt online-event, der bliver live-streamet 13. og 14. november for at bringe stemningen af Island ud til resten af verden trods Corona.

“Vi ønskede at finde en måde, hvor vi kunne rette spotlightet på det enorme talent fra musikkens verden her i Island, samt at støtte den større industri og vise noget nyt. At have alle disse kunstnere samlet i Island på samme tid er noget, der kun sker én gang, og det ønskede vi at benytte os af,” siger festivaldirektør Ísleifur Þórhallsson.

I år vil festivalens line-up udelukkende bestå af talenter og etablerede musikere fra Island. Dermed kan man som online-festivalgænger blandt andet se frem til at opleve Of Monsters and Men og dreampop-bandet Vök, samt indiefolk-sangere som Ásgeir og Júníus Meyvant.

Og det er uanset, hvor man befinder sig.

‘Live from Reykjavik’ bliver gensendt over fire tidszoner, der alle starter kl. 19.30 lokal tid, og billetter til hele molevitten kan erhverves for 328 kr. Det er også muligt at få adgang til enkelte koncerter, hvilket ordnes lige her.

Find mere om
Footer graphics