Thomas Korsgaard: “Noget af det mest magtesløse i verden er, når man føler noget, som man ikke har ordene til at forklare”

Det er vel ti år siden, Thomas Korsgaard og jeg sidst så hinanden. Vi var begge to blevet hyret til at skrive ungdoms-klummer for Ekstra Bladet. Og der sad vi så i foyeren i JP Politikens Hus og ventede på, hvad der føltes som et meget vigtigt opstartsmøde. 

To sultne skrive-aspiranter med store drømme, der selvfølgelig var kommet i rigeligt god tid, og som fyldte ventetiden ud med introduktioner af sig selv. Jeg blev blæst bagover. For Thomas Korsgaard, som på det tidspunkt ikke engang var fyldt 20 år, havde været indenom både Deadline og Politiken. Han havde en selvsikker væremåde og var flyttet hjemmefra som 17-årig, endda hele vejen fra en flække uden for Skive til København, hvor han var startet på et nyt gymnasium.

Jeg var tre år ældre, gik bare på universitetet og gjorde rent i en frisørsalon ved siden af studiet og tænkte: “Shit, hvor har han nået meget, og jeg har nået ingenting.” Vi var kolleger i et stykke tid, hans personlighed og talent var berigende at være i nærheden af, men en dag var han videre. Han skulle skrive en bog, og den udkom med titlen ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ i 2017, da han var 21 år (en bestseller i øvrigt). Jeg var praktikant på Euroman og blev igen benovet.   

Men da jeg læste bogen, som delvist var inspireret af hans eget liv, blev jeg også trist om hjertet. Det var tydeligt, at Thomas Korsgaard havde en bagage med sig, der var tungere end de flestes. Han havde sine grunde til at være godt i gang med at gøre sig gældende.  

Siden da har jeg fulgt med på distancen, følt en form for stolthed over, hvor dygtig han er, og hvor godt han har klaret det. Samtidig med at jeg virkelig bare har håbet, at han har haft det godt i alle årene. Da jeg så, at en af hans noveller for nylig var blevet oversat i det prestigefyldte amerikanske magasin The New Yorker, tænkte jeg, at det virkelig var på tide med et interview. Er Thomas Korsgaard stadigvæk i gang med at flygte, eller føler han sig godt nok?

Da vi endelig mødes denne dag på Vesterbro i København lige midt i sommerferien, ti år siden sidst, er det med et stort kram og en del catching up til en begyndelse. Jeg har fået tre børn, han har skrevet flere bøger, end mange forfattere gør på et helt liv. Vi snakker om løst og fast, men fremfor alt om en fælles stor kærlighed til at læse. 

“Nå, men nu tillader jeg mig at bevæge mig over i det, jeg havde tænkt, skulle være starten på vores interview,” siger jeg, da vi begge to næsten har tømt den iskaffe, som vi har taget med ud på det mennesketomme Vesterbro Torv. 

Jeg nævner episoden i foyeren i Politikens Hus for ham. Han nikker, han kan godt huske den. 

Du havde lavet så meget på så utroligt kort tid. Når du kigger tilbage, var du så i gang med en flugt? I gang med at bevise dig selv?

“Ja, det var jeg vel på en eller anden måde.” 

Thomas Korsgaard tøver et øjeblik. Han virker lidt beklemt, måske endda genert, over at tale om sig selv på den måde. Ordene flyder ikke lige så hurtigt, som da vi talte om litteratur lige før. Han tænker sig om.  

“Jeg kan huske, at det eneste, jeg var god til, da jeg var barn, var dansk. Jeg havde det ikke ret godt som barn, så det der med at finde bare én lille ting, man kunne… det var på en måde, det eneste jeg havde, så jeg knugede mig til det på en helt desperat måde. Fordi… hvis ikke jeg forfulgte det, så vidste jeg ikke rigtig, hvad der skulle blive af mig.” 

Selvom det alt sammen dengang foregik på et underbevidst plan, fyldte sproget meget for ham. Han havde flair for at bruge det, og det gik op for ham, at man kunne skabe ting med det, og at det kunne give adgang til nye arenaer. Sproget var ellers en mangelvare i hans familie. De talte ikke ret meget sammen i det hele taget. Og da hans mor kom til skade på sit arbejde, blev fejlopereret og blev ramt af en depression, så han, hvordan sprog kan være magt. 

“Der mistede jeg på en måde min mor. Hun blev meget syg. Det var ren apati. Hun kom ind i sådan et kommunalt cirkus, hvor man som syg skal igennem en masse bureaukrati for at bevise, at man rent faktisk er syg. På et tidspunkt fik hun så afslag på at få et fleksjob, og det ramte hende meget hårdt. Det var omkring syvende klasse, og jeg satte mig for, at jeg ville skrive et brev til en advokat, så de kunne forstå det derinde på kommunen. Jeg ville have min mor ud af den depression eller redde hende på en måde,” siger Thomas Korsgaard. 

Moren kom hjem fra mødet med en tyk stak papirer, var tydeligt ked af det og sagde: “Hvad fanden skal det til for med alt det forbandede professor-sprog?” Thomas Korsgaards reaktion var, at så måtte han lære det sprog, de talte derinde, hvor de bestemte over hans mors fremtid. 

Så hver aften satte han sig foran TV Avisen og noterede sig alle de svære ord, som værterne sagde, på en blok. Han lånte en ordbog på biblioteket og slog ‘indigneret’ og ‘ekspansiv’ op, skrev betydningen ned på blokken og prøvede at indoptage de magtfuldes sprog, så han en dag kunne skrive det brev, der kunne hente hjælp til hans mor og få hende til at blive frisk igen.   

“Det var, som om alt i mit liv handlede om at få svære ord til det der brev,” siger han. 

I niende klasse skrev han rent faktisk brevet. Men i sekundet det var færdigt, gik det op for ham, at han egentlig ikke vidste, hvem han skulle sende det til. Selvom brevet røg i skuffen, blev ordforrådet i hans hjerne, og han begyndte at bruge det i skolen. 

“Det var overlevelse. Det var som at knække en kode. Og det gjorde jo også, at jeg faktisk kunne klare mig lidt bedre i nogle fag i skolen, jeg blev sådan en sær knægt med en gammelklog tone. Andet havde jeg ikke at være. Men jeg kan huske, at jeg en dag sagde et eller andet derhjemme, hvor min mor kiggede på mig og sagde: “Det der professor-sprog, hvorfor skal du altid snakke sådan, kan du ikke snakke normalt?” Og så forstod jeg, at det sprog, som jeg vil redde hende med, havde endt med at fjerne mig fra hende,” fortæller Thomas Korsgaard. 

Det var umuligt for ham at ramme det ‘rigtige’ niveau. Som 17-årig flyttede han fra landsbyen udenfor Skive til København og startede på et nyt gymnasium. Han fortsatte med at skrive på livet løs, og det bragte ham altså til jobbet som klummeskribent for Ekstra Bladet, hvor vores veje mødtes.    

Følte du, at du var god nok dengang, da vi mødtes i lobbyen i Politikens Hus?

“Nej, virkelig ikke.” 

Var det det, det handlede om, det med at finde de rigtige ord? At du prøvede at være god nok? 

“Både og. Det tror jeg også, det var. Det var nok et forsøg på at bygge en stol at sidde på. Der var så meget, der var svært i min opvækst, men i skriften kan man kigge på det på en måde, forære det væk til nogle fiktive personer og forsøge at forstå det.”

Så hvor var du henne der, i Politikens hus? Hvad var du i gang med der?

“Jeg var virkelig i gang med at prøve at bevise overfor mig selv, at jeg kunne skrive. Hver gang det lykkedes mig at skrive noget – om så det var et lille læserbrev eller en reportage – så var det en sejr for mig. Jeg skulle bevise mig selv, for hvis nu der var nogle andre, der så og syntes, at jeg kunne skrive, så kunne jeg måske selv stole på, at jeg var god nok, til jeg kunne fortsætte. Det var ikke nok, at det var en tanke i mit hoved eller en følelse i min krop. Jeg havde brug for, at der var nogen, der sagde: “Det her er godt.” Og sådan er det faktisk stadigvæk.” 

Nu er du jo blevet forfatter, og du er blevet oversat i The New Yorker. Jeg så det, og det var sådan: Wauw. Jeg kigger virkelig på dig og tænker: “Shit, mand, you made it!” Hvordan har du det selv – føler du dig god nok nu?

“Nej. Men jeg arbejder på det. Som forfatter ved man jo, hvor svært det var at skabe teksten. Man kender til alle de dårlige versioner, der så til sidst blev til den mindst dårlige. Men om jeg føler mig god nok – det er nok et livslangt arbejde at komme til at hele efter sådan en opvækst. For snart et stykke tid siden begyndte jeg på et stort helingsarbejde. Det er givende, og jo mere hel jeg har prøvet på at blive, jo mere er det også, som om skriften er rykket nye steder hen. Hvis man forsøger at komme hen til en eller anden form for indre ro og prøver at hele alt det, der har været ødelagt indeni en – hvordan er man så som forfatter? Det er jeg ved at finde ud af. For tiden har jeg kun lyst til at skrive meget lyse ting, fordi jeg vil finde lys.”

Hvad har forandret sig, siden vi stod i lobbyen for ti år siden?

“Alt. Jeg passer i hvert fald bedre på mig selv, og jeg er i det hele taget ved at lære mig selv at kende. Jeg gør mange ting for at få det godt. Det tager lidt tid fra skriften, men sådan er det. Så hvad har forandret sig, siden vi stod i lobbyen dengang… jeg tror da, at jeg forhåbentligt er på vej til at blive voksen. Jeg får det langsomt bedre efter nogle hårde år. Det var voldsomt at debutere på den måde, som jeg gjorde. Det begynder jeg at forstå nu. Når man er meget alene i verden og ikke har noget sikkerhedsnet som alle andre med familie og sådan, hvad gør man så? Man må prøve at få det bedste ud af det.”

Det lyder som et hårdt arbejde. Hvad, tror du, har holdt dig kørende til at kunne mønstre at være så produktiv alligevel i alle de år?

“Det er et godt spørgsmål. Det er jo et frirum at skrive en bog. Et rum, hvor man kan forsøge at forstå sig selv og livet lidt bedre. Det er også det, som alle mine bøger på en eller anden måde handler om: Nogle mennesker, der er i nogle omstændigheder, der gør, at de ikke kan være den, de er. De er låst fast i sig selv eller deres situation. Det kender jeg jo rigtig godt fra mig selv.” 

Hvad er det, litteraturen kan i forhold til den sprogløse smerte, som du tidligere har beskrevet? 

“Når man vokser op med vold og misbrug og bliver et forsømt barn i en familie, som ikke har ordene, så er det svært selv at få adgang til dem. Det professor-sprog, som vi har snakket om, er også udtryk for en længsel efter at prøve at finde ordene for alle de sprogløse erfaringer, som ens liv er blevet skudt i gang med. Noget af det mest magtesløse i verden er ikke at kunne udtrykke sig, når man føler noget, som man ikke har ordene til at forklare. Når ordene ikke slår til. Det er sådan en frase, men det er faktisk den mest voldsomme følelse, jeg kender til. For når man har det sådan, så er der ikke andet, og det er svært at have tillid til, at man er god nok. Jeg kan godt sætte pris på en smuk skrivestil, en spændende handling og alt det der. Det værdsætter jeg dybt, men for mig handler læsning om, at man kan bruge litteraturen til at forstå mere af sig selv for at overleve.”

Hvad for nogle ting i kulturen og litteraturen var vigtige for dig, dengang du bar på en sprogløs smerte? 

“Den allerførste store litterære oplevelse, som jeg kan huske, er ‘Færdig med Eddy Bellegueule’ af Édouard Louis. Jeg fik den i gave, da jeg var 19 år, og da jeg læste den, var der noget, der ændrede sig for mig i forhold til bøger. Før havde bøger været underholdning, som jeg læste for hyggens skyld. Men da jeg læste den, forstod jeg fra første sætning, at jeg ikke var så fri, som jeg måske selv gik og troede. Jeg skælvede, da jeg læste den. Jeg kunne bare mærke, at det var rigtigt. Jeg forstod, at lykke og lidelse godt kunne stå i samme sætning. Og da jeg læste videre, forstod jeg, hvor meget det mindede om min egen opvækst. Jeg havde aldrig læst en bog, der handlede om det før.”

LÆS OGSÅ