Når man i disse år præsenteres for endnu et forsøg på at fortsætte historien fra et elsket stykke popkultur fra bedre tider, spørger man gerne: ”Hvorfor?”
Hvorfor skal vi have en reinkarnation af ‘The Devil Wears Prada’, en film, der med sit fokus på modebranchens indflydelse og 00’ernes overflod vitterligt adskilles fra nutiden af hele to store økonomiske kriser og rigtig mange smeltede gletsjere?
Måske fordi den har noget andet at sige om den mediebranche, som Andy (Anne Hathaway) kæmpede så hårdt for at blive en del af i 1’eren. Efter en flot, 20-årig karriere som journalist har Andy netop vundet en journalistisk pris, da hun på sms får beskeden om, at hendes arbejdsplads skal nedskaleres, og at alle er fyret.
Samtidig er modemagasinet Runway, der nu stort set udelukkende eksisterer online, i krise, fordi de lidt for ukritisk har promoveret mærket SpeedFash (dovneste navn nogensinde!), som er blevet afsløret i at producere billigt tøj i sweatshops.
Runway mangler troværdighed, og den prisbelønnede journalist mangler en lønseddel. Så Runways ejer, Irv, får idéen at ansætte Andy som featureredaktør uden om Miranda (Meryl Streep).
Dermed er Andy katapulteret tilbage til 2006, hvor hun desperat forsøger at gøre Miranda glad – denne gang dog med fælles ydre fjender i form af sure annoncører fra store modehuse, McKinsey-konsulenter i grå business-antræk og sporty rigmænd i polyester (gisp!), der hverken forstår sig på skønhed eller håndværk.
Emily Blunt er stadig djævelsk god
En stor del af det originale hold bag den første film er samlet igen. David Frankel sidder endnu engang i instruktørstolen, og Aline Brosh McKenna har igen skrevet manuskriptet.
Det mærkes i form af masser af referencer til den første film – såsom at temaet til filmens Met Gala er forårsblomster, eller at Andy selvfølgelig dukker op i en himmelblå (cerulean!) sweater. Men også i, at man har turdet udvikle på karaktererne og deres indbyrdes forhold.
Meryl Streep er tilbage som den iskolde chefredaktør, men dog langt fra lige så distanceret, eftersom Andy ikke længere er hendes assistent.
Væk er til gengæld Andys kæreste Nate, spillet af Adrian Grenier, der i mellemtiden har udviklet sig til lidt af et hadeobjekt blandt fans. I stedet sværmer Andy om en sød australier (Patrick Brammall), der ikke er fornærmet over, at hun har et arbejde.
Emily Blunt er også tilbage som sin navnesøster, der nu arbejder for Dior, som tilfældigvis er en af bladets største annoncører og derfor skal gøres god igen efter SpeedFash-skandalen (igen: SÅ overraskende, at et firma med det navn er ligeglad med både miljø og arbejdsrettigheder).
Blunt smider stadig om sig med fornærmelser om alt fra Andys øjenbryn til Dolce & Gabbanas moralske kompas. Ikke mindst er Stanley Tucci tilbage som den flabede, gode fe Nigel, der trods alt det, der skete i den første film, stadig står ved Mirandas side.
Hvor 1’eren handlede om en bladbranche, der trods internettets opdukken stadig var højtflyvende, ligger Runway i 2026 og konkurrerer om færre annoncører i en klikbaseret økonomi truet af AI.
Derfor får ‘The Devil Wears Prada 2’ på sin egen virkelighedsfjerne måde det til at føles, som om en fortsættelse giver mening. Og 2’eren fokuserer på problemer, der deles på tværs af mediebranchen i en erkendelse af, at tiden nok ikke er til decideret at holde med mode.
Filmen har en vis selvfed insisteren på, at Runway er ambassadør for verdens skønhed og håndværk, men når alternativet bliver sat op som en uendelighed af AI-søbe, er man villig til at købe den idé i to timers tid.
Og selvom det handler om udgiverkrise og svindende budgetter, er der selvfølgelig stadig montager, der nærmest føles som reklamer for de store modehuse, samt en ordentlig spand cameos fra pinger som Law Roach, Ashley Graham, Karolína Kurková og Lady Gaga.
Djævlen går ikke så meget op i plot
Alt i alt holder 2’eren på mange måder niveauet og tonen fra den første film. Så spørgsmålet er, om man fandt 1’eren god.
Personligt føler jeg mig i godt selskab, når jeg genbesøger holdet fra Runway. Det skal dog siges, at ligesom filmen har bevaret de gode ting fra sin forgænger, har den også bevaret det værste, nemlig det temmelig uorganiske plot, hvor dele af historien sker ved vanvittige uheld eller lykketræf.
Man skal ikke opsøge ‘The Devil Wears Prada’ for elegant fortælling med dybe erkendelser om den tid, vi lever i. Alligevel kan forfatterne virkelig skrue replikker sammen, skuespillerne virker til oprigtigt at more sig med at levere dem, kostumeafdelingen har fået lov til at drukne os i couture, og nu og da flækker fernissen lidt, så man kan se sprækkerne ind til nogle sandheder.
Da en techmilliardær (som Justin Theroux spiller som en slags überamerikansk Elon Musk) trækker på skuldrene og proklamerer, at håndværk og kunst snart er erstattet af AI, får jeg det lige så dårligt indeni som Miranda.
Så kan vi altid diskutere, om den storsvinende modebranche ikke også er alt det, der er galt med verden. I det mindste er den vel ”the devil you know”.
Så for at besvare spørgsmålet om hvorfor: Hvis man har en interessant tilføjelse til historien, hvis de centrale skuespillere er friske på det, og hvis man stadig kan skabe en hype om projektet – hvorfor så egentlig ikke?
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🤍🤍
