Den tredje portion er altid den problematiske. Du har taget to gange og er egentlig mæt. Men… det smagte så godt. Så du tager en portion mere. Du skal lige smage på godterne en sidste gang. Men tredje portion er jokeren, det er den, der kan vælte læsset og gøre dig ubehageligt mæt. Stopfyldt.
På samme måde forholder det sig ofte med tv-serier. Det er med en vis skælven, at man trykker play på tredje sæson af en serie, der har været god ud over det sædvanlige. Man er sulten efter mere, men hvad hvis det ikke smager lige så godt længere?
Jeg var højspændt, da jeg satte mig godt tilrette for at tage hul på tredje sæson af ‘The Bear’. Serien, der vitterligt har væltet sig i awards og storrosende anmeldelser med sine foregående to sæsoner. Kunne de virkelig gøre det igen?
Efter at have set de første to afsnit af den nye sæson er svaret herfra et rungende ja. Jeremy Allen White er storspillende, og det er hele castet omkring ham også. Det er sjældent, at en dialog i en serie er så velorkestreret, som tilfældet er i ‘The Bear’.
White står endnu engang overbevisende i køkkenet, som om han aldrig har lavet andet. Med pincet piller han lilla blomster af spidsen på rosmarinkviste, han binder kyllinger, bælger ærter og snitter løg som en kæmpe pro.
Sæsonen starter ellers ekstremt stille, næsten ordløst ud på den helt store melankolske klinge. Vi er tilbage i restauranten sammen med Carmen (Jeremy Allen White, red.) efter den hæsblæsende åbningsaften, hvor alt gik godt og galt på samme tid. Gæsterne var begejstrede, men Carmen blev låst inde i kølerummet, og derinde fra fik han overfuset sin fætter Richie og såret sin store kærlighed Claire.
De moralske tømmermænd hænger således som en tung dyne over første afsnit, og mens Carmen tidligt om morgenen dækker op med matematisk præcision til endnu en aften i restauranten, bliver der krydsklippet mellem forskellige minder fra hans fortid. Vi er inde i Carmens hoved langt det meste af tiden.
Det lyder måske næsten kedeligt, og det kunne det velsagtens også være, hvis ikke det var, fordi det var så god damn veludført. Sekvenserne med Carmens minder fortæller elegant forhistorierne om nogle af de ting, vi har set i de tidligere sæsoner.
Vi ser ham alene på Nomas grøntsagsmark på Refshaleøen med antydningen af et lykkeligt smil, der siger det hele. Hans kærlighed til madens verden bliver åbenlys i et splitsekund. Men i denne potpourri af minder ser vi også det militaristiske, tangerende til neurotiske michelin-køkken, han var en del af i New York. Vi ser storebroren Mikeys begravelse, de første kys med Claire og de første møder med alle de andre mennesker, der har sat et aftryk i ham.
På bedste ‘show it, don’t tell it’-vis lægger første afsnit altså det perfekte fundament for, at resten af sæsonen kan buldre derud ad. Vi er helt med, og det er vi, uden at vi er blevet stopfodret som foie gras ænder. Vi forstår, hvad Carmen er rundet af.
Afsnit to åbner på klassisk ‘The Bear’-maner with all the shabangs. En efter en møder Chef Sydney, Richie, Tina, Fak og Marcus ind i restauranten. Ad flere omgange holder man vejret, fordi der er så meget uforløst, der får luften til at sitre efter åbningsaftenen, og så går dialogen ellers i gang som et affyret maskingevær. ‘Fuck you’ og andre bandeordsfraser flyver gennem køkkenet.
Tempoet eksploderer, og det er en fantastisk virkningsfuld kontrast til det tænksomme og blå første afsnit. Gennem de to første afsnit viser serien således, at den mestrer begge dele. Det stille og det storslåede.
Det er æstetisk og appetitligt tv, hvor de friske råvarer får en masse tid i fokus, og det fungerer som en symbolsk modvægt til, hvor vanvittigt er arbejdsmiljø gourmetkøkkenet er. Maden er en kunst, der skal være perfekt hver gang. Presset er enormt, tæt på umenneskeligt, og man forstår, at hvis man har stået i et gourmetkøkken sammen, så opstår der et broderskabsbånd. Bevæbnet med knive og potter og pander har man været i krig mod tiden sammen.
I tredje sæson er Carmen tændt af en ild. Han vil have en michelinstjerne, og han skriver noter til sig selv og sine kolleger om, hvordan de skal nå dertil. ‘Keep fucking going’, ‘Every second counts’ og ‘It’s not about you’ skal blandt meget andet være rettesnoren.
De første to afsnit efterlader en med spørgsmålet: Kan man være et helstøbt menneske og en stjernekok på samme tid? Jeg har ingen anelse, men jeg vil virkelig gerne finde ud af det. Der er allerede bygget op til det helt store suspense.
Indtil videre har jeg på ingen måde fortrudt, at jeg tog tredje portion. Den var helt perfekt. Og jeg er faktisk slet ikke mæt endnu.
Anmeldelsen er skrevet på baggrund af afsnit 1 og 2 af ‘The Bear’ sæson 3, som kan streames på Disney+. Alle afsnit er ude nu.
LÆS OGSÅ
