Så skete det igen. Lige som vi troede, at vi havde en samtale om, at man godt kan blive forælder og i et vist omfang have et liv ved siden af, blev vi sat på plads igen.
Denne gang af en 34-årig nordsjællænder uden børn, der bare gerne vil nyde den “livskunst”, det er at “sidde på en café og iagttage verden” med en campari i den ene hånd og en cigaret i den anden, som han beretter om i en podcast og i et interview med Københavnerliv.
Nu kunne man allerede her indvende, at det vel også kan ses som en form for livskunst, eller i hvert fald en bedrift, at producere og levere en ny verdensborger med sin egen krops kraft, men lad nu det ligge.
Kritikken lyder, som hørt før, at børn, barnevogne og amning bør holdes langt væk fra caféer og restauranter. For børn larmer og sviner, gylper og tér sig. Og kunne man nu ikke bare få ro til at diskutere seneste mode i manchetknapper, og om cykelsport nu virkelig er en sport for kvinder?
Her har jeg to budskaber. Det ene budskab vil ingen, der ikke har fået børn, forstå. Jeg ved det, for der var engang, jeg ikke selv havde nogen. Hvor jeg mente præcis det samme: Hold jeres fedtede unger langt fra os andre. Os med de vigtige samtaler, vigtige jobs og pæne tøj. I har selv valgt at få dem, så I har værsgo’ at blive hjemme, til de er store nok til at opføre sig ordentligt i det offentlige rum.
11 år senere og mor til tre kan jeg desværre ikke længere leve op til mine egne idealer. Allerede fra begyndelsen gik det op for mig, at man ikke kan fortælle en baby, der er sulten, at den skal vente, fordi nogen læser avis. Og senere, at børn ikke er små voksne. Og ikke mindst: At jeg har behov for at komme ud og opleve andet end småbørnshverdag – og egentlig også ønsker det samme for mine børn. Shame on me.
Men i 2026, skal vi åbenbart – stadig – vælge. Vil vi børn og kødgryder, eller vil vi være ægte, “dannede” mennesker?
Hvor ville jeg ønske, at der var plads til begge dele. Ikke mindst, fordi børnefamilier sjældent optager caféborde i ret lang tid og sjældent fylder ret meget på en vinbar en fredag aften. Og i øvrigt oftest vælger steder, som åbent signalerer “plads til børn”.
Naturligvis skal forældre opdrage, irettesætte og lære børn at opføre sig respektfuldt på en restaurant, og bevares, jeg har da også, selv efter jeg selv fik børn, himlet med øjenene over forældre, der selv sidder med deres telefoner, mens deres børn kravler rundt under bordene, eller børn der hører Youtube for fuld udblæsning på en iPad pakket ind i neonfarvet gummibeskyttelse.
Men jeg har også set forældre, der forsøger, trods den orangevindrikkende, Weekendavis-læsende, jakkesæt til hverdag-klædte kulturelites skepsis, at lære deres børn at sidde stille, tale lavt og smage på mad, de ikke kender.
Det bringer mig til min anden pointe. Det er nemlig ikke første gang, jeg hører argumentet, som skribenten også fremfører, om børn og deres forældre i storbyer som Rom og Paris:
“De er mestre til det i Sydeuropa. Når man sidder på en plads dér, kan man se børnene lege rundt på torvet, mens forældrene sidder på caféen,” fremgår det.
Nu vil jeg nødig bede en mand, der tilsyneladende har nok at se til med at læse italienske sportsaviser og udvælge dagens slips, om at bruge tid på research. Det ville ellers ikke tage lang tid at finde frem til, at lande som Italien og Frankrig har et i bedste fald temmelig gammeldags forhold til opdragelse, men i mange tilfælde også korporligt.
I Frankrig blev det først forbudt at slå sine børn i 2019 – et forbud, der kun blev støttet af omkring 30 procent af franskmændene ifølge en meningsmåling foretaget af Le Figaro.
81 procent af de franske forældre indrømmede i den forbindelse, at de har brugt fysisk afstraffelse overfor deres børn i opdragelsen.
I Italien beretter 60 procent af børnene i en undersøgelse, at de har oplevet lussinger eller lignende “mildere”, fysiske afstraffelser.
Til sammenligning mener 23 procent af danskerne, at børn ikke tager skade af en endefuld (VIVI og Implement, 2025) – hvilket i parentes bemærkning også er en god sjat, men dog langt fra de sydeuropæiske tal.
Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvordan den lille dreng, som skribenten så sidde stille på sin stol på i Rom, har lært at sidde sådan. Men ifølge flere studier er der en sammenhæng mellem fysisk afstraffelse af børn og kortvarig adlydelse. Studier viser også, surprise, at opførsel baseret på en lussing eller en endefuld skyldes frygt og ikke fører til hverken bedre moralforståelse eller forbedring af social adfærd på sigt.
Skulle man ikke tro på ovenstående sammenhæng, har andre undersøgelser da også vist en anden oplagt, men mere simpel forklaring på de velopdragne børn på parisiske fortovscaféer: De er ganske enkelt i langt højere grad vant til at komme ud på café og restaurant, end børn er i nordiske lande, fordi det er en langt større del af den sydeuropæiske kultur at spise ude – med og uden børn. Og nu orker jeg ikke at finde flere links.
Så i stedet for at pege fingre af børnefamilier, der er så frække at tage deres børn med ud, kunne de barnløse kritikere måske lede efter de mange beværtninger og spisesteder, der med skilte i vinduet om “nej tak til barnevogne og amning”, får børneforældre til at gå i en stor bue uden om? Mon ikke det er muligt at finde et lille hjørne i en litteraturcafé, hvor du slipper for alle os uappetitlige og vores hvide plastikstole og diskrete stofbleer?
