Vent lidt, ’Rose’ med Sofie Gråbøl som skizofren kvinde, der tager en bustur fra Jylland til Paris, har da kun nogle år på bagen!
Det er heller ikke den glimrende danske film fra 2022, der rammer landets biografer igen i disse dage. Det er derimod et østrigsk-tysk drama, der i handlingen lyder mere som en anden dansk film, nemlig ’Erna i krig’ med Trine Dyrholm.
Begge handler om kvinder, der klæder sig ud som mænd for at kæmpe som soldater i hver sin krig. Men hvor danske Erna gør det for at tage sin handicappede søns plads i skyttegravene, er det for Rose (Sandra Hüller) et forsøg på at opnå den frihed, som kun er mændene forundt i det 17. århundredes Europa.
Efter Trediveårskrigen, der blev udkæmpet fra 1618 til 1648, ankommer titelpersonen med et arret ansigt fra et skudhul gennem kinden til en lille landsby. Her gør hun arveretsligt krav på en faldefærdig hytte med tilhørende landbrugsjord, og gennem hårdt arbejde lykkes det hende at skabe et velfungerende landbrug.
Beboerne omkring hende accepterer den androgyne person, men er alligevel konstant på vagt. Efterhånden står det klart, at Rose ikke er, hvem hun giver sig ud for. Filmen udvikler sig til et dirrende heksejagtsdrama, hvor spørgsmål om identitet og køn fletter sig sammen til en unik udforskning af, hvad et menneske egentlig er.
Skuespiller eksperimenterer vildt
Den smalle film var givetvis aldrig kommet til Danmark, hvis det ikke havde været for hovedrolleindehaveren Sandra Hüller, der velsagtens er Europas største kvindelige skuespiller i disse år.
Hun fik et internationalt gennembrud i ’Min far Toni Erdmann’, leverede fantastiske præstationer i ’Frit fald’ og ’The Zone of Interest’ og er blevet headhuntet til Hollywood-roller i storfilmene ’Project Hail Mary’ og ’Digger’.
Med ’Rose’ viser skuespilleren, at hun ikke lader den enorme succes stige sig til hovedet, men i stedet kaster sig hovedkulds ind i vilde projekter, hvor hun kan eksperimentere og folde sig mest ud.
Man kan slet ikke tage øjnene fra skuespilleren, der uden at gøre det store kommunikerer en verden af indre liv. Rose bevæger sig rundt i en gudfrygtig verden, hvor troen giver mening, fordi noget så simpelt som et bistik kan koste en livet.
Selv om hovedpersonen overlever mødet med naturens honningmagere, starter det en fatal lavine, fordi hemmeligheden om, hvad hun har mellem benene, begynder at blive et anliggende for alle andre.
Knastør komik
Den østrigske auteur Michael Haneke er en af flere filmskabere, der har udtrykt sin begejstring for ’Rose’. Den er skrevet og instrueret af hans tidligere caster Markus Schleinzer, der også har arbejdet som skuespiller og desuden lavet de benhårde dramaer ’Michael’ og ’Angelo’ om henholdsvis en pædofil mand og en afrikansk slave i Europa.
Hanekes filmografi med mesterværker som ’Det hvide bånd’ og ’Amour’ giver en god fornemmelse af, hvad det er for en kompromisløs verden, sort-hvide ’Rose’ bevæger sig i. Der er ikke megen glæde til stede i det barske periodeportræt, hvor en voldsom storm risikerer at sende den livsvigtige fårebestand på flugt, mens man som menneske også kan løbe ind i en sulten bjørn i de store skove.
Selv ægteskabet mellem Rose og unge Suzanna (Caro Braun) bliver beseglet med et køligt håndtryk mellem den hverken vildt entusiastiske bejler eller den unge kvindes far. Der er en knastør komik til stede i den tilbageholdende skildring af samlivet mellem de to. Det starter med, at de nygifte kæmper sig gennem regnen med deres kærre, før de, endelig fremme ved huset, beder til Gud og går sultne i seng.
Kravet om at bringe slægten videre betyder, at Rose en aften sniger sig ned til Suzannas separate soveværelse og i en temmelig speciel sexscene beder hende vende sig om, så de kan få klaret sagen med at befrugte hende.
Suzanna bliver som frue på det lille landsted hurtigt mere selvstændig og handlekraftig, og det er smukt at se hende stå ved sin ægtefælles side, da omverdenen kommer efter Rose.
Absurd retssag
Filmens åbningsbillede med en rygende mark og skeletter, der ser ud til at skrige, skaber sammen med den overjordiske musik en æterisk stemning.
Det samme gør en forklarende voice-over af Marisa Growaldt, der som en alvidende fortæller giver et gudeblik på den opfindsomme historie, der ikke er til at putte i en genrekasse.
Min første tanke om filmen var, at den ikke er for folk, der er bange for at blive forvirrede eller føle sig dumme i mødet med kunstneriske værker, som ikke lader sig forstå sådan uden videre. Men bag al staffagen gemmer sig et ret ligetil budskab, der ikke er til at tage fejl af.
”Vi har bare opfundet os selv,” siger titelpersonen mod slutningen af filmen, efter at hun har måttet forsvare sig i en absurd retssag, hvor hun er under anklage for at have sat sig selv over fællesskabets regler.
Den sandhed er værd at huske, hver gang fundamentalister vil definere virkeligheden.
