Historien om Billie Eilish er på mange måder den sædvanlige og ofte fortalte om et musikalsk vidunderbarn, der i en tidlig alder skriver sin egen musik og via de sociale medier tager den etablerede medieverden indenom, (tænk i øvrigt hvis Mozart havde haft egen YouTube-kanal!).
En eftermiddag for et par år siden dukkede hun op min bil via min datters playliste sammen med beretningen om det her internet-fænomen, som popper op med jævne mellemrum, og som vi forældre/symbolanalytikere prøver at få hold på.
Populærkulturen er fuld af stereotyper. Det pæne versus det grimme, det cool versus det kiksede, det intellektuelle versus mainstream. Beatles versus Stones, Knausgård versus Jussi Adler-Olsen, Spielberg versus von Trier.
Især idoldyrkelse af stjerner hylder arketyperne. Der er dem, som forældre gennem generationer gerne vil have deres børn – eller naboens datter/søn i det mindste – til at ligne: Britney (før sammenbruddet), Justin (mest Timberlake, lidt mindre Bieber), Cliff, Paul, Harry Styles (uden kjole).
Og på den anden side alle dem, som man helst ikke vil vide af, fordi de repræsenterer alt det fortrængte, depraverede og fordærvede: Kurt Cobains selvdestruktion, bulen i Jim Morrisons læderbukser, Britney (efter sammenbruddet) Mick Jaggers vrængende mund eller Elvis’ inciterende hofter.
For mens populærkulturen er den perfekte projektion af vores drømme, forvandler markedsmekanismerne dem til narrativer, hvor det mainstream repræsenterer det konstruerede overjeg – alt det vi drømmer om at være – men det alternative repræsenterer de fortrængte drifter: Alt det vi i virkeligheden er, men forsøger at skjule.
Idoldyrkelsen bliver derfor til en vigtig del af de identitetsskabende, formative år, hvor man konstant spejler sig i omgivelserne og forsøger at finde et sted at genkende det jeg, som forandrer sig hurtigere, end spejlet kan nå at opfatte det.
Men indimellem splintres glasset mellem de to, og den forvrængede sandhed træder frem. Johnny Depps engang så pretty face nu råbende og frådende – og måske endda hustruhårdtslående – eller den engang så renskurede pop-prinsesse Whitney i sin tragiske deroute på 1. klasse.
Og i en teenageverden af Citybois, Ariana Grande og alt det shit var der med Billie Eilish noget helt andet på spil. Jeg husker stadigvæk, hvordan bassen i ‘Bad Guy’ fik vores bils karosseri til at ryste i sin grundvold, og hvordan det foruroligende mørke i ‘Bury a friend’ og de apokalyptiske linjer ”I wanna end me” satte gang i et univers af suicidale tanker og selvdestruktion, som åbnede for en samtale, man sjældent har med sin datter på vej i skole en tirsdag morgen.
Her var en punkrockers attitude parret med en stemme og sans for sangskrivning beåndet af den helt store Popgud. Og her var noget musik, som vi var fælles om at holde af. Som hvis Iggy Pop og Madonna havde fået et kærlighedsbarn. Og Billie Eilish transcenderede alle stereotyper og dekonstruerede popstjernebilledet ved både at være grim og pæn, stærk og sårbar, den perfekte popstjerne og den perfekte teenager.
Et par år senere sidder jeg så en hverdagsaften og ser den nye dokumentar, ’The World’s A Little Blurry’, med min nu 13-årige datter, som kulturelt befinder sig et sted mellem Hogwarts, ‘Forsidefruerne’, boisifisering og så selvfølgelig Billie Eilish.
Allerede under tilblivelsen af debutalbummet rygtes det, at noget stort er på vej, og instruktøren R.J. Cutler begynder at følge Billie, storebror Finneas – Billies musikalske og åndelige allierede – og de søde og lidt stenede hippie-forældre, Maggie og Patrick, som efter bedste evne forsøger at være støttende og forstående, men som ofte efterlades som statister i deres børns mere og mere handlingsmættede liv.
Og det er netop hendes alder – hun er lige fyldt 19 år – som gør Billie Eilish og filmen om hende – så interessant, fordi hun befinder sig netop det sted i livet, hvor man ser sin egen fremtid som en glitrende drøm, mens ens hverdag og krop føles som en kløende uldsweater.
For nok er Eilish vanvittig talentfuld, men hun er også vrangvillig, mopset, kontrær og øretæveindbydende. Ikke på en påtaget måde, men fuldstændig en til en, præcis som den teenager, der sidder ved siden af mig med et par hårtotter farvet grønne og med lange lemmer voksende alt for hurtigt ind i fremtiden. Og hun smiler medvidende, indforstået og også lidt (pinligt) berørt, for det kunne jo være hende selv, da Eilish fortæller om det store crush, hun havde på Justin Bieber kun et par år tidligere, men som hun da er så meget er ovre nu.
Indtil selvsammme Bieber kort tid efter materialiserer sig for hende som sendt fra den mest lyserøde candyfloss-drøm og ikke bare er fan af sin egen største fan, men siger “I love you” og vil være hendes bedste ven. “OMG” sitrer det fra pladsen ved siden af mig, mens popcornene indtages hypnotisk med lige så måbende åben mund som Billies, da en funklende sort Ford Mustang i en anden scene bliver kørt ind med en gigantisk rød sløjfe til hendes 18 års fødselsdag.
Men forældrene Maggie og Patrick er bekymrede. Siden deres datter var lille, har tankerne været mørke, og notesbøgerne fulde af foruroligende digte, noter og tegninger om at føle sig forkert.
“Jeg troede ikke, jeg ville blive så gammel,” siger Billie og fortæller om barberbladene og de mange sår, som hun holdt skjul for forældrene, og mens koncerterne bliver hyppigere, og antallet af skrigende fans stiger, sætter udmattelsen ind og Billies Tourette syndrom, som indtil da har været nogenlunde i kontrol, får hendes ansigt til at splintres i tics.
“Hun er uden filter,” siger min datter.
“Lidt ligesom Tessa. Hun er mere ærlig og ikke så poleret. Mere almindelig. Man kan identificere sig med hende,” uddyber hun.
Og selvom man selvfølgelig skal tage sig i agt for at betragte den iscenesatte dokumentar-virkelighed som sandheden, så fremstår Billie Eilish som en ikke-ironisk ikke-konstruktion, hvilket fra min plads ved siden af en teenager gør filmen om hende til en fortælling om at være sårbar og udsat teenager i en tid, som sjældent har været mere ubarmhjertig at vokse op i.
“Billie, din musik har reddet mit liv,” råber de grædende piger efter hende, og Billie standser og trækker dem ind til sig i store kram og hvisker, hvor meget de betyder for hende, og lige der virker det som, de har lige meget brug for hinanden.
Indtil hun ikke kan mere og ikke længere ved, om hun er i Milano eller Sydney eller whatever, og selv hendes fans er blevet en fjende, så mor Maggie må tage fat i hende og trække hende tilbage ud i manegen, som den cirkushest hun er blevet. Og denne far tænker, om den ellers så forstående løvemor også er blevet lige vel grebet af sin stjernedatters himmelfærd, at hun glemmer at beskytte hende mod verden. Det er jo set før.
‘The World’s A Little Blurry’ er en coming of age-fortælling om lige præcis overgangen mellem barnets behov for omsorg og voksenlivets fordring om at være sit ansvar bevidst. Billie Eilish er verdenstjernen, som aften efter aften leverer varen på de største scener, men da hun vrider om på foden i de første sekunder af sin optræden foran tusindvis af italienere, er det barnet, som forlegen og forgræmmet løber skamfuld af scenen og har lyst til at gemme sig, fordi det simpelthen er for pinligt.
Og da muligheden for som den yngste nogensinde at skrive titelsangen til Bond-filmen ‘No Time To Die’ opstår, går hun ind i det som ansvarlig popstjerne. Men det er Finneas, som må vride armen rundt på sin distraherede lillesøster for at få færdiggjort demotracket en sen aften på tourbussen for at overholde deadline.
Og jeg sidder tilbage med en følelse af, at hun ikke kunne have valgt en værre branche at vokse op og ind i, fordi den virker præcis så destruktiv og altfortærrende, at jeg – som far – ville gøre alt for at skærme mit barn mod den. Især et barn, som i forvejen er martret af et indre mørke.
Og vi forlader Billie, der netop har fået kørekort og cruiser rundt på sin første tur alene og for en sjælden gangs skyld har et stort smil på læberne og reflekterer over, at det hele egentlig går meget godt med de seks grammyer, hun lige har vundet og de 77 millioner følgere på Instagram.
Selv sit eget udseende har hun overskud til ikke at være helt så kritisk overfor, mens regnen siler ned over Los Angeles og hendes sorte Mustang. Men er det en modnet version af teenageren, der taler her, eller er det pengene og berømmelsen, som har skudt sig ind som en behagelig, angstdæmpende membran i det sarte sind? Og vil Billie Eilish lide samme skæbne som Britney, Johnny, Kurt, Marilyn, Amy og alle de andre, som var for følsomme til ikke at knække?
‘The World’s A Little Blurry’ kan ses på Apple TV+
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
