”Dronningen af Panna” omtales Anusha i DR Ultra-serien af samme navn. Som 16-årig besluttede hun at stoppe til fodbold og starte til panna, der er en type streetfodbold, som handler om at lave tricks og tunnel. Skiftet skyldtes især den racisme, hun havde mødt fra en tidlig alder i den traditionelle fodbold. En modgang, som hun sidenhen har brugt som motivationsfaktor til at vende polariserende strukturer i sporten og samfundet generelt. Panna er for Anusha på mange måder blevet en ny platform at udtrykke sig selv igennem, men også et sted, som forhåbentlig kan inspirere andre unge.
”Vi befinder os under Bispeengbuen, som tidligere var kendt for meget kriminalitet. Så det der med, at vi har fået skabt noget og vendt synspunktet for street under buen. Det har jo været med til at inspirere rigtig mange mennesker,” fortæller Anusha.
Da Miklo var ung, havde han svært ved at kontrollere sin vrede og reagerede ofte meget instinktivt på sine følelser, men fik som 13-årig en kontaktperson, som han dannede et meget tæt bånd til, og som blev et stort forbillede for ham. Han skabte et rum at spejle sig i og formåede at tale ind i de ting, som Miklo var god til, mens han lærte ham at kontrollere sine følelsesmæssige handlinger. Derfor er et af Miklos vigtigste opråb til unge, der går igennem svære perioder i deres liv, at man skal turde stole på processen mod det bedre, tage imod den hjælp, som man kan få fra voksne, og måske vigtigst – at vi møder hinanden med gensidig kærlighed i den her proces.
”Ser vi nogle mennesker gøre nogle ikke særlig gode ting, skal man ikke dømme dem, fordi alle går igennem et eller andet, for at de foretager sig, hvad de gør. Ser du en smadre et eller andet, er det selvfølgelig ikke okay, men det er heller ikke okay at kigge ned på de her mennesker, for så forværrer vi det bare. Måske er det den måde, som de har lært at komme videre på. Vi har ikke alle været heldige nok at få de rigtige ressourcer og få den rigtige hjælp,” siger Miklo.
Cengiz var blandt vinderne i sidste års DR-program ‘Danmarks næste tøjdesigner’, men er gennem hele sit liv blev mødt med mange fordomme og antagelser, fordi han så ud og gik klædt på en bestemt måde. På sit afsluttende semester som kandidatstuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi hev en af hans undervisere ham til side og sagde opfordrende:
”Du har en historie, du har en stemme, som du skal fortælle. Du skal repræsentere nogle mennesker og en vinkel, som mange andre ikke har, og som mangler i det her vakuum i den her forfærdeligt indspiste modeverden.”
