Lytter du til podcast? Cykler? Eller tager på Roskilde Festival? Hvis ja, så tillykke. Så er du nemlig velintegreret i Danmark. Eller, det var i hvert fald den stående joke, da gæst Babak Vakili og hans venner som unge snakkede om, hvornår de virkelig var blevet en del af det danske samfund.
”Vi plejede at finde nogle indikatorer for integration. Du ved, også lidt som en joke, ikke?
Yder du din del i samfundet? Arbejder du? Er du under uddannelse? Men vi gik ligesom videre og sagde: At tage på Roskilde Festival, så er du fucking integreret. Hvis du lyttede til podcast, så var du fucking integreret. Hvis du cykler…” mindes Babak Vakili.
Men en ting er at joke med de mindre sædvaner og de store samfundsmæssige forventninger. Noget andet er at være et ungt menneske, der forsøger at navigere i det. Igennem gymnasiet mærkede gæst Helin Erdem, der var den eneste med mellemøstlig baggrund i sin klasse, hvordan det at passe ind ikke kun handlede om faglige forventninger, men også om, hvordan hun så ud, og hvad hun signalerede med sit tøj, sin frisure, sine tatoveringer og attitude.
”I gymnasiet ville jeg især gerne have, at folk troede, at jeg var meget dansk. Jeg buzzcuttede halvdelen af mit hår af. Jeg fik tatoveringer og piercinger. Bleach-dyede mit hår. Jeg ville se så ’unambiguous’ ud som muligt. Altså, jeg internaliserede alt mulig diskrimination,” fortæller Helin Erdem om at gå i musikklassen på et dansk gymnasium og prøve at passe ind.
For musikproducer Nicki Pooyandeh er det svært at sætte to streger under, hvornår man er fuldt integreret. For ham kommer det i langt højere grad indefra, end det handler om, hvilke forventninger samfundet møder ham med.
”Jeg tror, det er farligt at gå og søge efter, om man er blevet integreret, fordi så ender man bare med at give slip på nogle vigtige ting ved sig selv. Jeg synes mere, at man skal kigge indad og være sådan, hvad er det, jeg godt kan lide? Og hvad er det, jeg synes, er vigtige egenskaber som menneske?,” siger han.
Et evigt emne
Spørgsmålet om integration har fulgt gæsterne hele livet. Fra det tvivlende barnesind, der var optaget af, om man kunne kalde sig dansker eller iraner, til helt ind i voksenlivet, hvor journalister ikke kan slippe emnet og konsekvent fokuserer på minoritetsbaggrunden i interviews.
”Det har fulgt mig hele mit liv, jeg lavede engang et interview med Politiken, hvor jeg sagde, kan vi ikke lade være med at snakke om indvandring? Bare snakke om musik. Så ender overskriften på forsiden af Politikens Ibyen tillæg, sådan her: ”Rapperen Vakili er træt af prædikatet præmieperker,” fortæller Babak Vakili.
For vært Fatimah Gabriella har hendes navn været en tilbagevendende bekymring i forhold til at skulle passe ind – både som barn og voksen.
”Jeg hedder egentlig Fatimah Mohammed, og da jeg skulle lave min virksomhed, skulle jeg finde et navn, der ligesom kunne neutralisere mit mig. Så der fandt jeg på Gabriella. Jeg er så glad for mit Fatimah-navn i dag. Jeg synes, det er et fucking sejt navn, men jeg tror også bare, at man som ung gerne vil ligne de andre og ikke stikke for meget ud,” siger hun.
Den følelse kan både Helin Erdem og Babak Vakili også genkende. I folkeskolen havde de ligeledes begge perioder, hvor de gerne ville hedde noget andet for at gøre tilværelsen lidt nemmere. I dag har Babak Vakili vendt fokus indad i stedet.
”Jeg har været optaget af, hvordan vi ser os selv, hvordan musik, den musik, vi selv laver og lytter til, taler om os i forhold til kriminalitet, i forhold til uddannelse, i forhold til skole, i forhold til kvindesyn,” siger han.
Lyt til tredje episode i sæson 2 af ’Perkologi’, hvor der sættes fokus på integration og assimilation.
