Det var tidlig morgen den 11. september 2001, og Danmarks daværende generalkonsul i New York, Michael Metz Mørch, sad i toget på vej til arbejdet. Han var i højt humør, for det tegnede til at blive en ualmindeligt god dag.
”Jeg hoppede ud på Grand Central Station på en vidunderlig september morgen. Blå himmel, skøn luft – alt var godt. Og jeg kiggede ned mod World Trade Center, som altid står markant smukt for enden af Manhattan,” siger Michael Metz Mørch.
Da fik han pludselig øje på noget andet, der ødelagde hans gode humør øjeblikkeligt. Noget, han ikke kunne identificere, ramte siden af det ene tårn – og efterlod et gabende hul.
Han stivnede ved synet. Og det gjorde resten af byen også.
”Pludselig døde byen. Alle biler stoppede, mennesker stoppede, det var fuldstændigt surrealistisk. Og vi kiggede på hinanden og sagde, hvad fanden sker der?” Siger Michael Metz Mørch.
En taxa holdt ind ved siden af ham, og Michael Metz Mørch skyndte sig derover og kiggede ind ad ruden. Han spurgte, hvad der var sket, og taxachaufføren var ikke i tvivl.
”The Al Qeada just hit the World Trade Center,” svarede han.
Kort efter brød begge tårnene sammen, og Michael Metz Mørch arbejdede alle døgnets timer for at få situationen under kontrol.
Han hjalp de overlevende, gik på jagt efter forsvundne danskere og delte seneste nyt med omverdenen om det terrorangreb, han var vidne til – og som har ændret verden, som vi kender den, for altid.
Homoægteskab, 9/11 og dansk EM-sejr
Michael Metz Mørchs beretning er en del af podcastserien “Jeg var der,” som Post- Tele- og Kommunikationsmuseet ENIGMA har produceret i samarbejde med Heartbeats.
Serien er en samling af fortællinger, der har brændt sig fast i vores fælles historie – historier om alt fra 9/11, Danmarks første homoægteskab og EM-sejren i fodbold i 1992 – fortalt af mennesker, der stod midt i øjeblikket.
I forbindelse med, at ENIGMA åbner, udkommer et afsnit i serien om ugen – både her på Heartbeats og på ENIGMAs hjemmeside.
Vært – Jane Sandberg
Tilrettelægger – Flora Juul Holst
Musiker – Therese Aune
Lydbearbejdning – Anja Tietze Lahrmann