Özlem Cekic kommer fra en kurdisk familie, der kom til Danmark som gæstearbejdere. Hendes forældre har aldrig lært dansk, så det lå ikke i kortene, at deres datter skulle blive folketingsmedlem i Danmark. Forældrene var meget stolte, da hun blev valgt, husker Cekic.
”Vi gjorde rent, og du blev valgt, sagde min far,” fortæller hun.
Özlem Cekics motivation for en politisk karriere fik næring af den indignation, hun oplevede gennem sit virke som psykiatrisk sygeplejerske for børn og unge. Først fik den afløb gennem fagpolitisk arbejde, men det gik hurtigt op for hende, at det var i Folketinget, at hun for alvor kunne få gennemslagskraft og magt til at gøre en forskel for den sag, hun ville kæmpe for.
Da Özlem Cekic som nyvalgt skulle skrive under på Grundloven, havde hun som andre nyvalgte inviteret sin familie med.
”Jeg kan huske, da de kommer. De ligner ingen andres pårørende. De skiller sig bare så meget ud.”
Özlem Cekic husker også, at der var mange udfordringer ved at være nyvalgt med en baggrund som hendes.
”Majoriteten er nogle, der kommer fra politiske familier. Generationer før dem har banet vejen, folk kunne ikke engang udtale mit navn.”
Men fordele var der bestemt også.
”Jeg havde minoritetsbaggrund, jeg havde en praktikerbaggrund, og jeg kom fra et arbejderhjem, så jeg kunne tale et sprog, som rigtig mange kunne forstå uden for Christiansborg. Det gav sindssyg meget pressetid,” fortæller Özlem Cekic.
Hun forlod politik i 2015 og er i dag generalsekretær i Foreningen Brobyggerne. Den lille datter er i mellemtiden blevet 15 år, og spørger man Cekic, hvad hun håber, at hendes datter tager med fra sin mors historie som folketingspolitiker er svaret, at ”jeg håber, hun kigger på min historie og tænker, hvis mor kunne, så kan jeg også”.
Hør hele Özlem Cekics historie i podcasten ’Jeg var der’. Podcasten er produceret af ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation i samarbejde med Heartbeats.
Vært – Jane Sandberg
Tilrettelægger – Flora Juul Holst
Musiker – Therese Aune
Lydbearbejdning – Anja Tietze Lahrmann