Men det er ikke kun pressemødet den 11. marts, som har sat varigt aftryk i Søren Brostrøms hukommelse. Allerede den 6. marts havde han nemlig deltaget i et pressemøde, som han i dag også tænker tilbage på som skelsættende. Det var på det pressemøde, at Brostrøm fortalte danskerne, at fysisk kontakt ikke længere var tilladt. Her sagde han:
”I må ikke kramme, I må ikke trykke i hånd. Det synes jeg var ekstremt grænseoverskridende,” siger Brostrøm, som også erindrer, at han var meget bevidst om, at det han bad om, var en voldsom indgriben i vores alles liv.
”Det er der aldrig nogen i Danmarkshistorien, der har bedt folk om at gøre. Baseret alene på min autoritet”, fortæller Søren Brostrøm i podcasten Jeg var der.
”Jeg vidste godt i situationen, at det her vil gå over i Danmarkshistorien.”
Da pressemødet den 11. marts 2020 var slut, oplevede Brostrøm med det samme konsekvenserne af sine ord.
”Jeg tog metroen hjem. Der ligger en stor Netto-forretning, lige ved siden af metrostationen, og der var folk allerede i gang med at hamstre toiletpapir. Der kunne jeg se, hvor stor effekt, det havde”.
Han husker, at han i dagene op til pressekonferencen havde øvet sig i at servere budskabet, men fortæller også, at der ikke var tid til, at han fik træning i af servere budskabet.
Skulle Søren Brostrøm havde holdt pressemødet i dag med den viden, han nu har, ville han gerne have givet danskerne mere håb. Og så ville han gerne have haft mere viden om virussen.
”Jeg ville gerne have vidst mere, end jeg vidste. Jeg er en person, der lever af viden og baserer det jeg gør på viden, og lige præcis i den situation skulle vi træffe nogle meget, meget, meget store beslutninger på et ufuldstændigt vidensgrundlag. Det var vi nødt til at gøre. Det var også det rigtige at gøre. Men jeg ville gerne have vidst noget mere.”
Hør hele Søren Brostrøms fortælling i podcasten ’Jeg var der’. Podcasten er produceret af ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation i samarbejde med Heartbeats. Museumsdirektør Jane Mylenberg taler i podcastens første sæson med 10 personer, som har stået midt i historiske brændpunkter.
Vært – Jane Sandberg
Tilrettelægger – Flora Juul Holst
Musiker -Therese Aune
Lydbearbejdning – Anja Tietze Lahrmann