Pernille Blume begyndte at svømme som fireårig, og gennem hele hendes opvækst var en hverdag uden svømning næsten umulig at forestille sig. Men i starten af 20’erne blev tankerne fyldt med eksistentielle spørgsmål om identitet og livet i det hele taget.

”Lige pludselig, når man en alder, hvor man tænker: ’Gud, hvordan er jeg egentlig nået her i mit liv?’, som om, at livet bare har kørt afsted med én. Man har måske ikke nået selv at stoppe op og tænke: ’Hvorfor er jeg egentlig her i mit liv?’” fortæller Pernille Blume og fortsætter:

”Hvorfor svømmer jeg egentlig? Har jeg egentlig selv rigtig valgt det? Fordi jeg gik bare til svømning lidt ligesom, at man også skal gå i skole. Det var en helt naturlig ting.”

Pernille Blume havde dedikeret sit liv til sin sport i drømmen om at komme til OL, men følte sig aldrig god nok til topsejr.

”For mig blev min fiasko faktisk, at jeg prøvede, prøvede og prøvede, men kom aldrig nogensinde igennem med det, og til sidst valgte jeg bare at stoppe med at svømme, fordi jeg følte mig… Ja, som en fiasko nærmest. Og den følelse blev kun forstærket af at stoppe med at svømme,” siger Pernille Blume.

”Så føler man sig virkelig som en fiasko, der har trænet i tre år og har brugt alt sin tid og energi på det for at kunne nå et OL, for så otte måneder inden at sige: ’Nu kan jeg ikke mere. Jeg har ikke mere at give, og jeg er totalt ulykkelig og deprimeret.’”

”Det er jo ligesom sådan en ond cirkel, ikke?” forklarer hun. ”Man bliver jo sådan en selvopfyldende profeti omkring, at man bare ikke rigtig kan finde ud af noget, og man har ikke rigtig noget at give til folk. Man er den som bukkede under, når alle andre ikke gjorde.”

På dette tidspunkt indså Pernille Blume, at hun levede sit liv efter andre menneskers valg, og det blev nødt til at ændre sig, hvis hun skulle fortsætte som svømmer. Hun blev nødt til at mærke sig selv og lytte til sine egne behov.

”Jeg følte, at der var så mange mennesker, altså på godt og ondt, som havde taget så mange beslutninger for mig, og ikke givet plads til, at jeg selv kunne blive den unge kvinde, som jeg var, med min egen stemme.”

Ved at anerkende sine egne følelser og omtænke tidligere træningsstrategier fandt Pernille Blume den indre drivkræft, som genstartede hendes svømmekarriere, og senere ledte hende til at vinde igen.

 ”Det var jo mit bevis på: ’Wow! Det, jeg har gang i her, det virker! Og så har jeg det endda sjovt samtidig. Det var en win-win!”

Hør hele episoden med Pernille Blume her, eller der, hvor du finder dine podcasts.

Vært: Tommy Ahlers

Producer: Simone Nystrup-Larsen

Musik: Leo Peter Larsen

Redaktør: Emil Norsker