Ud af tågen ved Gammelsogn kirke i Ringkøbing kommer to journalister til syne.
Den ene er podcastens vært Mikael Kamber, som i den nye sæson 2 af ‘Min Gåtur Gennem Livet’ endnu en gang vil rejse land og rige rundt for at gå de ture, der har en helt særlig betydning for dem, der gæster podcasten. Den anden er Anders Agger.
I sit virke er Anders Agger gået fra at være den unge journalistpraktikant på lokalavisen i Ringkøbing til at lave både nyheder og dokumentarprogrammer for DR. Men selvom den vestjyske by ikke just er et epicenter for mediebranchen, har Anders Agger i størstedelen af sit liv alligevel haft adresse i 6950 Ringkøbing.
– I vores branche er der nogen der har spekuleret i; ”Er du ambassadør for Vestjylland? Hvad sker der for dig?” Der har været virkelig mange fredagsbare på TV-avisen, hvor man 02:30 godt kan mærke at alle er ved at være der, og så spørger de: ”Men hvorfor bor du i Ringkøbing?”, fortæller Anders Agger.
Et spørgsmål Mikael Kamber også har brændt inde med i nogle år, eftersom de to journalister faktisk var kollegaer, da Anders Agger startede sin karriere på TV-avisen hos DR for 35 år siden.
Heldigvis fik Mikael Kamber svar på sit spørgsmål, da gåturen nåede Ringkøbing Fjord, hvor Anders Agger har tilbragt utallige timer med de nye venner, han tilegnede sig i sine unge teenageår, efter hans familie havde besluttet at flytte til byen.
– På mange måder så levede de et liv, hvor det ikke var et statement, at man gik ud i naturen, at man hang ud på fjorden, at man badede hele året rundt – det var bare noget man gjorde. Når jeg mødes med alle mine venner i dag, så er vi egentlig stadig bundet sammen omkring, at vi har tingene lige omkring os. Jeg tror bare, at den dimension jeg fik ind dengang, har lagret sig, beretter han.

Død og Love Shop
Efter at have krydset Bagges Dæmning er de to journalister så småt ved vejs ende, og her falder samtalen meget passende på døden. Anders Agger, som ellers har været en fast mand på holdet hos DR siden 1989, tager nemlig nu orlov for at prøve sig ad i rollen som forfatter – og her vil han skrive en bog om døden.
– Kærlighed og død hører ikke nødvendigvis sammen, men det gør det for mig. Jeg gider ikke aftabuisere døden, fordi jeg bliver så træt af, at vi skal aftabuisere alt muligt. Vi taler jo hele tiden om, at vi skal tale om alt, og det synes jeg ikke man skal nødvendigvis, men lige omkring døden er mit ønske bare, at vi finder en eller anden form for sprog omkring det, siger han.
Én måde at gøre det på er gennem musikken, og det er noget som Anders Agger allerede praktiserer med sine brødre, når de laver playlister til deres egen begravelse. Det er også en tanke som Mikael Kamber ofte har haft, og derfor kan du i denne episode af ’Min Gåtur Gennem Livet’ høre, hvad der skal spilles i kirken, når de to journalister skal begraves.
– Jeg har to sange, og den ene er et kæmpe nummer med Love Shop, der hedder ’Alle har en drøm om at befri’. Men det nummer varer 6 minutter og 17 sekunder. Det er satme lang tid at gå rundt med min kiste i Ringkøbings gader. Så der er også en anden mulighed, mener Anders Agger.
Lyt til hele episoden for at høre hvilken husketing Anders Agger har fundet på sin rute og find ud af, hvilken anden sang, der måske skal spilles til hans begravelse.

Vært: Mikael Kamber
Lydlogo og musik: Asger Bosendal
Produktion og klip: Andreas Skøtt Lenstrup