Selvom Pusher Street er et mere lovlydigt sted i dag, så er det alligevel en splittet oplevelse for Karen Mukupa, når hun med mikrofon for munden og et kamera i ryggen, bevæger sig ned ad den berømte og berygtede gade på Christiania. 

– Må vi godt tage billeder her? Må vi godt filme her? Må vi egentlig godt gå her med en mikrofon? Dengang holdt man jo øje med, hvis der var nogen, der havde en lille hovedtelefon i det ene øre, fortæller Karen Mukupa om sine første minder fra Christiania, hvor hun også selv var opmærksom på de betjente i civilbeklædning, der jævnligt patruljerede Pusher Street med en øresnegl i øret. 

Forbuddet mod at tage billeder er blevet ændret til en opfordring efter et samlet Christiania i 2024 nåede til enighed om at lukke Pusher Street for at skabe et tryggere centrum i fristaden. Dermed blev gadens gamle brosten revet op af jorden og hashhandlen blev afskaffet til fordel for souvenirbutikker og kaffeboder, selvom vejskiltet forbliver det samme.  

– Jeg var bange for, at det ville dræbe ånden, som er herude, siger Karen Mukupa.

– Men jeg synes faktisk, at det er blevet et skønt åndehul. Det sidste stykke tid, da Christiania var – i gåseøjne lovløst – så havde jeg ikke lyst til at tage min datter med herud. Det havde sådan en aura af mørkhed og tristhed, som jeg heller ikke synes klædte Christiania, men jeg synes, den har fået den der kærlige hippie-vibe igen, beretter Karen Mukupa, imens hun hilser på en af sine venner, der suser over Pusher Streets nylagte brosten på sin Christianiacykel. 

Fra Pusher Street til Natasjas Gade

Det er den sidste episode af ’Min gåtur gennem livet’, inden podcasten holder sommerferiepause, og solen skinner på den gamle farverige kasernes mange vægmalerier, som var det allerede blevet sommer. Én af de vægmalerier, solen rammer, er et stort portræt af den afdøde rapper Natasja, bemærker Mikael Kamber. 

– Det passer faktisk helt perfekt med, at hun er lige der, for det er da ikke nogen hemmelighed, at vi også hang ud i Pusher Street, da vi var unge, fortæller Karen Mukupa om fortiden med sin barndomsveninde Natasja. 

Karen Mukupa er født i Zambia og flyttede i en ung alder med sin familie til Tanzania, men som bare 15-årig besluttede hun sig for at flytte alene til Danmark. Et par år senere møder hun gennem en fælles ven Natasja på Ringe Festival, og her oplever hun for første gang en følelse af, at kunne spejle sig i en anden – på både indersiden og ydersiden. 

– Jeg ser lige pludselig en pige, som minder om mig og har samme hudfarve. Jeg husker, vi snakkede meget om, hvor vi kommer fra. Vi snakkede slet ikke om musik, mindes Karen Mukupa og tilføjer, at hun mødte Natasja på et tidspunkt, hvor hun også savnede sit afrikanske ophav. 

– Da jeg flytter til København, finder jeg ligesom min stamme, beretter hun og tilføjer, at det faktisk først er, da hun møder Natasja igen på Christiania, at de gennem deres fælles kærlighed for hiphop og reggae beslutter sig at danne ’No Name Requested’ og opsøge en karriere i musikbranchen sammen.

Som vægmaleriet på Pusher Street vidner om, sluttede Natasjas karriere dog alt for tidligt ved hendes død i 2007, men Karen Mukupa er heldigvis stadig aktiv og faktisk også højaktuel, fortæller hun Mikael Kamber, da deres gåtur runder ’Natasjas Gade’ ved Den Grå Hal, hvor ’No Name Requested’ spillede nogle af sine allerførste koncerter. 

– Den 21. juni er der kæmpe Natasja memorial herinde, hvor der kommer en masse, der skal spille i hendes navn, fortæller Karen Mukupa og fortsætter

– Jeg skal måske også lave en lille optræden.

Lyt til den sidste episode inden ’Min gåtur gennem livet’ holder sommerferiepause for at finde ud af, hvor Karen Mukupa finder sine husketing, når hun sammen med Mikael Kamber går en tur ned ad mindernes allé på fristaden Christiania i hjertet af København. 

Vært: Mikael Kamber
Lydlogo og musik: Asger Bosendal
Produktion og klip: Andreas Skøtt Lenstrup