– Nåmen jeg går i panik. Er der nogen, der skal have noget med???
Sådan lyder det fra en presset kvinde på Line Jensens illustration, der muligvis også er et selvportræt fra det kaotiske familieliv, hun dagligt deler med cirka 80.000 følgere på Instagram-profilen @linejensen_illu.
– Tegningerne startede i det der småbørnskaos med barsel og sådan noget, men mine børn er heldigvis blevet større, så nu er det jo alt. Det er også balancen mellem arbejde og familie og parforhold og det at være et menneske i verden, fortæller Line Jensen.
Inden Line Jensen flyttede til Møn, hvor hun i denne episode af ’Min gåtur gennem livet’ går en tur med Mikael Kamber, levede hun nemlig et liv i løbetempo på Amager i København.
Den konstante summen, de mange mennesker og arbejdets deadlines, fik hende til at stille sin familie det samme spørgsmål, hver gang hun tilbragte weekenden i det, der engang bare var deres sommerhus.
– Hvad nu hvis vi boede her rigtigt?
Efter hun fik en voldsom overbelastningsreaktion efterfulgt af en tre måneder lang stress sygemelding, fik dét spørgsmål en mere seriøs undertone. Efter hun havde brugt huset på Møn til at komme sig, var hun ikke i tvivl længere.
– Det var som om, at min krop både indvendigt og udvendigt havde sådan nogle fimrehår, der bare stod og strittede ud i luften, og så snart jeg var her, lagde de sig lige så stille ned, fortæller Line Jensen.
– Bare ved tanken om, at jeg skulle tilbage og bo inde i byen så tæt med andre mennesker, begyndte de der fimrehår bare at sitre igen, siger hun.
Fra løb til gang til stilstand
Under Line Jensens barsel med sin yngste datter lykkedes det hende at få sit liv ned i gangtempo, selvom de endnu ikke havde flyttet fra den hektiske storby til det rolige liv på landet.
Tempoet blev endda skruet endnu længere ned, og derfor viser hendes tegninger fra den gang også, hvor sindssygt kedeligt det var at være alene hjemme med en tre måneder gammel baby, fortæller hun.
Men kedsomheden bundede også i noget andet, som faktisk satte Line Jensens liv helt i stå.
– Da min yngste datter var 4-5 uger gammel, vågnede jeg en morgen og kunne ikke støtte på foden, så jeg havde et halvt år på barsel, hvor jeg ikke kunne gå, beretter Line Jensen.
– Jeg kan huske, at min mand Rune skulle til at afsted, og han var sådan: Jeg bliver nødt til at gå nu, er du okay? Og jeg var bare sådan: Nej, jeg er ikke okay. Jeg er ikke okay. Jeg græd og græd og græd over, at han skulle gå. Jeg skal være fire dage hjemme med børn, der bare kræver noget konstant, og jeg kan ikke engang stå på benene!
Hverken læger eller fysioterapeuter kunne fortælle Line Jensen, hvad der var galt, og i en lang periode var hun også nervøs for, om hun overhovedet ville komme til at gå normalt igen, men hun husker tydeligt en af de første tegn på, at smerterne så småt var ved at gå over.
– Da vi kom herned til Møn, var det første gang jeg kunne gå på sandet, fordi det var blødt. Det der med at gå med bare tæer i sandet var bare sådan wauw… jeg var ved at tude over det, fortæller Line Jensen.
Lyt til hele episoden for at høre mere om Lines nye liv i gangtempo, og hør hende fortælle Mikael Kamber om sine husketing, når de går en tur gennem Fanefjord skoven på Møn.
Vært: Mikael Kamber
Lydlogo og musik: Asger Bosendal
Produktion og klip: Andreas Skøtt Lenstrup
