Niels Lyngsø: “Det er gavnligt at besøge lommer af stilhed”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Kristina Pedersen

Niels Lyngsø: “Det er gavnligt at besøge lommer af stilhed”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Meditationsvejleder og forfatter Niels Lyngsø er tæt knyttet til naturen. Han har derfor inviteret vært Mikael Kamber med på en gåtur på smukke Østfyn, hvor han selv er bosat.

Sponsoreret af:
Livsstil En del af serien:

Min Gåtur Gennem Livet

Podcasten er produceret af Heartbeats i samarbejde med Hjerteforeningen og TrygFonden.

De fleste mennesker vil kunne pege på en rute, der har haft stor betydning for deres liv. I denne podcast inviterer vært Mikael Kamber en række kendte danskere med ned ad mindernes allé. Vi skal rundt i landet og høre deres historier og nyde naturen. De bedste tanker og samtaler kan opstå på en gåtur, og gang har en positiv indvirkning på både krop og sind. Derfor opfordrer vi også dig, der lytter, til at tage podcasten i ørene og gå med – enten på gæstens rute eller din egen.

Podcasten er en del af Hjerteforeningen og Trygfondens indsats GÅ MED. Du kan finde meget mere om alle gæsternes ruter og få inspiration til selv at komme mere ud at gå på gaamed.dk.

For Niels Lyngsø er skoven helt essentiel når han skal finde ro i kroppen. Dagens gåtur finder derfor sted i en skov på Østfyn, cirka 20 minutter fra Ørbæk. Han har tidligere levet et liv i fuld fart, men det skulle ændre sig i 2017, da han tog på sit første meditations-retreat.

– Inden jeg selv gik i gang med meditation, syntes jeg det var noget åndssvagt noget, men da jeg kunne mærke at jeg var kommet for langt ud med beruselsesmidlerne valgte jeg alligevel lidt tilfældigt at give det en chance. Og jeg har faktisk ikke set mig tilbage siden, siger Niels Lyngsø

Foto: Kristina Pedersen

De seneste år har Niels Lyngsø omlagt sit liv, og fundet mening gennem intensiv meditationspraksis. Han bruger nu omkring 1.000 timer om året på en meditationspude. For ham handler meditation i virkeligheden ikke om at lære en praksis, men i højere grad om at aflære alle sine dårlige mønstre.

– Den mentale træning er ligeså vigtig for det moderne menneske som fysisk træning er. Det er påfaldende, at vi har svømmehaller, fitnesscentrer og fodboldbaner til at holde os i fysisk form. Men til det mentale har vi kun psykologer og psykoterapeuter, som først kommer på banen, efter det er gået galt, siger Niels Lyngsø

Han fortsætter med at fortælle, hvordan de fleste ikke har nogen ide om, at de selv kan gøre noget for at undgå at skulle reparere skaderne. Han synes, at det mentale skal trænes, fuldstændig ligesom det fysiske, og gennem meditation kan man forebygge de mentale skader.

Foto: Kristina Pedersen

I takt med, at Mikael Kamber og Niels Lyngsø bevæger sig længere og længere ind i skoven, kommer de ud i flere af meditationens afkroge. Og selvom der nok er mange, som har fordomme eller tanker om buddhismen og meditationspraksis – som Niels Lyngsø selv havde, inden han gik i gang – så har han det indtryk, at langt de fleste, som giver det en chance, ender med at få noget ud af det.

– Det er jo den ultimative straf i fængslet at blive sendt i isolation. Noget af det værste man kan gøre ved mennesket er altså at overlade dem alene med deres tanker. Men hvis du kan lære at være i dit eget selskab uden at blive fuldstændig skør af det, har du en kæmpe frihed, for så er der ikke noget der kan gå dig på længere, siger Niels Lyngsø

Vært Mikael Kamber bliver nysgerrig og spørger om Niels Lyngsø vil tage ham og lytterne med på en guidet gå-meditation. Hvordan det fungerer og hvilket helt særligt sted Niels Lyngsø gerne vil vise Mikael Kamber, kan du høre i podcasten.

Find mere om
Footer graphics