Hvis man bad ChatGPT om at generere et billede af københavnere fra kulturlivet, ville det nok se ud, som det syn, der møder én på Hotel Cecil denne fredag eftermiddag.
Her er begge ender af det kulturelitære spektrum repræsenteret: Her er de, der er iklædt marineblå overshirts, sko fra Clark og skuldertasker i læder, og så er der dem i Y2K-inspirerede citat-T-shirts, bæredygtige stofnet og sort neglelak.
Sagt mere enkelt: Enten bærer man transparent brillestel, eller også har man en sølvring i øreflippen.
Det er nu engang heller ikke så mærkeligt. I dag mødes en række politiske spidskandidater for at debattere noget, der ellers ikke har fyldt meget i den igangværende valgkamp: Kultur. Og apropos ChatGPT, så handler denne debat netop om, hvordan kulturen overlever i en tid præget af kunstig intelligens, tech-giganter og global uro.
Debatten er arrangeret af musikrettighedsorganisationen Koda, der har god grund til at bekymre sig over den galoperende mængde af indhold, som kunstig intelligens stjæler fra danske kunstnere uden at kompensere dem.
Som moderator Nynne Bjerre Christensen bekymret spørger:
– Hvem bliver den næste Anne Linnet? Eller laver den næste højskolesang?
Hvis ikke der gøres noget snart, risikerer bunden at falde ud af det danske kulturliv. Der er ganske enkelt ikke incitament til at skabe kunst og kultur, når man ikke betales for det, og det, man har slidt og slæbt for at bringe til verden, bliver stjålet og gjort dårligere af kunstig intelligens.
For at svare på dén problemstilling, er Peter Hummelgaard (S), Jan E. Jørgensen (V), Jakob Engel-Schmidt (M), Samira Nawa (RV), Lisbeth Bech-Nielsen (SF) og Merete Riisager (LA) trådt på scenen nede i Hotel Cecils mørke, men rummelige kælderlokale.
Bred enighed
På det her punkt er partierne for en gangs skyld ganske enige. Vi står ved en skillevej, når det kommer til dansk og europæisk kultur, og der skal gøres noget for at stoppe techgiganterne, før det er for sent.
– Vi er nødt til at gøre det samme med kulturpolitik, som vi gjorde med energipolitik. Vi skal tænke på det som sikkerhedspolitik. For det er nemlig sikkerhedspolitik, der er tale om, når vi tillader techgiganterne at styrte indover os, siger Samira Nawa.
– Hvad nytter det at holde fjenden væk fra hoveddøren, hvis han sniger op via bagtrappen?, spørger Peter Hummelgaard og siger, at det ikke giver mening at pumpe så mange penge i Danmarks og Europas ydre forsvar, hvis ikke vi ved, hvad vi forsvarer. Han mener, at vi er nødt til at være enige om, hvad det vil sige at være dansker/europæer, og her spiller kultur en essentiel rolle.
Nå, men hvad er løsningen så? Dén er noget svær at kokkerere op lige nu og her, er alle paneldeltagerne enige om.
Men det lyder mere eller mindre enstemmigt, at det kræver “benhård beskatning og regulering”, og denne skal komme fra EU. Og selv om EU til tider kan virke svækket, når det kommer til forsvar og indflydelse, så er det en stormagt, når det kommer til økonomi. Derfor er det i Bruxelles, at en lov, der beskytter europæiske og danske kunstnere, skal laves.
Jan E. Jørgensen siger sågar noget, man sjældent har hørt danske politikere udtrykke begejstring over: At vi skal være “kisteglade” for at være med i EU, da EU har de “økonomiske muskler”.
– Når hele EU rotter sig sammen, så betyder det noget, siger han.
Der er bare ét problem: EU er ikke ligefrem kendt for at være hurtig på aftrækkeren, og de snøvler også med at regulere på kulturområdet.
Peter Hummelgaard scorer eftermiddagens helt store klapsalve, da han kritiserer EU for ikke at få fingeren ud – noget, der også skyldes, at EU har været lidt for forsigtige med ikke at ville støde Donald Trump.
– Jeg synes, kommissionen er vattet. Vi har ikke villet blive uvenner med USA, og så har vi taget vigtige skridt tilbage, siger han.
– Betyder det, at du fralægger dig og regeringens ansvar og siger, at vi som nation og regering er magtesløs?, spørger Nynne Bjerre Christiansen.
Nej, siger han – fra dansk side er man nødt til at være foregangsland og opfordrer danske rettighedshavere til at sagsøge og vinde sager overfor dem, der måtte stjæle fra dem.
Usynlige skurke
Det er dog lettere sagt end gjort. AI udvikler sig med lynets hastighed, og det er ikke altid tydeligt, hvad eller hvorfra kunstig intelligens har ‘lånt’ indhold for at skabe værker.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt mener, at det danske kulturministerium er medsagsøger på en række sager, der involverer krænkelse af ophavsretten på europæisk/dansk kultur, og når de bliver dømt, betyder det, at det bliver lettere at lave lovgivning omkring det. Med andre ord vil man gerne kunne sige klart og tydeligt: Det her er ulovligt i EU.
At techgiganterne og kunstig intelligens udefra set virker uoverskuelig og kompliceret at hegne ind, er helt intentionelt, forklarer han. Og fordi Danmark er et så digitaliseret et land, er vi særligt sårbare overfor kunstig intelligens tyveri.
Lisbeth Bech-Nielsen kritiserer den manglende gennemslagskraft og mener, man bør sige endnu hårdere fra overfor techgiganterne:
– Jeg forstår ikke, at det bliver sådan nogle små fragmenterede sagsanlæg. Vi skal bare kunne sige: Det er pisseulovligt at stjæle andres ting. Techgiganterne prøver netop at sælge os et narrativ om, at AI er en gråzone.
Hun mener, at der er sket det samme med kunstig intelligens, som der skete, da sociale medier kom frem for 15-20 år siden. Vi bliver så forblændet af den nye, spændende verden af teknologi, at vi regulerer for sent.
– Jeg synes, vi har gentaget det, som også skete med sociale medier: Man blev overvældet af det nye. Og der gik mange år, før vi indså, at hey, nej, man må heller ikke dele nøgenbilleder online, ligesom man ikke må i den virkelige verden. Danmark er nok lille, men vi bør gå forrest i EU, siger hun.
Hun påpeger et andet problem ved at regulere techgiganterne: Vi bruger deres teknologi, hele tiden. Man bør altså stoppe med at bruge ChatGPT og gå over til et europæisk alternativ, og de findes heldigvis langt hen ad vejen.
Debatten har nået sin afslutning, og selv om løsningen ikke kommer lige nu og her, konkluderer moderator Nynne Bjerre Christensen, at der trods alt blev “skrevet en problemformulering”.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor enige de forskellige spidskandidater er. Når det kommer til techgiganternes indflydelse og den stadig udvidede brug af AI, er det tydeligt, at der er tale om udefrakommende trussel, der ser noget anderledes ud end krudt og kugler, men ikke desto mindre skal ageres på. Snart.
For, som Peter Hummelgaard siger:
– Kultur definerer os som nation.
