Ny ‘Reacher’-spinoff er en skuffende og ligegyldig omgang

’Neagley’ bygger videre på ’Reacher’-universet, men mangler i den grad moderseriens nerve, brutalitet og menneskelighed.

’Reacher’ er en af tidens stærkeste actionserier – ikke mindst fordi den har fundet en effektiv balance mellem brutal action, spænding og mystik og en hovedkarakter med masser af personlighed.

Jack Reacher er både intelligent, fysisk overlegen og kompromisløs, men det er samtidig hans menneskelighed, tørre humor og særlige retfærdighedssans, der gør ham interessant at følge.

Derfor giver det da også mening at udvide universet med en spinoff-serie om en anden af seriens populære karakterer, Neagley, der har været en mere eller mindre fast del af serien.

En skygge af Reacher

Frances Neagley (danske Maria Sten) er tidligere medlem af den samme militære specialenhed som Reacher. Hun arbejder nu som privatdetektiv i Chicago, men hendes tilværelse bliver pludselig vendt på hovedet, da hun får besked om, at hendes gamle ven Tommy (Jhaleil Swaby) er død under mystiske omstændigheder.

Han har efter sigende været påvirket af stoffer og er blevet dræbt af et tog. Neagley tror ikke på den officielle forklaring og beslutter sig for at sætte sin egen efterforskning i gang.

Tommys forældre mener, at mændene bag drabet skal findes i en kult, som holder til på et stort landbrugsområde kaldet Echo Canyon. Det var her, Tommy boede, og inden sin død sendte han Neagley et brev, hvori han skrev, at alt var godt på farmen – til trods for, at Neagley vidste, at Tommy hadede at være der.

Hun opsøger den unge Keno (Jasper Jones), som er blevet set flygte fra gerningsstedet. Han bliver hendes højre hånd og hjælper hende med at finde frem til oplysninger, som kan bringe hende tættere på sandheden.

Den første mistænkte, Neagley opsøger, ender – i bedste Reacher-stil – med at blive dræbt. Det sker ganske vist ikke intentionelt, men resultatet er det samme.

Kulten sætter nu alt ind for at stoppe Neagley, men hun er ikke sådan at stoppe.

Ja, det lyder i høj grad som en ‘Reacher’-spinoff, men ’Neagley’ mangler både den nerve, brutalitet og menneskelighed, som er blandt de helt store styrker ved ’Reacher’.

Det skyldes primært, at man anstrenger sig for meget for at gøre hende til en selvstændig karakter, uden samtidig at have brugt tilstrækkelig tid på at opbygge hende – det stik modsatte af Alan Ritchsons ikoniske actionhelt, som fans har fulgt gennem adskillige bøger og flere sæsoner af den populære serie.

Hård facade, tynd karakter

Vi ser dog også mere menneskelige sider af Neagley. Blandt andet bor hun sammen med sin syge far, som i slutningen af første afsnit bliver akut indlagt, og Neagley lover ham, at hun ikke vil lade ham dø der.

Det er et forsøg på at vise, at der er mere bag den hårde facade, men det føles aldrig som en naturlig del af karakteren. Og det hjælper ikke, at Maria Stens skuespil er kedeligt og unuanceret.

Uanset om hun befinder sig midt i en farlig mission eller hjemme hos sin syge far, er det svært at mærke, hvad der egentlig er på spil for hende.

Det samme gør sig gældende for karaktererne omkring hende. De færreste har den personlighed og dybde, der skal til for at gøre samspillet interessant, og dermed bliver selv de scener, der burde give serien lidt luft mellem actionscenerne, hurtigt ligegyldige.

Serien har dog enkelte klassiske plottwists, som skaber en delvist spændende udvikling undervejs. Det er bare slet ikke er nok til at gøre serien interessant som helhed.

’Neagley’ føles i stedet både uinspireret og idéforladt og lever slet ikke op til sin moderserie, når det kommer til spænding, intensitet og underholdning.

Når intet er på spil

Ganske vist har serien nogle ubehagelige skurke, som udfører modbydelige forsøg på uskyldige patienter og ikke skyr nogen midler for at nå deres mål. Men selv deres kynisme bliver i sidste ende uinteressant, fordi man aldrig for alvor mærker, hvad der er på spil.

En hovedkarakter, der aldrig rigtig kommer i fare, mister hurtigt sin spænding. Neagley får ikke for alvor tæsk, og selv når hun bliver ramt af et skud fra et relativt stort håndvåben, ser det ikke ud til at gøre den store forskel. Hun rejser sig bare og fortsætter.

Selv når hun med jævne mellemrum tjekker ind hos sin dødeligt syge far, bliver det aldrig rigtig smertefuldt for hende – og dermed heller ikke for os som seere.

Det er måske det største problem med ’Neagley’: Serien vil både give os en hård og næsten usårlig actionheltinde og få os til at interessere os for mennesket bag. Men de to sider hænger aldrig rigtigt sammen.

Resultatet bliver en hovedkarakter, som hverken er særlig interessant at lære at kende eller spændende at følge i kamp.

Serien vidner derfor desværre om, at man har forsøgt at gøre det interessant at skifte en mandlig hovedrolle ud med en kvindelig – uden samtidig at forny eller tænke det mindste kreativt på alle andre punkter.

’Neagley’ føles ganske enkelt som ’Reacher’ uden Reacher – men uden at have fundet ud af, hvad der ellers skulle gøre serien værd at se.

Se den på Amazon Prime

🖤🖤🤍🤍🤍🤍

Footer graphics