Det kan godt være, at der ikke er zombier med i Jim Jarmushs nye komdie-drama ’Father Mother Sister Brother’. Men den excentriske amerikanske sangskriver Tom Waits er med, og han kommer alligevel tæt på. Hvis han på nogen måde er skræmmende, er det imidlertid, fordi han er skræmmende god i den her film.
’Father Mother Sister Brother’ er egentlig en antologi, hvilket betyder, at filmen består af tre mere eller mindre selvstændige historier, der følger efter hinanden og berører det samme tema. Det her er en film om familierelationer, og specifikt relationen mellem voksne børn og deres forældre med alt, hvad dertil hører af traumer, løgne og uudtalte problemer.
Centralt i hele tematikken står spørgsmålet om, hvor godt børn egentlig kender deres far og mor – og vice versa.
Når man siger det på den måde, lyder det måske temmelig tungt, men Jim Jarmush har selvfølgelig pakket det hele ind i tør humor og underspillet ironi. I sin helhed er der tale om en meget blid og langsom film, der efterlader et behageligt aftryk – på samme måde som en god massage, hvor man er blevet trykket de rigtige steder og efterfølgende går rundt med en renset fornemmelse i kroppen.
Fake Rolex og easter eggs
I første del, ’Father’, følger man netop Tom Waits i rollen som en halvskør gammelfar, der bor på et afsidesliggende lille sted i skoven i New Jersey, hvor han gør klar til at få besøg af sine to voksne børn Jeff (Adam Driver) og Emily (Mayim Bialik). Besøget driver af pinlig tavshed, ingen kan rigtigt tale sammen og den følelsesmæssige afstand mellem dem er kolossal.
Det ligger ligesom i luften, at faren tidligere har opført sig upassende til deres afdøde mors begravelse, og at han vistnok har haft nogle problemer med diverse substanser. Derudover er han fuldstændig på røven økonomisk, og han kan ikke tilbyde sine børn andet end vand fra hanen, ligesom hans hus generelt er ret ramponeret.
Under overfladen lurer der selvfølgelig en masse hemmeligheder. Hvorfor har han for eksempel skjult sin dyre bil for sine børn? Hvorfor må de ikke vide, at hans Rolex-ur faktisk er ægte?
Jim Jarmush har proppet sin film med den slags små easter eggs og fortolkningsmuligheder, og cineaster vil vide, at han er en selverklæret control freak, der ikke lader noget som helst være op til tilfældighederne i sine film.
Selv tøjet er nøje tilrettelagt i ’Father Mother Sister Brother’ – faktisk er det specifikt designet til filmen – og går man bare lidt op i påklædning, er det en sand fornøjelse at betragte karakterernes stoflige fremtræden.
Dublin og Paris
Navnlig i filmens anden del, ’Mother’, der er skåret over samme læst som ’Father, nemlig et familiebesøg. Denne gang er det blot i Dublin og med to søstre, Timothea (Cate Blanchet) og Lilith (Vicky Krieps), der skal besøge deres mor.
Stemningen er tilsvarende akavet på grund af morens totale mangel på følelsesmæssig forståelse og tilknytning til sine døtre. Hun er en distingveret ældre dame med strittende lillefinger, der én gang om året laver te-selskab efter alle kunstens regler, men samtalerne er pinligt overfladiske og uoprigtige. Alle holder konstant information tilbage overfor hinanden og siger halve sandheder om, hvordan det går på jobbet og med kærligheden.
Mest klart i denne del af filmen står en afskedsscene, hvor datter, datter og mor venter på Liliths Uber-chauffør i, hvad der føles som et langt ondt år, fordi ingen siger noget. Som i noget som helst. Stilhed er som bekendt afskyelig i selskab med visse mennesker, og her tager Jim Jarmush altså et helt simpelt virkemiddel og bruger det meget effektfuldt.
Filmens tredje og sidste del, ’Brother Sister’, foregår i Paris, hvor man følger to tvillingesøskende under et besøg i deres nyligt afdøde forældres lejlighed. Her dykker de ned i gamle fotografier og taler om, hvem deres forældre egentlig var, og hvad de nu skal stille op med alle deres møbler og gamle ting.
Den paradoksale sandhed i tredje del synes at være, at man sommetider kan føle sig tættere forbundet med noget eller nogen, der er forsvundet, end med noget eller nogen, der er lige foran dig. Fortiden har det som bekendt med at virke mere positiv, når man er nostalgisk.
Dit attention span vil hade den
’Father Mother Sister Brother’ er en film ladet med symboler og mening, men om man lige har fanget Jim Jarmushs underfundige budskaber, må man nok være forsigtig med at konkludere.
Hvad der kan konkluderes er, at filmen finder et svært publikum i Generation Z – og i øvrigt alle andre med et kort TikTokket attention span – de vil formentlig hade den og føle sig tortureret. Vi har at gøre med en temmelig avantgarde film uden særlig meget plot: Det handler mere om alt det, der ikke sker og ikke bliver sagt. Når det er sagt, er ’Father Mother Sister Brother’ sært rørende og stilistisk meget tilfredsstillende. Også musikalsk er der noget at komme efter (Jarmush er også selv musiker og leverer kompositionerne), og personligt har jeg svært ved at se, at tilstedeværelsen af Nicos ’These Days’ overhovedet kan gøre nogen film dårligere at opholde sig i.
Samlet set er det en anelse uheldigt, at det er den sidste tredjedel af filmen, der står svagest, fordi man dermed efterlades et mindre overbevisende sted, end man havde behøvet. Alligevel er der tale om en smuk og original film, der måske er svær at placere, men samtidig svær at ryste af sig. Mere kan man næppe ønske sig.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
