Jeg er nødt til at skrive om grise. Igen. Ikke fordi jeg har lyst til det – fordi det er nødvendigt. Du har måske heller ikke lyst til at læse om grise, men det er nødvendigt, at du gør det alligevel. Sammen klarer vi det.
For få dage siden var der en artikel i Politiken om danske søers manglende plads. Om at de jernrammer, som omslutter søernes kroppe under faring og diegivning, i mange tilfælde er mindre end dyrene, så de må ligge med hovederne i eller under fodertruget.
Det virkede som en afsløring, men var det ikke. Sådan har det været, siden man fandt på det med at lade søer stå i tætsluttende bokse. Tager man et billede af en ung so, ser det ud til, at den kan gå både et skridt frem og et tilbage. Tager man et billede af en udvokset so – som typisk er midtvejs i sit produktionsliv – fylder den boksen ud i længden. Sådan er det, og sådan har det hele tiden været.
Det skaber nu debat, at de udvoksede søer ikke kan ligge i fuld længde. Debatten må også handle om, at boksene som udgangspunkt er en urimelig behandling af dyrene – rammerne om soens krop hindrer både fysiologi og instinktiv/naturlig adfærd; redebygning, yngelpleje, blodcirkulation, social adfærd, kropspleje, trang til at rode o.s.v.
Længde eller ej – fareboksene er uanstændige.
At den utilstrækkelige lov, som skulle beskytte dyrene og give dem såkaldt minimumsrettigheder yderligere overtrædes for at optimere økonomien, er en del af det normale billede indenfor den industrielle svineproduktion. Fødevarestyrelsen er den kontrollerende myndighed, og fra den kant er der en bemærkelsesværdi ulyst til at holde produktionen indenfor lovens rammer. Det gælder den snart 12 år gamle lov om, at rutinemæssig haleklipning er forbudt, det gælder fravænningsalder på pattegrisene (med et deraf følgende problematisk antibiotikaforbrug), det gælder konstant påvirkning med elektrisk lys i stalde, det gælder den voldsomme håndtering af dyrene ved kastration, flytning og drivning ud til lastbiler, omgåelse af reglerne for tildeling af rodemateriale o.s.v.
Vejen til helvede er brolagt med overtrædelser af loven i dansk industriel svineproduktion.
Og vi står bag.
Når uanstændige forhold i den danske svineproduktion afdækkes og omtales, følges elendighederne af forklaringer om økonomi. Det kan ikke være anderledes, for så vil svineproducenterne tabe penge. Tabe endnu flere penge. Pengene er naturloven, som afstikker mulighederne – etik og moral må så ligge indenfor de rammer.
Er det på den måde, vi vil karakterisere vores liv som mennesker. Er det sådan et syn på dyr og deres trivsel, vi vil have som eftermæle?
I brancheforeningen Danske Svineproducenter siger man, at der først for alvor kommer flere søer i løsdrift, når forbrugerne begynder at efterspørge svinekød, som er produceret med større krav til dyrevelfærd. Med andre ord – forbrugerne bestemmer, hvad der produceres. En tyndslidt kliché som gentages til sandhed.
Det kan ikke være rigtigt, at forbrugerne skal få et erhverv til at overholde lovene. Eller jo – det er en mulighed, men så er der ikke længere tale om den retsstat, som nogle af os ynder at fastholde illusionen tanken om.
Det er rigtigt, at forbrugerne vil have de varer, som udgår fra dansk industriel svineproduktion. Grillpølser til sommerdage på terrassen, leverpostej til madpakkerne, bacon til alt, spegepølse, koteletter i fad og stegt flæsk til nationaldagene.
For mange forbrugere er kødprodukterne i selve købssituationen varer som alle andre varer – på linje med sodavand, toiletpapir, stearinlys, blyanter o.s.v. Der skelnes ikke umiddelbart mellem levende og dødt i en dagligvarebutik. Og der gøres ikke meget for at minde om forskellen.
Hvis foreningen Danske Svineproducenter mener noget med, at de er klar til at ændre produktionen, hvis forbrugerne ønsker at betale mere for velfærd, kunne de starte med en ærlig oplysning på deres varer. Vise fotos af søer i tætsluttende fikseringsbokse. Vise de afklippede halestumper på dyrene. Vise slagene med tatoveringshammerne, uddrivningsmetoderne, aflivningerne m.m. Et lille klistermærke på hvert produkt med forskellige variationsmuligheder præcis som på cigaretpakker. Måske med en advarselstekst om restindhold af sprøjtegifte, tungmetaller og antibiotikaresistente bakterier?
Det ville give anledning til opbyggelige samtaler ved morgenbordet, når familierne sender f.eks. pakken med hamburgerryg rundt.
For forbrugerne findes sammenhængen mellem et pint dyr og en pakke kød sjældent i købsøjeblikket. Desuden er kun ca. 10 % af den danske produktion af svinekød til hjemmemarkedet.
Nej – forbrugerne kan ikke alene ændre den danske industrielle svineproduktion. De danske forbrugere kan boykotte en lang række af industriens produkter, og det vil sende et stærkt signal til politikerne. Et signal om at vi som befolkning ikke vil acceptere, at husdyr behandles grænseoverskridende – lovmæssigt og moralsk.
Det er politisk, produktionsformen skal ændres (hvis den ikke økonomisk nedlægger sig selv). Den sædvanlige regulering med at give en tot halm mere i år, en fortovsflise mere om 10 år, mindre medicin hvis forholdene er gunstige og stjernerne går i zenit, løsdrift hvis økonomien tillader o.s.v. er blot at trække forsigtigt i kanten af et vildfarent flyvende tæppe. Denne form for landbrugsproduktion har udviklet sig med baggrund i økonomisk grådighed, og lovgivningen har hele tiden haltet bagud. Haft travlt med at implementere fremfor at afstikke rammer.
Når de love, som skulle beskytte dyrene mod hæmning af kroppens funktioner, mod afskæring af lemmer, mod stress, mod hårdhændet håndtering m.m. ikke overholdes ude i staldene, er det endnu et tegn på manglende retfærdighed i dette land.
Det finder sted i Danmark. Ikke i en bananrepublik langt herfra, men i vores land med Dannebrog, herregårdssten, forhaver, termokaffe, dansekonkurrencer, quizprogrammer, cykelstier, folketingsvalg, nyt nordisk, fremmedhad, grillmad og glittede magasiner.
Jeg ved ikke, hvad der er galt med at være en bananrepublik. Ved ikke hvorfor det er nedsættende i forhold til at være en svinsk nation.
Hvorfor opretholder og håndhæver Fødevarestyrelsen ikke lovene?
Korruption antager mange former, og særligt i den form hvor der er tale om relationer og tjenester uden økonomisk mellemværende, er korruptionen udokumenterbar og dermed stærkt undergravende for demokratiet – og tiltroen til samme. Og hvad kan man tro på? På Dong, Nets, den nye offentlighedslov, samarbejdsaftalerne med USA/NSA, TTIP-forhandlingerne, grænseværdierne, ikke-velfærdssystemet, privatiseringen, størstedelen af pressen? På ledelsen, på retfærdigheden?
Når noget indlysende forkert foregår i ens nærhed, når man har kendskabet til det, så har man også forpligtigelsen til at sige fra. Der fødes omtrent 28 millioner grise om året i vores land. I nærheden af os alle. Vi står som befolkning bag denne produktion, hvis vi ikke siger fra. Det handler ikke kun om at ændre produktionen via købsvaner. Det handler om, at vi ikke kan være den bekendt.
Derfor er det nødvendigt at blive ved med at skrive om grise.
Lone
