Jeg har det svært for tiden. Jeg har let til tårer og er fyldt af en form for sorg. Der er som sådan ikke noget galt. Faktisk går det hele stort set, som det skal – der er travlt med familie og arbejde, ungerne har det godt, og vi er grundlæggende tilfredse med det liv, vi har sammen alle fire. Men alligevel er der noget.
Jeg kan huske at have haft samme følelse før dog i mindre grad, nemlig da jeg stoppede med at amme min yngste, Lilja. Jeg fik amme-blues. For det var sidste gang nogensinde, jeg skulle opleve den nærhed med en baby. Min baby. De små gnøffe-lyde, en småsovende og småspisende baby, der lå helt tæt ved mig og var tryg. Helt tryg. Jeg kunne mærke, hvordan det satte sig i mig. Tanken om, at jeg havde fået mit sidste barn, og at jeg fra nu af ville opleve børneting for sidste gang. Første ord, første skridt, nærheden og afhængigheden af et lille barn.
Det hele er selvfølgelig en gentagelse af samme udvikling, som min ældste datter er gået igennem. Mens hun har vokset sig større, er hun gået fra at være lille og introvert til at ville gå hjem fra skole selv. De små nuttede talefejl forsvinder i takt med, at mælketænderne skiftes ud. ”Barkad” (altså karbad) er et af de sidste, der hænger ved. Det er selvfølgelig en fornøjelse at vokse sammen med sit barn. Samtalerne bliver dybere, vi kan læse bøger sammen og reagere på verden omkring os uden at skulle totalforenkle alting.
Men det er noget andet, når man har to børn. Når den ældste har første skoledag, kan jeg kigge på den mindste og prise mig lykkelig for, at jeg stadig har ’en baby’. For jeg er ikke klar til at sige farvel til tiden med små børn, der på en og samme tid er hård og fantastisk. Da jeg forleden fik at vide, at vi havde fået tildelt børnehaveplads fra 1. maj, kunne jeg med det samme mærke tårerne presse på. Jeg ved, at Lilja er klar, og at hun får det fantastisk.
Det er en suveræn børnehave med dygtige og nærværende pædagoger, og hun kender allerede stedet lidt, fra da storesøster gik på samme stue. Men hvad med mig? Når mit lille barn begynder i børnehave, betyder det jo også farvel til middagslure, bleskift og alt det hyggelige, man har i hverdagen med sin ’baby’. Det betyder, at jeg nu er mor til to børn.
Det er ikke frygten for selv at blive ældre, der tynger mig. Det vil være sådan, at næste gang jeg holder en baby, som jeg er helt tæt med og elsker højt, så er det, fordi jeg er blevet mormor. Jeg kan sælge tøjet, udstyret og alt det nuttede, for jeg har fået de børn, jeg skal have. Deri ligger sorgen, tror jeg. Jeg skal ikke have flere børn. Graviditeter, fødsler, barsel og store følelser. Slut. Amning, natteroderi og mos. Slut. Babys første grin og tykke, små fødder. Slut.
Sådan er det, når man lukker et kapitel og bevæger sig videre i livet. Jeg har bare aldrig prøvet et så vemodigt farvel til et kapitel før, og det er måske også det, der er hårdt. Det har ikke været vemodigt at skulle sige farvel til skoler, klassekammerater eller tidligere arbejdspladser. Jeg har ikke set tilbage eller ønsket at kunne opleve noget igen. For jeg kan godt lide at se fremad og udvikle mig. Men her melder ambivalensen sig. For folk omkring mig fortæller, at alle ens børns aldre er fantastiske. Så jeg ser frem til at lære Lilja at kende som stort barn, men allerede?
Jeg har fået mit sidste barn – og nu er hun så stor, at hun skal i børnehave.
