Seks dage efter at have overværet Roses brutale selvmord i den første film, er Joel (Kyle Gallner) desperat efter at slippe af med den forbandelse, han har overtaget. Han opsøger derfor et par narkosælgere, der har uskyldige menneskeliv på samvittigheden.
Planen er enkel: Han skal dræbe den ene for øjnene af den anden og dermed sende forbandelsen videre. Det går ikke helt som planlagt, og den unge Lewis (Lukas Gage), der har gemt sig, overværer den brutale hændelse og er dermed ny arvtager af den grumme forbandelse.
En interessant karakter
I mellemtiden står popstjernen Skye Riley på tærsklen til et comeback efter, at hun et år tidligere nær mistede livet i en narkorelateret bilulykke.
Skye har stort set fået bearbejdet sine traumer, men lider stadig af smerter i ryggen. Da lægerne ikke vil udskrive medicin, der er kraftig nok til at dulme hendes smerter, køber hun sin Vicodin ulovligt gennem Lewis.
Skye opsøger i al hemmelighed Lewis for at få sine smertestillende stoffer. Uheldigvis er det Lewis’ sidste dag, og hans forbandelse gør, at han smadrer sit hoved med en stor vægtskive for øjnene af Skye. Hendes skæbne er dermed bestemt.
Trods en lidt rodet og kaotisk start lykkedes det for instruktøren Parker Finn at følge fornuftigt op på sin vellykkede forgænger ‘Smile’. Det skyldes primært, at han får skabt en hovedkarakter i Skye, som man interesserer sig for.
Mange forstyrrende elementer
Den førnævnte scene med Skye og Lewis er i sit visuelle udtryk både grum, foruroligende og virkelig vellykket. Desværre får vi også i denne scene en forsmag på et af filmens mest forstyrrende elementer: lydbilledet.
I stedet for at lade seerne høre lyden af Lewis’ ansigt, der bliver knust, har man valgt at lade en ekstremt overdreven brug af lyd og musik tage over. Så hver gang vægtskiven rammer Lewis, bliver man forstyrret af musik hvis hensigt primært er at forskrække.
Men i dette tilfælde ville det altså have været mere uhyggeligt, hvis der var sammenhæng mellem lyd og billeder.
Lydbilledet er et generelt problem gennem det meste af filmen, hvilket gør, at man konstant bliver hylet ud af uhyggen, hver gang billedsiden bliver brutal. Man mærker derfor aldrig rigtig ubehaget – og der er ellers rigeligt af det.
Noget af det, der gjorde ‘Smile’ til en vellykket gyserfilm, var, at den generelt var tro mod sin simple præmis. Det har man – på godt og ondt – holdt fast ved i 2’eren. Det er både dens styrke og svaghed. Den fungerer nemlig bedst, når den holder sig til de spilleregler, der blev sat i forgængeren, hvilket den gør det meste af tiden. Desværre er det en ret begrænsende præmis, som Parker Finn ikke evner at få meget mere ud af.
Det er blandt andet ærgerligt, at man ikke bruger historiens afsæt i musikbranchen mere, end man gør – det er ellers en branche, der lidt klichéagtigt må siges at være præget af falske smil. Det kunne have været en interessant retning at tage historien i og måske også løsningen på et andet af filmens problemer: De utallige gentagelser, der desværre gør filmen til en lidt idéforladt oplevelse.
Balance mellem sårbarhed og vanvid
Det er ærgerligt, at man gennem det meste af filmen sidder med den flade fornemmelse, man gør. For potentialet til en god gyserfilm er der.
Filmen igennem mærker man Skyes lidelser og desperation i takt med, at hendes kapløb med tiden til sidst gør det umuligt for hende at skelne mellem virkelighed og fantasi. En stor del af æren for, at ‘Smile 2’ i sidste ende er en okay gyser, skal tildeles Naomi Scott, der fint balancerer mellem sårbarhed og vanvid.
Hen mod slutningen mærker man desværre, at filmens præmis spænder ben for handlingen. Det bliver simpelthen til tider både fjollet og ufrivilligt komisk, når det hele eskalerer i en lang række lidt for utroværdige situationer, der hverken giver mening for Skye eller seerne.
Men bedst, som man tror, at man bliver efterladt med en meningsløs slutning, viser det sig, at Finn alligevel har haft en mening med at bruge musikbranchen som afsæt. Og til trods for et mindre vellykket CGI-monster får han skabt en slutning, der gør, at man sidder med en WTF-fornemmelse og glæder sig til den 3’er, der unægteligt vil komme.
Og det kan blive vildt.
