Skal vi arbejde mere eller mindre? Det har været en af årets store diskussioner. Ført an af statsministeren og ikke mindst den socialdemokratiske minister og topideolog, Kaare Dybvad Bek. Hvis velfærdsstaten skal hænge sammen, og de syge, svage og ældre skal tages hånd om, skal vi alle sammen løfte, mente de. Udmeldingen kom især i protest mod journalist Maj My Humaidan og hendes Ærø-manifest, hvor hun tog børnene ud af institutionerne og startede et nyt liv udenfor trædemøllen.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om lykken findes uden- eller indenfor arbejdsmarkedet eller systemet. Der kan være for og imod, som man siger, når man nødigt vil gå ind i en kompliceret problemstilling. Men jeg vil dog gerne slå et slag for, at ens arbejde kan give meget mere end løn, prestige og en plads i samfundet.
For mig har de bedste venskaber altid været knyttet op omkring at arbejde. Fra jeg gik i folkeskole, og vi lavede et hjemmebrygget hiphop-magasin, vi kaldte The Music Style, til mit job på Heartbeats i dag.
Selvfølgelig kan man møde venner til fritid og fest. Men når man har stået i skyttegraven sammen (sådan føles det ofte i mediebranchen), skaber man et særligt bånd. En fælles historie, der aldrig kan slettes. Man bruger 8+ timer næsten hver dag, og man ser hinandens bedste og værste sider foldet ud, når man bliver presset op mod deadline.
Nogle vil måske sige, at det er nemt for mig at sige med mine kolde hænder i en kreativ branche, langt fra sygehusenes stress og asfaltens varme damp, men det er også at forklejne deres arbejde. For det er i det store billede formentlig mere meningsfyldt end mit, og jeg er sikker på, at det at redde liv sammen må skabe stærke venskaber.
Det er noget særligt, når man arbejder sammen. Ofte har man et særligt projekt sammen, som er større end enkeltindividerne, og når man løfter et problem, en opgave til en (nogle gange) genial løsning, går tilværelsen op i et større regnestykke.
Når man bliver ældre, bliver det endnu vigtigere med kollegiale venskaber. Som ung kan man bedre boltre sig i fritiden og fx finde et fællesskab om at gå i byen, men i dag orker jeg ikke tømmermænd. Jeg vil hellere bygge et projekt op end at save mig selv ned.
Min pointe er ikke, at man skal arbejde mere, men når man skal bedømme dets værdi, skal man huske, at det kan give mere end det konkrete resultat.
Jeg har oplevet enorme svigt i min karriere, men for det meste utrolig loyalitet og ubrydelige venskaber med folk, der både var meget yngre eller ældre end mig. Folk fra vidt forskellig baggrund, jeg ellers aldrig havde mødt. Gennem hele min karriere har jeg været velsignet med inspirerende, kreative og talentfulde mennesker, som har beriget og belært mig med alt, hvad de kan.
Når mit arbejdsliv engang skal gøres op, skal det også gøres op i venskaber. Og jeg er sikker på, at bundlinjen vil være et overvældende plus.
