Der er noget effektivt ved film, der hurtigt lukker verden omkring sine karakterer og tvinger dem til at reagere på en situation, de hverken forstår eller kan kontrollere.
’The Last House’ har på papiret den slags enkle, urovækkende idé, der burde kunne bære en intens sci-fi-thriller.
Med Greta Lee (‘Past Lives’) og Wagner Moura (‘The Secret Agent’) i front er der også lagt op til et klaustrofobisk drama om frygt, familie og overlevelse.
Men selv om filmen begynder med en vis spænding, mister den gradvist både nerve og troværdighed, efterhånden som dens mange idéer trækker i hver sin retning.
Tempo uden tyngde
Da et voldsomt regnvejr pludselig rammer en lille by, opdager Jason (Moura) og Ann (Lee) til deres store overraskelse, at de er blevet fanget i deres eget hus.
Dørenes låse kan ikke åbnes, vinduerne sidder fast, og når de prøver at trænge gennem husets mure, danner regnen en slags uigennemtrængelig barriere, der gør det umuligt for dem at komme ud.
Det viser sig hurtigt, at de ikke er de eneste, det er sket for. Husene omkring dem er ramt af det samme. Er det regeringen eller aliens?
Ingen ved, hvad der foregår. Alligevel forsøger Ann og Jason sammen med deres to børn og hund at få det bedste ud af den nye situation.
Herfra lægger filmen sig an som en klaustrofobisk fortælling om forældre, der skal beskytte deres børn mod ukendte kræfter. Og til at begynde med er man som seer både interesseret i, hvad der foregår, og engageret i, hvordan familien klarer sig.
Begge dele forsvinder dog hurtigt. Vi bliver mindet om, at der nu er gået to dage, og familien beslutter sig for at lære børnene, hvad god musik og gode film er, ved hjælp af vinylplader og dvd’er.
De gør deres madrationer op og estimerer, at de kan klare sig i omkring to måneder. På fjerdedagen begynder de at opbygge en hverdag med skole, lektier og husarbejde.
Tiden går. De fejrer jul, giver hinanden genbrugsgaver og lader, som om alt er normalt, og på det tidspunkt er det svært at fastholde interessen for fortællingen.
Det hjælper en smule, da datteren Ruth en dag opdager et væsen uden for vinduet – hun kalder det en rain walker. Hun fortæller det til familien, der affærdiger det som et dyr.
Nu ved vi som publikum noget, hovedpersonerne ikke ved. Det skaber som regel en effektiv spænding. Men …
Utroværdig overlevelse
Mere end halvdelen af filmen bliver brugt på at etablere en familie, der forsøger at holde ud. Og det må man sige, de gør – desværre også på urealistisk vis.
Fire måneder er der gået, og der er intet ved deres fysik eller energiniveau, der indikerer, at de har skullet rationere den mad, de først troede ville række i to måneder.
Og det er et problem i en film som denne. Hvis vi skal købe præmissen om en familie under et så ekstremt pres, er det ikke nok, at forældrene et par gange hæver stemmen og slår i bordet, fordi deres datter insisterer på mere mad. Det kunne lige så vel ske i en familie uden undtagelsestilstand.
Helt dumt bliver det, da Jason får den idé at bygge en fælde til at fange dyr. Fælden skal sendes op gennem skorstenen, hvilket sker på en måde, der slet ikke giver mening. Pludselig er der et hul i huset, som familien ikke engang forsøger at komme ud gennem.
Klodset naturmorale
I stedet ender de med at være indespærret i fem år, og det har personlige konsekvenser for alle. Her slår filmen fast, at den vil sige noget større om menneskets plads i verden.
Familien opbygger deres eget lille samfund, hvor de dyrker grøntsager og fanger dyr. Det er filmens mest interessante idé: at menneskene først finder ro, når de reduceres til en art blandt andre.
I takt med, at de bliver tvunget til at holde sig fra naturen og dermed ikke længere kan kontrollere eller ødelægge den, vokser verden udenfor sig grønnere og vildere. Dyrene vender tilbage, planterne breder sig, og filmen antyder, at katastrofen måske ikke kun er en straf, men også en korrektion.
’The Last House’ har meget på hjerte og fortæller det gennem flere forskellige film på én gang: først et kammerspil om overlevelse, siden en mere grotesk trussel udefra og til sidst en tydelig morale om menneskets forhold til dyr og natur.
Det er en pointe med potentiale, men filmen skærer den så firkantet ud, at den aldrig for alvor sætter sig. Til sidst står den derfor mere som en klodset påmindelse end som en egentlig åbenbaring.
