Kan man skrive en ny familie på ønskesedlen?

Åh, den søde juletid, årets helt store parforholds-con. Den oplagte mulighed for at hardlaunche nye kærester for både familie og venner, mens vi singler forventes at cosplaye håbefulde, hver gang der bliver spurgt ind til vores datingliv. Here we fucking go again, merry crisis. 

I år har jeg dog haft et alternativt svar lige ved hånden: “Jeg er faktisk ikke på udkig for tiden”. Det bliver ofte mødt af en slags misforstået behov for at komplimentere og lade mig vide, at det da også er helt *ufatteligt*, at sådan en sød pige som mig ikke har fundet nogen endnu. Og så står jeg der med verdens mest påtvungne smil, der skal signalere “tak”, men som faktisk betyder: “Hvorfor er det egentlig, du synes, at jeg skal have så travlt med at finde nogen?” iykyk.

Jeg synes jo, det er nedværdigende at høre på. Men det er også en orker at svare igen. Måske er det derfor, jeg har udskudt at fortælle mine egne forældre om single-eksperimentet. De er stadig gift, såvidt jeg lige kan vurdere også lykkelige, og det er min helt klare forventning, at de vil tolke eksperimentet som et udtryk for, at jeg har mistet modet og givet op på kærligheden – selvom jeg jo synes, at jeg gør præcis det modsatte ved at udforske den i alle mulige andre former end den romantiske. 

Overbevist om at jeg skulle hjem og belære mine forældre om, at det er not-cool at antage, at en single person mangler kærlighed i sit liv, drog jeg af sted til Fyn den første søndag i advent. Min mor og far bor stadig i den landsby, hvor de har opfostret min søster og jeg, og det er en tradition, at vi hvert år kommer tilbage for at fejre min fars fødselsdag og være med til juletræstænding på torvet. It’s giving HC Andersen, og jeg elsker det lidt mere, end jeg vil indrømme. 

Men i år aflyste min søster. Hun plejer ellers at ankomme med både sin mand og tre børn, hvilket betyder at jeg får en kæmpe redningskrans i bare at være moster og dermed undgår for meget voksensnak. I år var hele familien dog blevet syge, og jeg var dermed alene med de gamle og havde rigelig tid til at fortælle om eksperimentet og gennemgå alle potentielle misforståelser. 

Men sådan gik det ikke. For efter juletræstændingen, hvor vi helt forfrosne gik hjem og drak os til varmen i min mors hjemmelavede 20 procenters gløgg, opstod der en paniksituation. Min mor havde nemlig købt min fars fødselsdagsgave – et gavekort på en lille tur for to til byernes by, Paris – på Black Friday. Umiddelbart en rigtig god idé, og som min far så fint udtrykte det (ren begejstring, ingen ironi whatsoever): “Nøj, romantik på tilbud!” Så ved man altså, at det er ægte kærlighed.

Men glæden var kort. For det gode tilbud kom naturligvis med en pris, og den kom jeg til at overbringe til mine forældre med den slags klumpedumpede ubetænksomhed, som kun to glas ekstra spiked gløgg på tom mave kan frembringe: “Ej mor, gigantisk LOL, det udløber jo allerede til nytår, hahahahaaaa,” brægede jeg op og så først alt for sent, at hun fik tårer i øjnene, og at min far stod og tog sig dramatisk til brystet. 

Resten af dagen gik med at løse problemet, og jeg skulle kompensere for min ufølsomhed. At returnere gavekortet var ikke en mulighed, og der var ikke mange datoer, de kunne vælge imellem. Tilbage var kun, at de skulle holde juleaften i Paris. De kiggede på hinanden og sagde “det kan vi jo ikke”, hvorefter de kiggede på mig. Så snart jeg havde sagt, at det kunne de jo egentlig godt, vendte julestemningen fluks retur til det lille hjem. Udsigten til at tilbringe julen i hinandens arme, fri for madlavning og gaveræs, tændte små ungdommelige julelys i deres øjne. Det kunne jeg da umuligt stå i vejen for – især ikke når jeg samtidig insisterer på at være kærlighedens selvudnævnte forkæmper. Så med min velsignelse blev der booket fly, hotel og julemiddag i en ruf. 

De tilbød mig selvfølgelig at tage med, men det tror jeg ærligt, hverken de eller jeg havde lyst til, at jeg skulle. Jeg forestillede mig, at jeg easy peacy kunne holde jul hos min søster. At hun somehow ville trylle et julearrangement sammen, og at jeg ikke skulle gøre andet end at dukke op. Men nej, igen kastede life lige en curveball, for som en del af den førnævnte børnefamilie havde min søster set sit snit til at få styr på en genstridig julekabale. Her er den sms jeg modtog fra hende et par dage senere:

Hej Ellen, vil bare lige sige at vi tager hjem til Sørens forældre i Klitmøller til jul. Det passer faktisk perfekt, for så kan børnene også være sammen med deres fætre og kusiner i stedet for at vi kommer alene hvert andet år. Vil du med? Vi kan nok ikke presse dig ind i bilen, men tror man kan tage en bus fra Thisted. Sørens mor laver en elendig risalamande, men hans grandfætter er faktisk rigtig cute (liderlig smiley) Hvad sker der ellers? Mor sagde at der var noget med lejligheden, bliver du smidt ud eller hvad? Vi må også lige snakke julegaver snart, ønsker du dig noget?

Kan man skrive en ny familie på ønskesedlen?

Det første jeg gjorde var at google, hvor lang tid det tager at komme til Thisted, og hvis man er heldig at ramme lyntoget fra Struer, så er det lige under fem og en halv time. Derefter forestillede jeg mig, hvordan jeg ville have det som gæst og treogtyvende hjul til Sørens families juleaften. Endda som single og dermed åbenbart også prospect for en grandfætter. 

Efter næsten en hel uges betænkningstid afslog jeg min søsters tilbud, og fortalte hende i samme omgang, at jeg stadig ikke ved, om jeg bliver smidt ud af lejligheden. Jeg havde ikke lyst til at tage med til Klitmøller, men hvad var mine alternativer? Bliver hver jul sådan her, hvis jeg ikke finder mig en kæreste?? Julepest eller christmas-kolera???

Min eneste option var at aflyse julen. Ikke på den dramatiske måde, bevares, mere i form af at tage ud og rejse, bestille en spa-tur, spise pizza, tage verdens længste lur og se rom-coms alene. Making Christmas lemonade! Alt det man drømmer om, når man sidder der forspist og lidt for tipsy og får at vide, at nu er det fandme tid til finde mandlen, om man så skal sprække i forsøget. På den ene side er tanken om alene-jul ekstremt frisættende, på den anden side er den, ja, ekstremt ensom. Julestemningen var totalt i bund. 

I det mindste havde jeg min favorit-tradition at trøste mig med hele måneden; julefrokosterne. Som en vaskeægte dansk kliché nyder jeg at save mig selv midt over 2-ish gange om ugen hele december; ren dansk julehygge tilsat rigelige mængder OP Andersen. Jeg har julefrokost med madklubben, med arbejdet, med min gamle læsegruppe, mine gamle efterskolevenner, julesmadder i løbeklubben (don’t ask), sprutgus i saunaklubben, den årlige snapsefest for alle der vil være med, og sidst men absolut ikke mindst årets store våde damefrokost, der traditionen tro bliver efterfulgt af en billardturnering på Café Malmø. Og det var til sidstnævnte, at jeg højst overraskende fandt løsningen på mit juledilemma. 

“Why don’t you just join crewmas?” lød det, mens jeg jamrede mig igennem min tragiske julefortælling og samtidigt sørgede for 11 skæve til mit billardhold, upsi. Havde aldrig hørt om crewmas før, men det viste sig at være en ganske særlig julefejring, der har eksisteret siden corona-nedlukningen, hvor en broget flok mennesker fra nær og fjern fandt et fællesskab i ikke at kunne rejse hjem til jul. Efter at have konstateret, at det var både sjovere og billigere at holde jul med deres nyfundne crew, så blev de bare ved, og nu er det en tradition. 

“You’ll fit right in, no worries,” forsikrede min veninde mig, og fortalte at crewmas sparede hende for både 8.000 kroner i flybilletter og cirka femogtyve skænderier med sine halvsøskende hjemme i Australien. “Every year, mate!” 

Jeg insisterede på at tage risalamande med. Eftersom min nye bankrådgiver havde beordret mig at holde spare-jul og dermed slukket drømmen om en solo-spa-rejse, så var crewmas vitterligt min eneste mulighed. 

Men jeg gruede for det. Tanken om at troppe op alene til sådan en juleaften satte gang i nogle seriøse mentale skrækscenarier: Enten ville jeg kvaje mig verbalt, eller også ville jeg være tavs og parkeret med bæfjæs på i et ensomt hjørne. Tiltroen til mine egne sociale kompetencer var long gone, selvom jeg altid har turneret med fortællingen om, at jeg er god til at møde nye mennesker. Det er bare som om, noget har ændret sig efter jeg har ramt trediverne, og der er blevet slået en slags knude på mine venskaber. Jeg klumper mig sammen med dem, jeg allerede kender, og lader muligheden for nye, spirende bekendtskaber passere forbi. Den nysgerrighed, der engang var forbundet med at udvide sin sociale cirkel, føles nu mere som en unødig anstrengelse – jeg har jo venner nok omkring mig. 

Der var dog ingen vej udenom, af sted, det skulle jeg, uanset min angst over kun at kende én i selskabet. Og selvfølgelig fortrød jeg det med risalamanden. Den risengrød jeg havde preppet dagen før var blevet alt for tyk, og jeg anede ikke mine levende råd, da jeg et par timer inden afgang stod i køkkenet med indre rædselsscenarier, der nu også involverede at kvæle nogen med min juledessert. Midt i det hele ringede mine forældre gudhjlælpemig på FaceTime for at sige glædelig jul. Selvom jeg kvitterede med at bide skarpt af dem i ren risalamandestress, så endte de faktisk med at redde dagen. De tilsidesatte alle deres rejseanekdoter for at guide mig igennem madlavningen og hype mig op til aftenen: “Ellen, det bliver da SÅ hyggeligt, og hvis det ikke gør, så kan du bare ringe til os, så tager vi ipad’en med på restauranten.” Måske de vidste, at det var præcis den slags mareridtsbillede, de skulle male for mig: Hyg dig til crewmas eller bliv tvangsindlagt til en hel aften på FaceTime med dine forældre.

Men da jeg først ankom til den lille lejlighed på Nørrebro, hvor den sagnomspundne crewmas skulle finde sted, forsvandt alle mine katastrofetanker. Stemningen var så varm og imødekommende, at mine skuldre faldt ned, idet jeg trådte ind over dørtærsklen. Alle gæster troppede op med favnen fuld af ingredienser til den perfekte sammenskudsjul. Dem, der ikke havde medbragt en julespecialitet fra hjemstavnen, havde sørget for gran, julekugler, klapstole, lyskæder og nissehuer til hele selskabet. På min tallerken lå der pinnekjøtt fra Norge, saltet torsk fra Portugal og og min australske venindes grillede rejer straight from the barbie. Not a great combo, men det var fuldstændig ligegyldigt, jeg shoppede bare lidt rundt i alle retterne, og det viste sig at være en helt genial samtalestarter over for alle de nye mennesker. Min bordherre var fra Viborg og havde medbragt både brun sovs og lune franske kartofler, og han indviede mig stolt i den jyske sovsetradition, mens han fortalte, at jeg slet ikke var den eneste newcomer i selskabet. Hvert år faldt folk fra, men der dukkede også altid nogle nye op. Det var for eksempel første gang, de havde fået serveret tvivlsom risalamande fra en fynbo. 

Middagen blev ved og ved, og undervejs var der julequiz og pakkeleg. På et tidspunkt blev bordet ryddet og en projektor blev vupti tryllet frem på stuegulvet – og så var der ellers dømt karaoke kun med julesange. Min nye Viborg-ven lokkede mig med op til en fælles udgave af Christmas Wrapping. Sikke en sløjfe at binde om mit lille juleeventyr, hva?

Jeg forstod hurtigt, hvorfor dette var blevet så elsket en juletradition, men jeg fandt aldrig ud af, hvorfor folk var faldet fra. Mit bedste bud er, at de har parret sig op og joinet the convention – men det er kun spekulationer. 

Jeg ved dog én ting; Crewmas er det eneste julearrangement, jeg nogensinde har været til, hvor jeg ikke blev spurgt ind til, om jeg har en kæreste. Snakken gik bare på sovs og karaoke-sange. Halleluja! Og så fik jeg den bedste julegave, jeg kunne have ønsket mig, i erkendelsen af, at det aldrig er for sent at lade nye mennesker og nye traditioner finde vej ind i livet. 

Glædelig jul derude <3