Jeg møder Kirstine Elmhøj Hansen fra Bureau for Mellemartslig Kommunikation på Assistens kirkegården på Nørrebro i København. Vi skal snakke med fugle. Ikke kun om dem. Men med dem.
Hvis din første tanke er, at det er lidt specielt, er du ikke den første. Samtlige mennesker jeg har fortalt det til har, efter de lige har sikret sig, at de har forstået rigtig, brudt ud i høje grin.
For det lyder bizart at snakke med fugle, og det giver måske associationer til 60’ernes hippier eller Rudolf Steiner-skoler.
Selvom det lyder lidt skørt, er jeg fuld af forventning. Jeg har tænkt, at i dag er dagen, hvor jeg skal få min første krageven. En ven, jeg kan komme og fodre, og som måske vil begynde at følge mig rundt.
Kirstine Elmhøj Hansen kommer fra Bureau for Mellemartslig Kommunikation (hvilket i sig selv lyder som noget fra det gamle DDR). Et bureau, hvor de forsøger at udviske skellet mellem menneske og natur. De arbejder ud fra den ide, der kaldes tentakulær tænkning, fortæller Kirstine Elmhøj Hansen. En teori, som helt simpelt består i, at man aktiverer sine følelser og mærker, at man er til, i og med naturen.
”Der er mange mennesker, der har en tendens til, at når de er i naturen, så laver de alt muligt andet. Enten løber de, har musik i ørerne, eller snakker med en veninde. Så selvom man er i naturen, så fornemmer man ikke det, man er i.”
Og her kommer fuglene så ind i billedet. For at komme i kontakt med naturen, kan man nemlig snakke med fugle. Gennem workshops og nu en sprogskole i kragesisk/ravnsk/allegiensisk/rågensisk (kragesprog) inviterer Bureau for Mellemartslig Kommunikation, alle der har lyst til at komme med og snakke med fugle.
I dag skal jeg altså snakke med fugle, kragefugle for at være helt specifik, og det lyder egentlig temmelig ligetil. Man skal trække vejret, dufte til træerne og jorden og sende sine følere ud gennem sine sanser, forklarer Kirstine Elmhøj Hansen.
”Når man bruger sine sanser, begynder man at lukke op for oplevelser i naturen, som man ellers ikke får, når man suser afsted.”
Kan vi ikke kalde på dem?
”Jeg tror ikke, vi kan kalde på dem, så de kommer.”
Kirstine Elmhøj Hansen foreslår i stedet, at jeg skal gå rundt alene for at snakke med kragefuglene. Bare fem-ti minutter, så jeg kan prøve at få en uforstyrret oplevelse af at snakke med kragerne og måske være mindre hæmmet af min egen akavethed.
”Du kan starte med at sige hej og spørge, om du må sætte dig,” siger Kirstine Elmhøj Hansen.
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville blive tildelt en fløjte, der skulle lokke kragerne hen til mig, eller måske at jeg ville lære en form for kald ala ”KRAAGH” for at lade fuglene forstå, at jeg vil i kontakt. Men sådan fungerer det ikke, og det er sværere, end man lige skulle tro at få en krage til at tildele sig opmærksomhed.
Fuldstændig hæmmet af egen selvbevidsthed slentrer jeg nonchalant hen til den nærmeste flok af kragefugle. For at de omkringværende mennesker, som på daværende tidspunkt af døgnet er nybagte forældre på formiddagstrilletur, ikke skal tro, at jeg er skør, vælger jeg at holde en ironisk distance til, at jeg nu skal til at snakke til en flok fugle.
”Ja, dav dav,” siger jeg til den gruppe af krager, som hugger lidt i jorden. Ingen reaktion.
”Kommer I tit her eller?”
En krage kigger kort på mig, tilter hovedet lidt på skrå, vender sig om og vralter væk. Jeg prøver at følge Kirstine Elmhøj Hansens råd ”Hvaa’ øh… er det okay jeg sætter mig lidt her?” spørger jeg. Jeg sætter mig nogle meter fra kragegruppen, som reagerer ved at flyve væk.
Skuffet over deres afvisning går jeg videre og finder en anden gruppe af krager. Jeg prøver denne gang at fløjte til dem. De reagerer heller ikke.
”I kan da godt være lidt høflige, når jeg nu kommer og vil snakke med jer.”
Men de er ligeglade, og sådan forsætter jeg i 10 minutter med at jage krager rundt på Assistens Kirkegården til den ene afvisning efter den anden.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med. Jeg har læst, at krager er utroligt intelligente dyr, der kan aflæse menneskers kropssprog og anerkende vores tilstedeværelse. Der er endda skrevet en bog om det; ’Nordens kloge kragefugle’ af biolog og forsker Sussie Pagh.
Grunden til, at Bureau for Mellemartslig Kommunikation har valgt at snakke med kragefugle, er netop grundet, at deres intelligens minder om vores, og vi har lettere ved at aflæse dem end andre arter.
Kirstine Elmhøj Hansen fortæller mig også om nogle helt særlige oplevelser med kragerne, der tydeliggør deres intelligens.
”Der er en krageflok her, og hvis man sidder og spiser, så kan man høre, at de kalder på hinanden. Pludselig sidder der ti kæmpe krager foran dig. Det er meget sjovt, hvordan de kalder på hinanden.”
Men i dag lader kragerne ikke til at interessere sig for noget som helst. Jeg troede, vi skulle have en rigtig samtale, eller at jeg i hvert fald skulle få en form for forbindelse til de skræppende fugle. Hvis det skulle gå over al forventning, ville en krage måske lande på min skulder, og så kunne jeg blive den nye hejremand, bare som kvinde og med krager. Jeg ser overskrifterne for mig: ’Hejremanden har fået en afløser. Mød kragekvinde på Assistentens’.
Måske er de bare pisseligeglade, de bor trods alt midt i byen og er vant til mennesker. Måske gør jeg det forkert, måske skulle jeg have taget noget mad med, eller måske er min indstilling forkert.
Det er nemlig ikke så sort/hvidt at snakke med krager, som jeg vil have det til at være. Og det er heller ikke meningen det skal være det.
”Det er et problem, at der er rigtig mange mennesker i vores samfund, som har svært ved ikke at få verificeret alting. Du behøver ikke at skulle have verificeret, hvad kragerne siger. Måske skal man bare tænke, at det er okay, du har en oplevelse, eller måske har du ikke en oplevelse, måske tager det rigtig mange gange, før du får en oplevelse.”
”I stedet for, at alt skal verificeres i fakta eller videnskab, kunne vi godt tænke os, at man gav sig selv lov til, at stole på det man oplever. Så, hvis du har en følelse af, at kragen bringer noget op i dig, så tro på det. Eller hvis du føler, den siger noget til dig, så i stedet for at tænke, at du er fjollet, må du godt tro på det.”
Vil du gøre det med mig? Jeg tror, jeg gør det forkert. Jeg skal nok øve mig lidt.
”Det er klart noget, man skal øve sig på. Det er lige så meget, at man skal give sig selv lov til at træde udenfor den gængse norm. Der er nok mange, der har svært ved at træde ud af forestillingen om, hvilken type man er. Og så tager det tid – ligesom relationer mellem mennesker.”
Jeg ser mig selv som et stort indendørs menneske. Jeg synes ikke, det er skønt at gå tur i skoven, og jeg mister tålmodigheden hurtigere end en tre-årig. Med andre ord er det svært at finde ud af, hvad jeg skal gøre, eller hvad jeg skal opleve.
”Man skal bare være til stede, men mennesker har det lidt svært ved stilhed. Når vi er sammen med andre mennesker, er vi vant til at fylde stilheden ud, så det ikke bliver akavet, men man skal bare være med kragerne. Se, hvordan de vralter, når de går, eller prøv at lægge mærke til, hvordan de kalder på hinanden og så sætte pris på det.”
Vi går hen til en krageflok og sætter os lige så stille.
”Prøv at trække vejret helt ned i maven og åben dine øjne og ører”
Der sidder en krage og hakker i jorden. Vi kigger lidt på den.
”Jeg er helt sikker på den krage, der sidder der har registreret, at vi er her. Den ved det godt, den gør bare sine ting.”
Gør det en forskel for miljøet at snakke med fugle?
”Ja, det tror jeg helt klart. Hvis man har en god ven i krager, så vil man gerne passe på dem og for at passe på dem, skal man passe på naturen. Vi inviterer derfor folk ud for at snakke med fugle. For nogle kan det måske føles lidt grænseoverskridende, men i virkeligheden er det det mindst gakkede, vi gør i den her verden.”
Det begynder at gå op for mig op for mig, hvad jeg skal gøre. Jeg sammenligner det lidt med meditation. Man får ikke noget ud af at jagte kragerne rundt, det er ikke meningen, man skal have en samtale, man skal bare være til, nyde stilheden og eksistere sammen med kragerne.
Kan man få en lige så dyb relation til en fugl som til et menneske?
”Det tror jeg helt sikkert man kan. Vi har for eksempel lavet et interview med en mand i Norge, som hver dag i sin frokostpause deler en kanelbolle med sin krageven Tobias. Den følger ham til og fra arbejde. I det her tilfælde er det faktisk kragen, der valgte manden, men det behøver ikke at være den vej rundt. Men det kræver, at man gør det kontinuerligt. Og tænk, hvis vi kunne skabe meningsfulde relationer på tværs af arter. I den her tid med økologisk kollaps, hvis man kunne skabe relationer i stedet for hele tiden at søge en materiel veltilpashed, at man så kunne finde værdi i livet. Bare fuldstændig simpelt åbne sit hjerte til en krage.”
Da jeg har sagt farvel til Kirstine Elmhøj Hansen, beslutter jeg mig for at gå lidt rundt alene. Jeg vil give kragerne mulighed for at vænne sig til min tilstedeværelse, og jeg vil give mig selv lov til at slappe af uden at fremtvinge en større samhørighed med naturen. Hvis det sker, er det fedt, sker det ikke, er det også okay.
Jeg sætter mig på en bænk og skal først lige modstå den evige fristelse til ikke at tage min telefon frem. Jeg lytter til en skræppende krage længere væk, der måske kalder på sine venner. Da jeg har siddet der fem minutter, lander der en krage i træet, jeg kigger på. Den begynder at pudse sine fejr.
”Er det mig, du flotter dig for?” spørger jeg.
Som Kirstine Elmhøj Hansen siger, skal man give sig selv lov til at stole på det, man oplever, så det gør jeg. Den flotter sig for mig.
Der går yderligere fem minutter, hvor jeg sidder og kigger på kragen, der er ved at gøre sig lækker for min skyld, da der lander en anden krage på jorden tæt på, hvor jeg sidder. Den roder lidt i jorden, flytter på lidt blade, for at se om der er noget spiseligt. Jeg betragter den længe – og i et meget kort øjeblik oplever jeg faktisk en form for samhørighed.
