Klik.
Pyha, jeg ånder lettet op. Jeg tror, jeg fangede mine venner, inden menneskemængden gik ind foran. Lukketiden er lang, da det er aften. Jeg tror, det sad lige i øjet. Men jeg ved det ikke. Jeg finder først ud af det om en måneds tid, når rullen er skudt færdig, og fotomanden har fremkaldt billederne.
At vente føles næsten fremmed.
Jeg kæmper med at være i nuet. Mine tanker løber let løbsk, og mens jeg sidder og skriver her, kribler mine fingre efter at tjekke Instagram. Bare lige et hurtigt kig. Er der mon sket noget nyt?
Det er der altid. Men det er aldrig noget vigtigt.
Jeg er storforbruger af nutidens on-demand-tilbud. Alt er tilgængeligt hele tiden, tilpasset mig af algoritmer, der kender mig bedre, end jeg kender mig selv. Jeg er en junkie i dopamin-økonomien fastholdt af hurtige belønninger og en konstant strøm af information og underholdning.
Men jeg er træt af det. Jeg længes efter noget dybere. Og jeg er ikke alene. Det er en frustration, som flere og flere unge tilsyneladende deler. På nettet kan man ironisk nok læse masser af opslag og artikler om længslen efter noget mere nærværende, analogt og taktilt.
Så jeg har købt et point-and-shoot-kamera. Og jeg har opdaget noget, jeg ikke havde forventet.
Det fjerner selvfølgelig ikke mine fire timers daglige skærmtid eller min selvforskyldte dopaminafhængighed. Men det tvinger mig til at være til stede på en måde, jeg ikke er vant til. Der er ingen umiddelbar belønning bagefter. Jeg kan ikke se billedet med det samme. Først når alle 36 skud er taget, og jeg har været nede i fotoforretningen for at få dem fremkaldt, ved jeg, hvad jeg har fanget.
Det er en mærkelig fornemmelse. At vente. At have tålmodighed. At give slip på kontrollen.
Når jeg tager et billede med min telefon, ser jeg det med det samme. Hvis det ikke er perfekt, tager jeg bare et nyt. Jeg justerer, redigerer, lægger et filter på, og så er det ude i verden. Men her? Her er der ingen mulighed for at slette, ingen øjeblikkelig belønning. Kun en forventning og en sitrende tvivl: Mon det blev godt? Og det er netop det, der føles så befriende.
Den franske filosof og litteraturteoretiker Roland Barthes har skrevet om fotografiet som et paradoks. På den ene side er det et bevis på, at noget har været. Et øjeblik, der aldrig vender tilbage. På den anden side kan et billede indeholde detaljer, der rækker langt ud over sin tid og giver det en form for evigt liv. En smilerynke, en hårklemme, en skæv mundvig. Små ting, der fastholder et minde.
Pladeafspilleren er et andet eksempel, der på samme måde skaber en forankring i tiden. Vinylsalget stiger, og unge (mig selv inklusiv) graver nostalgisk i deres forældres loftrum efter støvede Led Zeppelin- og Pink Floyd-plader. Men hvad er det egentligt vi søger?
Når man sætter en plade på, tager man et valg. Nålen sættes i starten, og så kører pladen igennem. Man kan ikke bare trykke næste, man bliver nødt til at lytte.
Det kunne lyde som en begrænsning. Men jeg har indset, at det netop er det modsatte. Når vi ikke konstant kan skifte videre, får vi mulighed for at fordybe os. Vi opdager nuancer, vi ellers ville have overset. En basgang, der først træder frem ved tredje gennemlytning. En linje, der pludselig giver mening. En stemning, der lander anderledes i dag end i går.
Og måske er det netop det, vi har brug for. Færre valg, og mere nærvær. Mindre scrolling, mere fordybelse. Så her er en opfordring: Prøv at sætte tempoet ned. Lyt til et helt album uden at skifte nummer. Læs en fysisk bog uden at tjekke din telefon. Tag et billede, som du først ser om en måned. Ikke fordi det analoge er bedre end det digitale, men fordi det kan lære os noget, vi ellers er ved at glemme: at være til stede i nuet.
De mest givende samtaler, jeg har haft, er med folk, der virkelig er inde i deres stof. Folk, der ikke bare har set én film af en instruktør, men hele bagkataloget. Folk, der ikke bare lytter til en sang, men fordyber sig i et helt album. Folk, der bliver hængende i noget længe nok til, at det sætter sig fast.
For det er dét, det analoge, det langsomme, det taktile gør. Bøger, pladespillere, analogkameraer, de tvinger os til at blive i nuet. Mens TikTok, Instagram og streamingkulturen konstant trækker os videre.
Det betyder ikke, at jeg er hævet over det. Tværtimod. Jeg falder i igen og igen. Jeg streamer, scroller, swiper. Jeg elsker muligheden for at opdage nye ting, og jeg nyder den øjeblikkelige tilfredsstillelse, det giver.
Men når alt er tilgængeligt hele tiden, risikerer vi at miste dybden. Og måske er det derfor, jeg og mange andre vender blikket tilbage mod noget mere håndgribeligt. Ikke af nostalgi, men af en længsel efter at mærke noget rigtigt.
