Fra oven ser vi den fornemme gamle privatskole St Bartholomew nær Bristol i England. Vi ser teenagedrenge, der tumler rundt på græsset i en rugbykamp. Klip til ryggen af holdets træner og skolens rektor Michael Polly (David Morrissey).
Dagen kunne være endnu en dag som de fleste i Michaels liv.
Men ikke alt er, som det plejer. For rektorboligen mangler sin tredje beboer, Sarah – Michaels kone og deres voksne datter Anabels (Emma Appleton) mor. Og Sarah er stadig ikke dukket op, da hendes celloelev ankommer.
Anabel er tydeligt ængstelig. Hver eneste celle i hende udtrykker bekymring. Faren er rolig og venter til næste dag med at gå til politiet og rapportere hendes forsvinden.
Vi følger sagen i to intense uger.
Serien er løst baseret på true crime-bogen ’To Hunt a Killer’ fra 2022, skrevet af kriminalkommissær Julie McKay og journalist Robert Murphy.
Kold og kontrolleret
De seneste år har krimigenren fornyet sig.
’Gone’ gør det ved at have et stærkt fokus på relationen mellem en family liaison officer – en politibetjent, som fungerer som forbindelsesled mellem politiet og de pårørende. Her mellem Michael Polly og DS Annie Cassidy (Eve Myles).
En tidligere britisk krimiserie, den udmærkede ’The Bay’ (2019), kredsede også om denne relation. Men ’Gone’ går dybere ind i den. Rollen som FLO er en konstant linedans, for man skal agere støtte. Man kommer tæt på de pårørende, blandt andet fordi man tilbringer meget tid i deres hjem. Men ofte er et familiemedlem potentiel eller direkte mistænkt. Sidstnævnte gælder i den grad for ægtemanden Michael.
Hans mystiske reaktion på konens forsvinden gør ham hurtigt til hovedmistænkt. Han er uhyggeligt kold og kontrolleret og bekymrer sig mest om at passe sit arbejde som rektor. De ældste studerende har snart afsluttende eksaminer og samtaler med universiteter, og han mener ikke, at de skal belemres med, at hans kone er forsvundet. Men skjuler han sig bare bag det ansvar?
Med kulde og tavshed som skjold forsøger han at holde Annie væk, mens hun gang på gang forsøger at bryde igennem hans kolde ydre og afvæbne ham, så hun kan forstå, hvad der er sket. Det psykiske spil mellem de to bliver en magtkamp, som konstant skifter karakter og er umådelig fascinerende at følge.
Som psykisk tortur
Michael er et fængslende og intelligent karakterstudie.
Seriens største oplevelse er at følge hans proces, hvor han skiftevis glider ind og ud af politiets mistanke.
Hans ageren er dybt gådefuld, og indtil afhøringen sent i sidste afsnit er man i tvivl om, hvorvidt han er skyldig. Hans adfærd tryllebinder og giver hovedbrud, for han er umulig at afkode. Hvilket dels skyldes David Morrisseys mesterligt nuancerede spil, dels et intelligent skrevet manuskript.
Hans adfærd gør en skiftevis frustreret og tårevædet. Som da han lige efter sin kones forsvinden råber ad politifolkene, fordi deres sko har gjort tæppet beskidt. Eller da hans datter læser op for ham af morens dagbog. Hans blik forandrer sig gradvist, og det ser ud, som om noget langsomt går i stykker indeni ham. Scenen føles som psykisk tortur.
Annie er ligefrem og direkte og på den måde Michaels modsætning. Hun er skarp og har en stærk evne til at gennemskue dem omkring sig. Men også hun holder meget skjult bag facaden.
Hendes smertelige historie og fortid blotlægges gradvist. Karakteren både overrasker og fascinerer. Eve Myles’ spil emmer af præcision og besidder stor autoritet i portrættet af Annie.
Det sorte hul
Seriens fængslende univers indfanges perfekt i de mange elegante og smukke luftskud. Kostskolen og rektorboligen er omkranset af store skovområder, som øger mystikken. Særligt et sort hul mellem de mægtige trækroner kredses der meget om, næsten som en bermudatrekant. Fotograferingen understreger stærkt, hvordan kostskolen er en verden for sig.
Ydermere spejler de mange billeder fra oven opklaringens forsøg på at få overblik over, hvad der er sket.
Når serien samlet set ikke når mesterværkniveau, skyldes det, at fortællingen spreder sig over lige lovlig mange sidehistorier og temaer. Men man tilgiver det næsten, fordi det mageløse manuskript evner at samle de fleste af trådene til sidst.
Endnu engang viser briterne, hvor overlegne de er til at skabe kloge, intense og psykologisk stærke krimiserier. Og David Morrisseys skuespil har næppe været bedre.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤
