anders hemmingsen
Foto: Søren Jul Lamberth

Heartbeats mener: Anders Hemmingsen kunne snildt lave flere memes om sig selv

Velkommen til årets sidste Morgenbeats, hvor redaktionen runder et opsigtsvækkende afsnit af ‘Kender Du Typen’ og anbefaler læsning til juledagene. God jul!

Nupo-typen

thomas balslev
Ugens kommentar er skrevet af Thomas Balslev.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af at se ‘Kender Du Typen’. Og selvom programmet i denne sæson er kortet ned til godt og vel en halvtimes penge, hvilket har gjort det ringere og mere jabbet, kan jeg ikke lade være med at se med hver uge. Det er stadig godt. Jeg hører også til dem, der rent faktisk altid kender typen og kloger mig på forhånd om, hvem der mon bor i den specifikke bolig. Mere end vi ved det, er vores hjem en materiel afstøbning af dem, vi er, og nu om dage har danskerne så mange penge mellem hænderne, at det ikke er noget problem at anskaffe sig selv i ting, så at sige. Nu kommer der så en spoiler, beklager, men forleden var Flemming og Anne på besøg hos kongen af dansker-dril, Anders Hemmingsen. Det fuckede mig helt op. Især på grund af hans spisevaner, der primært bestod af Nupo-shakes i forskellige smagsvarianter. Der var vist omkring 10 åbne pakker på bordet med små pulverposer i. Smart, nemt og fedtfattigt lød begrundelsen. Maden, fik vi så at vide, indtog han som regel i sin sofa, på trods af at han havde et ok stort spisebord midt i det hele. Jeg forstår det ikke. Twistet er så, at Anders Hemmingsen slet ikke kan lide shakes, men simpelthen holder sig for næsen, når han kører dem ned. Det næste twist er så, at han faktisk godt kan lide mad og spiser ostehaps og cocktailpølser for fornøjelsens skyld. Det vigtigste, forstod man, var dog, at der altid var strøm på hans mobil, hvorfor han aldrig bevægede sig rundt uden en power bank. Der var ærligt talt noget barnagtigt over alt ved denne tour de chambre, men mest af alt slog det mig, hvor stort et meme-potentiale hans liv indeholdt. Det var nærmest et tag-selv-bord af indhold til hans egen profil. Det håber jeg, han selv kunne se – i det mindste fra et professionelt synspunkt. Manden lever jo af at udstille andre. Derfor var det så dejligt befriende at opleve, at han ikke har noget problem med også at vende blikket den anden vej. For en gangs skyld.



The lost diary

Den legendariske forfatter og kok Anthony Bourdain havde tilsyneladende en hemmelig dagbog på Reddit, hvor han skrev under pseudonym om sin besættelse af Juijitsu. Det er læsning i særklasse – som beviser den gamle sandhed om, at dygtige folk kan skrive forførende om hvad som helst. RollingStones har historien.


Tilbage til fortiden

Da Instagrams CEO Adam Mosseri for nylig var i krydsforhør hos en række amerikanske senatorer, som hudflettede platformens skadelige påvirkning på især unge mennesker, kom han til at afsløre noget helt andet, men ret vigtigt: Instagram vil genindføre det kronologiske feed i 2022. Det bliver fucking fantastisk!


Misantrop på charter

Michel Houellebecq. Den franske skandaleforfatter, elsket og hadet. Her på redaktionen kan vi ikke få nok, og derfor er hans gamle, men netop udgivne rejseroman ‘Lanzarote’ på læselisten her i juleferien. Den udspiller sig omkring en nytårsaften og byder både på liderlige belgiere og konspirationsteorier en masse. De i alt 96 sider læser vel næsten sig selv.


‘Sk8ter Boi’ the movie

I sidste uge offentliggjorde poppunk- og teen-ikon Avril Lavigne, at hun vil genoplive kæmpehittet ‘Sk8ter Boi’ fra 2002 på det store lærred, i anledning af at det fylder 20 næste år. Det er endnu ikke officielt, om filmen bliver til noget, men hold nu op hvor vi håber.

Det bedste fra Heartbeats

Endnu en uge, og endnu en masse historier om Kvægtorvets knap så festlige dage. Især Ekstra Bladets historie om, hvordan en kendt kvindelig tv-vært havde haft sex med en praktikant blev smasket op på forsiden. Forskellen på den historie frem for de mange andre sager er, at der ikke her er en krænket part.

Vi skal huske, at det ikke som udgangspunkt er et problem, at folk har sex med hinanden, skriver Ditte Giese i denne klumme.

Mange forfattere vil sige, at anmeldere og publikums dom ikke betyder så meget. Men Jacob Skyggebjerg vil gerne erkende, at den forfærdelige modtagelse, hans seneste roman har fået, har gjort rigtig ondt.

Thomas Balslev har talt med ham, og vores fantastiske fotograf Rita Kuhlmann har skudt billederne.

Mange (mig selv inklusiv) vil sige, at tilværelsens største lykke er at få børn. Men det er det selvfølgelig ikke for alle. Nogle fravælger børn af hensyn til klimaet, og andre gør det blot, fordi de ikke har lyst. En af dem er komikeren Natasha Brock. Marisa Bjørklund har talt med hende.

Footer graphics