Det er overraskende, at de to bedste tv-serier om hiphop nogensinde begge er at finde på familie-kanalen Disney+. Jeg taler naturligvis om den blændende ’Atlanta’ og ’Wu-Tang: An American Saga’. Jeg forbinder generelt Disney+ med good clean family entertainment, men i de to serier er der masser af vold, N-ord, sex, våben og stoffer.
Som livslang hiphop-elsker er det især interessant at se lydsporet af min ungdom i 90’erne udfoldet med historien om Wu-Tang Clan, som jeg af en eller anden grund først lige har opdaget. ”Back in the days” er en velafprøvet hiphop-disciplin, men serien om, hvordan det berygtede musikkollektiv skiftede salg af stoffer og drive-by shootings ud med rap og studieliv, er en amerikansk klassiker om underklassens sorte mænds begrænsede muligheder i USA. Og tilmed herligt blottet for nostalgi.
Vi er i start-90’ernes New York, eller faktisk på øen Staten Island, som hverken er Brooklyn eller Manhattan, men sig selv, og her møder vi en flok unge mænd, bosat i de fattige og konkurrerende boligkomplekser Stapleton og Park Hill. Der er enlige mødre med mange børn og mange double shifts på arbejdet, fædre er der ingen af, og de unge mænd står med ansvaret for familien og mad på bordet. De har to valg: Rap eller kriminalitet. De er svigtede børn, af fædrene, af samfundet, af politiet, opvokset i et voldeligt og råt miljø, fuld af forkerte mandeidealer.
Crack præger gaderne, og der er nemme penge ved at hustle og pushe, og så kan man være ‘the man of the house’ og betale mors husleje. Her møder vi Bobby Diggs (senere RZA), et gennemført musikalsk menneske, som har sit frirum i musikken og finder på at forene vennernes kærlighed til gamle karatefilm med hiphop. Herfra følger vi, hvordan penge styrer alt, naturligvis, når man ingen har, og mødet med musikbranchen der æder unge talenter, snyder dem, ændrer deres image og lyd og spytter dem ud igen, hvis lortet ikke sælger.
Selv for en indædt Wu-fan er der nye ting at lære. Tænk at Ol’ Dirty Bastard startede som back-up-danser! At RZA udgav sin første fesne single under navnet Prince Rakeem og dansede rundt i smoking og top hat i videoen! At de simpelthen fra start af gik efter et Batman-agtigt logo, der kunne mobilisere folket. Det er tydeligt, at RZA har været med til at skabe serien, og alle afsnit opkaldt efter Wu-numre, så ikoniske linjer som “I grew up on a crime site” og ”life as a shorty shouldn’t be that ruff” giver pludselig ekstra mening, når man ser deres barndom og ungdom udfolde sig.
Men serien kan sagtens ses af folk uden noget forhold til karate-rapperne, som en stærk fortælling om USA’s underklasse og raceopdelte parallelsamfund, der primært mødes to steder: Når den hvide mand køber stoffer af den sorte mand, eller den hvide dame lytter til rapmusik af den sorte mand. Heldigvis kan man ikke holde råt talent nede.
/ Ditte Giese
Drømmetrio fra indieland
Jeg er ikke stor tilhænger af begrebet ‘supergruppe’, fordi det ofte virker lidt for overdrevet, men det er blevet brugt flittigt om trioen boygenius, der består af nogle af indierockens bedste kunstnere lige nu, nemlig Phoebe Bridgers, Julien Baker og Lucy Dacus. Jeg er mere til ‘drømmetrio’, og jeg læste forleden, nogen kaldte dem feminist-indiens svar på Dalton, hvilket i min bog også bør ses som et regulært kompliment. Nu har gruppen, der ellers ikke har givet meget lyd fra sig siden deres debut-ep i 2018, udgivet tre nye sange, der varsler deres første fuldlængdealbum. Og det føles rigtig godt, især på sangen ‘$20’, der er anført af Julien Bakers vokal.
/ Thomas Balslev
Kombucha til folket
Hvis du har fulgt med på det nordiske kombucha-bryggeri, Folk Kombuchas, Instagram-profil de seneste måneder, har du måske bemærket, at noget er i gære. Ikke på sådan en foruroligende måde. De brygger nemlig på et helt nyt kombucha-sted i Den Hvide Kødbys historiske industrilokaler på Vesterbro – tænk newyorker-ølrevolution-vibes. Her skal der være in-house produktion og sågar analysefaciliteter, så scobyen altid sidder i skabet. Det rygtes, at Folk Kombucha lanceres i denne måned, og nu hvor det tynder ud i januardagene, er det vel ved at være på tide at knappe op. Vi har hørt, de skulle smage ræddi godt, så vi håber, der vil blive adgang til de boblende designerlokaler. Indtil da følger vi med på IG.
/ Louise Rimkjær
Papirklip som afvænning
Fredag var der fernisering på udstillingen ‘Twelve Rooms’ på det lille Bricks Gallery. Kunstneren bag soloudstillingen er danske Mathias Malling Mortensen, som nogle vil kende som barnebarn af den abstrakte maler Richard Mortensen. Men kend ham hellere som en særegen billedkunstner, der fremtryller grafisk, ekspressionistiske værker skåret i papir. Dem er der en del af på ‘Twelve Rooms’, der tager beskueren med på en indre rejse, rum for rum, inspireret af AA’s tolvtrinsprogram til afvænning. Udstillingen løber til 17. februar på Blågårdsgade 11.b, Kbh. N. Professionelt tip i øvrigt: Gallerier er ligesom museer, bare gratis.
/ Louise Rimkjær
Det bedste fra Heartbeats
Vi kan godt lide at hylde de gode fotografer herhjemme. Derfor har vi også tidligere talt med Nicolai Cosedis Andersen, som har taget en masse flotte billeder fra oven, og vi har interviewet en af de bedste portrætfotografer, Petra Kleis, der viste os en kollektion fra 10 års arbejde.
I denne uge har Thomas Balslev talt med Fryd Frydendahl, der netop har udgivet portrætbogen ‘Salad Days’. Her har hun udvalgt fem favoritter, og hun fortæller, hvorfor lige de har en særlig plads.
Mange har en ambition om at spise mere grønt (i hvert fald i januar). Men de gode hensigter har det med at falme, jo længere hen vi kommer. Sådan behøver det ikke være. Anders Kvorning, der står bag ‘Planetarisk Kogebog’, fortæller her, hvad han selv skal spise i januar, hvad hans guilty pleasure er, og hvad han anbefaler.
”Når jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg ud for at kaste op”.
Den norske forfatter Geir Gulliksen knoklede midt i livet, talte konstant i telefon, og havde det ad helvede til. Han fandt det at være mand som et fængsel, hvilket også er et af temaerne i hans nye bog, ‘Hvis jeg var mand’.
Thomas Balslev har talt med ham:
