På bagkant af den amerikanske fodboldfeber fra sommerens VM håber Apple TV med fjerde sæson af ’Ted Lasso’ at skabe ny interesse for serien, der ellers nåede en naturlig afslutning i 2023.
Efter at have gjort sig som succesfuld fodboldtræner i England gennem flere sæsoner rejste den elskelige titelperson hjem til USA for at være mere sammen med sønnen Henry, som han har med ekskonen i en harmonisk deleordning.
Netop den harmoniske og hjertevarme humor var et frisk pust, da serien i 2020 fik premiere midt i en coronanedlukning, hvor alle havde behov for at grine i selskab med dybt sympatiske mennesker på skærmen. I komedieland herskede på det tidspunkt en mere sarkastisk og grænsesøgende tone, men ’Ted Lasso’ viste, at man sagtens kan være sjov og sød på samme tid.
Nu vender serien tilbage tilsyneladende uden anden eksistensberettigelse end, at mange mennesker gerne vil tilbringe mere tid sammen med Ted og personerne omkring ham. Serieskaberne – de medvirkende Jason Sudeikis og Brendan Hunt samt Joe Kelly og Bill Lawrence – hiver hovedpersonen tilbage i manegen ved at gøre ham til træner for det kvindehold, som klubejeren Rebecca (Hannah Waddingham) og PR-chefen Keeley (Juno Temple) har søsat.
Dermed er der denne gang dømt både kulturclash og kønskamp, for trænerjobbet bliver ikke nemmere af, at man som mand ikke kan være i omklædningsrummet, mens spillerne er i bad. Der er dog sjældent ballade særlig længe ad gangen i det muntre univers, der er fyldt med godmodige smil.
Møder verden med et smil
Ted Lasso er i Jason Sudeikis’ overskægsordentlige skikkelse en fascinerende figur, fordi han ikke kun er en tossegod idiot med konstant højt humør. Derimod gør han hele tiden sit ypperste for at møde verden med et smil, selv om livet langt fra altid er noget at råbe hurra for.
Trods sin rolige facon kan han lide frenetisk hiphopmusik fra grupper som Public Enemy og Beastie Boys, og så er der noget tragisk over hans manglende evne til virkelig at knytte tætte bånd til andre mennesker.
I den nye sæson møder vi ham først som souschef i et supermarked i hjembyen Kansas, hvor han har fået et deltidsjob. Geografisk er han ganske vist kommet tættere på sønnen, men mentalt er der stadig stor distance mellem dem. Ted er ikke rigtigt til stede for sine nærmeste, fordi han går og dagdrømmer om at tage fat på trænergerningen igen.
”Det er godt for en dreng at se sin far gøre noget, han elsker,” lyder det kærlige råd fra Teds mor, da han får tilbuddet om at blive træner for de engelske kvinder. Af uransagelige årsager er ekskonen helt klar på at flytte til England, så Ted fortsat kan være deltidsfar.
De logiske kortslutninger er man nødt til at leve med, og heldigvis opvejer serien for det med en stribe skægge og følelsesladede scener. Med sin afslappede stil er ’Ted Lasso’ mere hyggelig end hylende morsom, men det er der jo også en tid til.
Fordums dyder og ny komik
”Velkommen tilbage, træner. Bare ærgerligt, du træner en flok piger, din wanker.”
Sådan bliver Ted Lasso budt velkommen tilbage til England af en af Richmonds indbyggere, der ikke giver meget for klubbens ambitioner om at sammensætte et kvindehold, som kan konkurrere på højeste niveau.
Modstillingen mellem den amerikanske facon med nærmest overdreven venlighed og briternes bidske snerren har været en rød tråd gennem serien, som på en måde holder fast i fordums dyder på temmelig uopfindsom vis.
Til gengæld er der blevet tilført et nyt element af komik i Teds møde med de kvindelige spillere, som har mindre egoer end mændene, men byder på anderledes udfordringer. Den dygtige målmand vil ikke bruge handsker og sammenligner det med sex med kondom på.
For enhver bare nogenlunde seriøs fodboldfan er det dybt godnat, men serien vinder på at tage den platte humor alvorligt, så man ender med at grine.
Holdets ene angriber bliver gjort ukampdygtig af en grim skade, mens den anden skriger endnu højere i frustration over erkendelsen af at være gravid, så hun heller ikke kan spille. Dermed går jagten ind på en ny frontløber, og den nye assistenttræner Alice (Tanya Reynolds) viser sig at være en kærkommen tilføjelse til persongalleriet.
Feministisk paradoks
Fire af sæsonens 10 afsnit er gjort tilgængelige for anmeldere inden premieren, og det er nok til at få en klar fornemmelse af, hvilken størrelse ’Ted Lasso’ er i fjerde ombæring.
Personligt havde jeg foretrukket, at serien holdt sig til et skarpere halvtimes-komedieformat, for med en spilletid på omkring 45 minutter pr. afsnit er der lidt for mange afstikkere, som er svære at engagere sig i.
Publikumsfavoritten Roy Kent, som Brett Goldstein med tiltagende hæshed øjensynligt vil gøre til Batman, er stadig storsvovlende og sardonisk som tidligere stjernespiller og nuværende træner for Richmonds herrehold. Men det føles som en skovtur uden for feltet at se ham date kvinder i håbet om at vinde ekskæresten Keeley tilbage.
Der er en indbygget ironi i, at fjerde sæson har fokus på feminisme, når serien er skabt af fire mænd og grundlæggende ser verden gennem Teds øjne. Det paradoks er folkene bag ikke blinde for, og med skarpt håndværk er man fint underholdt.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
