Oppe i Nordjylland sidder der en ung mand med sin guitar og hvisker. Fra tid til anden skriver han en sang, men det går egentlig meget stille og roligt. Når 23-årige Hjalte Ross har brug for at udtrykke sig, egner det sig ikke så godt til en statusopdatering på 140 tegn. Det er bedre med et album.
I dag udkommer han med sit andet af slagsen. ‘Waves of Haste’ hedder det, og ligesom sin forgænger ‘Embody’ fra 2018 er det ikke et album, man skærer sig på. Snarere falder man ned i det, som man gør i en lænestol foran en pejs, hvor ilden brænder roligt og varmer godt.
Hjalte Ross’ akustiske folksange befinder sig i den melankolske og intime ende af spektret. Og så har han en særlig evne til at give sine sange en dybde, der får dem til at lyde som glemte gaver fra 70’erne – med reminiscenser fra en tid, hvor man optog musikken på analoge bånd og spillede på instrumenter, der var lavet af træ og ikke af brintplader.
LÆS OGSÅ:
Fra sang til sang botaniseres der omhyggeligt og uforstyrret i stemninger, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man måske godt tro, at der var noget galt med den unge sanger, der er født i Nibe lidt syd for Aalborg.
Men som han synger på åbningsnummeret ‘Accidents’ – en lutrende sang om at være udsat for en ulykke og ikke nødvendigvis ville have at smerten går væk:
“Crying / But I’m fine / Cause I’m closer than I ever / was”
Legendarisk producer
‘Waves of Haste’ består af i alt ni sange, som er indspillet i samarbejde med den legendariske producer John Wood, kendt for sit arbejde med Nick Drake, John Martyn, Cat Stevens, Pink Floyd. Den slags koryfæer. Han producerede for øvrigt også Hjalte Ross’ første album, som modtog en del hæder både herhjemme og i udlandet, hvor flere medier spærrede øjne og ører op for den unge nordiske melankoliker.
Alligevel kom det bag på Hjalte Ross, at den amerikanske pladeproducer John Daniel Goodwin, som blandt andet har lavet albums med Whitney og Kevin Morby, havde hørt om ham, da han spurgte ham, om han ville mixe hans album. Faktisk havde Goodwin allerede hørt hans musik, og han kunne godt lide det, så efter et møde i New York, sagde han ja til at samarbejde.
“Vi talte også om at indspille pladen i New York, da jeg var derovre. Men det ville selvfølgelig blive meget dyrt, og jeg tror også, jeg følte mig mere sikker ved at gøre det herhjemme,” siger Hjalte Ross, da vi fanger ham en formiddag over Facetime i hans lejlighed i Aalborg.
“Jeg blev virkelig forelsket i New York som by. Jeg var meget på jazzklub for at høre blæs, og jeg blev meget inspireret af hele den her moderne bylyd og stemning, der var derovre, så det har jeg prøvet at få ind i mine nye sange,” siger han.
I Jodle Birges fodspor
Derfor kan det umiddelbart virke som en vovet beslutning, at Hjalte Ross tog til Dreamland Studio i Nibe med sit band for at indspille ‘Waves of Haste’. Det har ikke just været arnested for fredfyldt fyrretræsfolk. Til gengæld har lydstudiet faciliteret en del af Lars Lilholts og Jodle Birgers kreative excesser gennem tiden. Og de er jo også en slags legender.
Op mod indspilningerne, fortæller Hjalte Ross, isolerede han sig på en lille klippeø i Norge, hvor han kunne finpudse lyrikken og fokusere på helheden i albummet. Da han kom tilbage til Danmark, brugte de 10 dage på at få det hele i kassen.
“Det var meget intenst arbejde fra morgen til aften hver dag, men jeg var godt forberedt efter min tur til Norge. Og derfor lyder det også som jeg gerne ville have det nu. Jeg er virkelig tilfreds med albummet. Det står godt for sig selv, og det var lige præcis de sange, der skulle være med,” siger han.
Han fortæller, at han har en meget høj arbejdsmoral – i hvert fald når det handler om at skrive musik.
“Jeg vil jo virkelig gerne lave albums, der lever i lang tid. Som ikke bare er oppe at vende lige nu og her, men som man kan tage frem om 40 eller 50 år og stadig få noget ud af. Jeg går ikke efter at have hurtig succes bare i 2 måneder.”
Er det også det titlen på albummet hentyder til? At tingene ofte går meget hurtigt?
“Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over. Jeg ved ikke, om det går hurtigere nu, end det altid har gjort. Jeg føler heller ikke, jeg er kommet ind i et ræs. Jeg kan faktisk godt lide, når ting går hurtigt og at have deadlines. For eksempel synes jeg, det har taget lang tid at lave det her album, men jeg er stolt af at have et album der er så gennemført to år efter min debut.”
Er sangene på albummet blevet som du havde forestillet dig?
“Ja. Der har været plads til at der kunne ske magi i indspilningsprocessen, men det har været meget velovervejet på forhånd. Jeg er meget bevidst om, hvad jeg gerne vil have. Laver selv demoer, og laver selv trommerne, og jeg har en klar idé om især melodiske forløb.”
“Men mange af sangene på det her album blev faktisk skrevet, inden det første album blev udgivet. Jeg er mest kreativ lige, når jeg har indspillet. Det er der, nye ideer begynder at boble i mig.”
Cover af Kasper Eistrup
Den fysiske fremtræden af hans nye album er også resultatet af et omhyggeligt arbejde. Selve omslaget, der forestiller en kvinde med øret i en konkylie, har kunstneren og musikeren Kasper Eistrup malet med olie, kaffe og blyant, og lige som man gjorde før i tiden er det angivet præcis, hvilke musikere der medvirker på de enkelte sange.
Og det er i høj grad også for Hjalte Ross’ egen fornøjelses skyld, at han udgiver på en vinylplade, hvor der er kræset for detaljerne.
“Det er ligesom en alkoholrus at stå med sit eget album fysisk. Sådan var det i hvert fald første gang,” siger han.
“Da jeg lavede demoer til mit første album, satte jeg faktisk plader på på min pladespiller og fik den til at køre rundt med nålen på, men så skiftede jeg kanal over til mine demoer, bare for at få fornemmelsen af, at der var en plade, der kørte rundt med mine sange.”
Nu håber han på, at hans nye album kan være med til at vække, hvis ikke en rus, så i hvert fald nogle svingninger i dem, der lytter til musikken.
“Det fedeste er at få at vide, at min musik har haft en betydning på en eller anden måde. Men hvis folk bare synes, det er super behageligt at lytte til, mens de står og tager opvasken om aftenen, er det egentlig også et kæmpe kompliment for mig. Men især hvis det hjælper dem med at sætte nogle følelser i gang.”
